Malene Bach: Det stedsspecifikke skal forbinde mennesket

Arkitekturen er oftest optaget af at skabe konstruktive rammer og funktioner, og først bagefter kommer mennesker ind i bygningen. Men her sætter billedkunstner Malene Bach mennesket forrest, når hun går i dialog med arkitekturen med sine værker eller farvesætter bygninger:

 

- Vores omgivelser skal give noget til os, fordi det stimulerer os og gør vores liv mere meningsfuldt. Når omgivelserne er stimulerende kan vi slappe af og bare være i det, vi er i.

 

Malene Bach vil gerne gøre det nemmere for den tilstedeværende at forbinde sig til stedet:

 

- Jeg ser det på et dybere plan. Det er mere det, at man som menneske føler, at der er nogen, som har tænkt på, at man skal være der. Det er det vigtige.

 

Hun er meget optaget af arkitektur og går i dybden med dens karakteristika og kvaliteter i enhver periode for at fremhæve en tidstypiske kvaliteter, håndværk eller materialer. Hendes afsæt er billedkunsten og har langsomt rykket sig fra maleriet ud i bygningers rum og arkitekturen, hvor hun har skabt farvesætning og værker i mange veldokumenterede byggerier.

 

- Arkitekturen er bygget til mennesker, og for mig er billedkunsten en del af livet, som jeg ikke ønsker at adskille fra resten af mit liv. Den er på linje med at spise, drikke vand, få en poetisk oplevelse. Det er en naturlig del af vores menneskelige behov, og derfor må kunsten gerne være der, hvor vi befinder os.

 

Svarer tilbage til arkitekturen

- Hvis man går i dialog med arkitekturen, er man nødt til at svare tilbage, siger Malene Bach. Hun fortolker arkitekturen og stedet for at forstå, hvor hun skal sætte ind og med hvilke greb.

 

- I arkitekturen er der nogle gange problemer. Det kan være i byggeprojekter, hvor arkitekter har al fokus på at løse de kæmpestore svære opgaver, og der måske er nogle detaljer, der simpelthen ikke er overskud til at forholde sig til. Der kan jeg komme ind fra sidelinjen og sige, at her skal vi give lidt mere opmærksomhed. Det kan også være helt funktionelle ting som afskærmning af lys eller at skabe plads for at mennesker kan lave sine egne omgivelser.

 

Omgivelserne bestemmer farvepaletten

Malene Bach arbejder parallelt med arkitekturen, men i arkitekturen. I de fleste projekter tager hun udgangspunkt i stedet, dets historie og arbejder med lokale håndværkere, der kan udføre stedspecifikke teknikker.

 

I lejlighedsbyggeriet i Nyon, Schweiz, tegnet af Farra Zoumbolakis ligger de tre boligblokke på en skråning og kigger ud over en dal. Der var landskabet det bestemmende for farvepaletten, siger Malene Bach:

 

- Ned mod dalen ønskede man at have gardiner som afskærmning og til at kunne skabe fleksible intime rum. Da landskabet har alt det grønne, har jeg brugt blå, gult og rødt, der bliver flettet sammen i en palet af otte tekstilfarver. Farverne bliver en gigaskala vævning, når gardinerne er monteret på facaden.

 

- Facadens primære farvefokus afspejler sig inde i bygningens betonlofter. Så man kan forholde sig til, hvilken del af boligbyggeriet man bor i. I bygningen er lavet en ret simpel orientering ved hjælp af farverne. For hver gang du har en grøn dør, ved du, at den er til en privat bolig. En gul dør er til et teknikrum. Elevatorer er aubergine. Lofterne i trappeopgangene er også wayfinding og refererer til tekstilernes farve på facaden. På etagerne er opgangene primære loftfarve ens, men ude på de skrå trappeløb flipper farven ud.

 

- Med farver i arkitektur er det en balancegang mellem at lave en struktur, der giver mening og giver plads til frihed. Uden frihed er det bare et program. Mine ting søger altid at være i balance. Ellers bliver det kedeligt.

 

Lasurmaleri med kæmpe pensel

De Singel bygningen med koncertsalen The Blue Hall i Antwerpen er tegnet af den lokale arkitekt Leon Stynen og Malene Bach er glad for dens brutalistiske stil og betonvægge. Bagvæggen var ved en renovering i 2000 blevet malet helt flad rød, og Malene Bach fik til opgave at farvesætte den på  ny og arbejdede med maleriet i koncertsalen over ti dage:

- Væggen bar præg af, at arkitekten ikke rigtig havde prioriteret væggen, og den trængte til mere bearbejdning og kærlighed. For at gøre den mindre flad, fik den nye profilvariationer, der kunne forbedre akustikken og gav flere lag at arbejde med farverne i og visuel variation.

 

Ateliermodeller til The Blue Hall, DeSingel Arts Centre, Antwerpen. Foto af Malene Bach.

At skabe en ny historie uden at ødelægge den gamle

University College Lillebælt, renoveret af Cubo Arkitekter, var et vanvittigt spændende projekt, mest fordi det var nærmest umuligt at forestille sig, hvad man skulle gøre ved det, siger Malene Bach:

 

- Men der var nogle kvaliteter i byggeriet, som er fra 1960erne og har nogle helt særlige karakteristiske materialer og tidstypiske, som folk er trætte af i dag, men som jeg synes er fedt, fordi det er så tydeligt og faktisk godt håndværk.

 

I bygningens lange gange i mursten og glasvægge, lave lofter og fem sidefløje skulle Malene Bach sætte farve på fællesrum, kantiner og trapper. For ikke at ødelægge murstensvæggene lavede hun en lag-på-lag skydevæg i farvede laminat paneler, der opsamler kunstværker, infoskærme, hjertestarter og alt muligt rod, siger hun:

 

- Den skaber en ny historie og tilfører bygningen nye kvaliteter med flere materialiteter og farver, og folk kan skyde lagene til side og så på opdagelse i væggen – den er foranderlig.

 

- Man skal ligesom tænke, hvad var værdi i fortiden, og hvad kan give mening i nutiden og så efterlade noget til fremtiden at finde værdi i. Om 40 år kan de bare fjerne det hele, og så kan man ikke se, at vi har været der.