C.F. Møller Architects har navngivet de tre første mursten i MIX-serien Møn, Råbjerg og Fur. Kalk, ler, sand og kridt fra disse steder har dannet afsæt for valget af farver og overflader på stenene. Fotokredit: egernsund wienerberger
Mursten med over 30 % genanvendt materiale skal styrke cirkulariteten
Ny murstensserie fra egernsund wienerberger og C.F. Møller Architects genanvender knust murværk i stedet for jomfrueligt sand.
Fra venstre: Iben Holm, arkitekt MAA og DGNB-konsulent, og Rune Bjerno Nielsen, partner og arkitekt MAA, i C.F. Møller Architects. Fotokredit: egernsund wienerberger
Hvordan kan sekundære materialer oparbejdes til produkter med lang levetid og høj æstetisk kvalitet? Det spørgsmål dannede grundlaget for udviklingen af MIX – en ny murstensserie, hvor egernsund wienerberger har erstattet jomfrueligt sand med knust murværk fra nedrivninger og byggepladser.
- Det er restmateriale, som ellers ville ende som vejfyld eller på deponi. Ved at upcycle det til nye mursten giver vi det et nyt liv i et produkt, der potentielt holder i mere end 100 år, siger Kristian Knorr Svane, bæredygtighedschef i egernsund wienerberger i en pressemeddelelse.
Det anvendte genbrugsmateriale har ifølge virksomheden et 77 % lavere CO₂-aftryk end jomfrueligt sand, når der ses på udvinding og transport. Samlet set reducerer MIX-serien murstenenes CO₂-aftryk med 13–20 % sammenlignet med egernsund wienerbergers standardsortiment, afhængig af lerblandingen.
Tegl med rødder og retning
C.F. Møller Architects har været tæt involveret i udviklingen af MIX og har blandt andet bidraget til at fastholde de arkitektoniske kvaliteter ved klassiske danske mursten – især den gule sten, der også blev anvendt i tegnestuens første projekt: Aarhus Universitet.
- Den gule mursten har en helt særlig evne til at fange og reflektere lys og skabe varme i byrummet. Derfor har det været vigtigt for os at videreudvikle på netop den farve – men i en mere ressourcebevidst retning, fortæller Rune Bjerno Nielsen, partner og arkitekt MAA hos C.F. Møller Architects.
Sammen med kollega Iben Holm, arkitekt MAA og DGNB-konsulent, har han været med til at navngive de første tre mursten i serien: Møn, Råbjerg og Fur. Navnene refererer til danske landskaber og deres stoflige karakter – kalk, ler, kridt og sand – som har inspireret farvesætning og overflader.
- Vi ønskede at give murstenene en identitet, der trækker tråde til både sted, stemning og materialitet. De lyse og grålige nuancer skal afspejle den varme glød og taktile stoflighed, vi har arbejdet med, siger Iben Holm.
Fotokredit: egernsund wienerberger
Et nyt skridt i teglens kredsløb
MIX-serien er en videreudvikling af egernsund wienerbergers dematerialiserede LESS-mursten, der indeholder 15 % mindre råmateriale. Kombineret med det høje indhold af genbrugsmaterialer kan forbruget af jomfruelige ressourcer reduceres med over 40 % sammenlignet med traditionelle massive sten.
- Vores ambition er at udvikle produkter, der gør det let for byggeriets aktører at vælge cirkulære løsninger uden at gå på kompromis med æstetik eller holdbarhed. MIX er et konkret svar på den ambition, siger Kristian Knorr Svane.
Med en GWP (Global Warming Potential) på 7,1 kg CO₂e/m² under fremstilling (A1–A3) og potentiale for point i DGNB 2025-manualen bidrager MIX til både miljømæssige og dokumentationsmæssige krav i fremtidens byggeri.
