
Det tidligere kommunehospital i Aarhus er blevet omdannet til en moderne campus, Universitetsbyen. Rendering af AART
Stadsarkitekt i Aarhus: Synergi mellem byudvikling og transformation
Stadsarkitekt i Aarhus Kommune Anne Mette Boye ser udviklingen af byens eksisterende bygninger som en central del af fremtidens Aarhus.
Anne Mette Boye, Stadsarkitekt i Aarhus Kommune.
Aarhus befinder sig midt i en markant byudvikling, hvor flere centrale områder gennemgår omfattende transformationer. Det gælder blandt andet Universitetsbyen, hvor det tidligere kommunehospital siden 2019 er blevet omdannet til en moderne campus. Projektet, som forventes færdigt i sommeren 2025, er baseret på en strategi om at bevare og videreudvikle de eksisterende bygninger med fokus på arkitektonisk kvalitet og ressourcebevidsthed.
Et andet centralt projekt er transformationen af det tidligere Amtssygehus. Her skal de historiske bygninger danne ramme om en ny bydel midt i Aarhus, som i 2030 forventes at rumme cirka 2.500 beboere. Begge projekter demonstrerer, hvordan eksisterende bygningsmasse kan revitaliseres og bringes i spil i nye sammenhænge.
Stedsforståelse som nøgle til kvalitet
Ifølge stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Anne Mette Boye, rummer byen et særligt potentiale for transformation, hvor hvert bykvarter har sine egne præmisser og muligheder.
- Forståelsen for stederne og kvalitet i både bygninger og udearealer er nøglen til at lykkes, udtaler hun og fremhæver nødvendigheden af en fælles innovationskraft. Det gælder ikke mindst i erhvervsområderne, hvor nye anvendelser kan tænkes uden nødvendigvis at konvertere dem til boligformål. Også parcelhusområder og byer i oplandet rummer uforløste potentialer, der bør indgå i en bredere transformationsdagsorden, påpeger hun.
Universitetsbyen. Rendering af AART
Universitetsbyen. Rendering af AART
Arkitektur med historiske lag
Aarhus’ bymæssige identitet udspringer af lag fra forskellige historiske perioder – fra middelalderens bystruktur til det 20. århundredes funktionalistiske byggeri. Ifølge Anne Mette Boye giver det en stærk forankring, når byen udvikles med udgangspunkt i de eksisterende strukturer:
- Når vi bygger videre på det, vi allerede har, skaber vi en by med historisk dybde og identitet. Det skaber tilhørsforhold og en oplevelse af kontinuitet, siger hun.
Hvordan genbruger vi byen?
Transformation kræver ikke blot arkitektonisk og planlægningsmæssig viden, men også nye samarbejdsformer. Det understreger Lisbet Fibiger, programleder i Byens Netværk:
- Det er afgørende, at vi mødes på tværs og skaber rum for videndeling og samarbejde, hvis vi skal udnytte potentialet i byernes transformation, siger hun.
Det tidligere kommunehospital i Aarhus er blevet omdannet til en moderne campus, Universitetsbyen. Foto af AART.
Fibiger er moderator ved debatten Hvordan genbruger vi byen?, som finder sted den 9. april på Building Green i Aarhus. Her deltager også Anne Mette Boye, Carsten Raundahl fra Raundahl & Moesby samt Anne Sofie Okkels fra AART Arkitekter. Debatten tager udgangspunkt i konkrete eksempler som Universitetsbyen og det gamle Amtssygehus og udfolder perspektiverne i, hvordan Aarhus kan "genbruge" sig selv.
Fremtidens fagligheder i forandring
Afslutningsvis peger Lisbet Fibiger på en opblødning i faglige grænser og et stigende fokus på helhedsorienterede løsninger i byggeriet:
- Uddannelsesinstitutionerne arbejder aktuelt med at forny deres faglige tilgange, så de i højere grad favner tværfaglighed og fleksibilitet. Det skaber grobund for en mere refleksiv og helhedsorienteret tilgang til byudvikling, afslutter hun.