
Interiør
Martin Kallesø Arkitekter: I dialog med kulturarven
Arkitekt Martin Kallesø arbejder i øjeblikket på et skitseforlag til en overdækning af Gurre Slotsruin samt et mindre besøgscenter. Det historiske site bør genfortælles, mener arkitekten.
Situationsplan
Ankomst bygning
BPlan
Ruinen er resterne af Gurre Slot, hvor Valdemar Atterdag døde i 1375, og er groet ind i det grønne nordsjællandske landskab, men ligger også blottet og udsat for vejrliget.
- Projektets hovedidé er at bevare borgruinen og beskytte den mod yderligere forfald ved at overdække den med et let tag samt at tilføje et mindre eksternt besøgscenter, som skal formidle slottets historie.
- Ruinen skal være i fokus, hvorfor det lette tag i sin helhed vil opleves som svævende. Under taget vil ruinens rum stadigvæk fremstå som et åbent rum i tæt kontakt med det omkringliggende englandskab.
- Den nye tilføjelse står i ydmyg dialog med den tunge ruin, og vil skabe en interessant arkitektonisk dialog mellem gammelt og nyt – en dialog med kulturarven, fortæller Martin Kallesø.
Besøgsvenligt
Arkitektens tanke er at også lave en indgang med et hævet trædæk, som leder den besøgende gennem Gurres englandskab og videre over til ruinens ”hovedindgang” mod vest.
Eksteriør
Nyt tag, model
Herfra vil man via en trappe ved ruinens sydvestlige tårn kunne gå op på en udsigtsplatform og få et overblik over hele ruinen og samtidig nyde udsigten til det omkringliggende landskab.
- Vores forslag består af ét stort tag, der bliver båret af en slank stål-søjlekonstruktion, som samtidig markerer det oprindelige slots hovedstruktur med fire hjørnetårne og et centralt placeret, højere beliggende centraltårn, fortæller Martin Kallesø:
- Vi synes, at det er unikt, at Helsingør har så mange store historiske sites, og vi synes qua nærværende projekt, at Gurre Slot i den grad fortjener at blive fremhævet, iscenesat og revitaliseret.

Det forlyder, at der er mere at opleve end selve ruinen. Lokale historier fortæller, at Valdemar Atterdag stadig kan ses ved nattetide ride rundt på markerne med sit vilde jagtselskab.