Naturen inspirerer i boliger til autister
Njordrum Care står bag nyt sjællandsk bosted for mennesker med autisme. Naturmaterialer, omhu og grønne omgivelser spiller en stor rolle i modulbyggeriet – og erfaringerne kan bruges i alle former for boliger, siger indehaver.
Njordrum Care team. Foto af Dejan Alankahn
Det gode privatliv leves ikke blot inden for hjemmets fire vægge. Nærheden til grønne områder, muligheden for at til- og fravælge samvær og følelsen af at være en del af et hele, spiller også en stor rolle.
Det gælder for så vidt i alle boliger – men den understøttende arkitektur er ikke mindst vigtig, når man arbejder med boliger til mennesker med for eksempel autisme.
Blikket har da også været skarpt rettet på helheden hos Njordrum Care , der med Ny Højtoft i samarbejde med AkademikerPension som bygherre, står bag det nye bosted til netop den målgruppe uden for sjællandske Hvalsø. Ny Højtoft, som området hedder, skal stå færdigt i foråret 2024. Det rummer både boliger, kontorer og fællesfaciliteter – og store hensyn til den enkelte beboer.
- Ny Højtoft er tænkt som en lille landsby. Som beboer og besøgende skal man opleve et sammenhængende samfund, hvor boliger og kontorer indgår som en organisme, men hvor beboerne også har mulighed for at til- og fravælge samvær og sociale aktiviteter, siger Lars Vejen, der er arkitekt og partner i Njordrum Care.
Tankerne kan gavne alle
Projektet er blevet til i dialog med de mennesker, der skal bo og arbejde der – og med et blik på de hensyn, der skal tages i forhold til beboernes behov. Det er blandt andet i forhold til støj fra installationer, belysning og mulighed for at skærme sig, uden at det dermed fører til isolation. Her spiller både indretning og omgivelser naturligvis en stor rolle, fortæller Lars Vejen.
- Det kan lyde banalt, men naturen er en vigtig inspiration for det, vi laver. Boligerne er opført i træ, og træet er også synligt i selve boligen. De naturlige elementer og farveskalaer får folk til at føle sig godt tilpas, siger han og peger på placeringen i omgivelserne.
- Det er vigtigt, at parker, haver og uderum er synlige og kan inspirere til, at man aktivt bruger dem, siger han og understreger, at tankegodset også bør bruges i indretningen af almindelige familieboliger.
- Vi vil alle have gavn af, at der er tænkt i lyskvalitet, muligheder for afskærmning og sammenhæng med omgivelserne. I Danmark bruger man ofte hvid som en grundfarve, men vi trækker mere på naturlige farver og materialer. Jeg har aldrig mødt nogen, der ikke satte pris på træ og adgang til natur. Så vi forsøger at trække i retning af så naturlige materialer som muligt. Det er godt for beboerne, og det er godt for bæredygtigheden.
Modulbyggerier
Njordrum Care har selv stået for at designe og udvikle egne produkter, der komplementerer arkitekturen. Det kan lyde både dyrt og eksklusivt – men udgifterne bliver holdt nede ved at skabe designs, der ikke er projektspecifikke, men kan bruges på det åbne marked og i alle bygningssammenhænge. Det gælder uanset, om det er for eksempel dørhåndtag, akustiklofter, køkkener, facadeprofiler eller belysningsarmaturer, som alle i dag er en fast del af Njordrums egen produktkollektion.
Byggeomkostningerne holdes også i ave gennem kontrollerede processer. Ny Højtoft opføres nemlig som modulbyggeri – det betyder, at de enkelte moduler bygges i haller, inden de transporteres til Hvalsø og færdiggøres.
- Når vi bygger præfabrikeret og modulært, fjerner vi nogle af de lange, tunge og usikre processer, der ligger på traditionelle byggepladser. For tiden ser vi for eksempel, at marker og byggepladser er oversvømmede, og det giver både tidsmæssigt og økonomiske udfordringer i traditionelle byggerier, som vi undgår med modulbyggeri, siger Lars Vejen.
- Vi arbejder logisk og rationelt. Det gør, at vi kan levere en høj kvalitet på en mere rationel måde, end det er muligt i traditionelt byggeri. Det at vi bygger i træ, gør både byggeriet mere fleksibelt og sikrer et lavere CO2-aftryk end de klassiske tungere byggematerialer.
Institutioner og moduler kan hos nogle få alarmklokker til at ringe, og Lars Vejen medgiver da også, at det traditionelt har været en sammensætning, der har kunne give dybe suk hos arkitekturelskere.
- Vi kender alle sammen til midlertidige pavilloner, der blev sat op i skolegårde for at dække et akut behov, og endte med at stå der i 20 år. Men vi løfter barren. Med vores moduler kan man ændre på form og udtryk. Vi skaber langtidsholdbare, blivende og dermed bæredygtige byggerier. De har samme kvaliteter, som man finder i traditionelt opførte byggerier – men også en fleksibilitet, der gør, at man kan lave tilføjelser eller endda flytte husene igen, hvis behovene ændrer sig.