Nu er det tid til at indstille projekter til Renoverprisen 2024
Vellykkede eksempler på renoveringsarbejder er vigtigere end nogensinde, og frem til den 1. marts kan man på Renoverprisens hjemmeside indstille projekter til prisen, der hylder årets bedste renoveringsprojekter i Danmark.
Med de første dage i det nye år er der samtidig taget hul på indstillinger til Renoverprisen 2024. Det er tid til at pege på inspirerende renoveringsprojekter, som fortjener et fagligt skulderklap. Prisen uddeles af Grundejernes Investeringsfond og Realdania.
- Vi har nu uddelt Renoverprisen i mere end ti år, men den har aldrig været mere vigtig end nu. Det skyldes et fortsat større fokus på, at man med renovering af eksisterende bygninger, fremfor at rive ned og bygge nyt, kan reducere byggebranchens klimapåvirkning og spare på ressourcerne, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond, Susanne Borenhoff fortæller, at tidligere prisvindere har prisen været en løftestang til videre udvikling og flere renoveringsprojekter:
- I Danmark har vi en rig bygningskultur og -historie, som vi bl.a. kan være med til at bevare gennem veludført renoveringsarbejde. Med Renoverprisen ønsker vi at fremhæve de gode eksempler, så de kan inspirere til andre lignende projekter.
Man håber på at modtage indstillinger fra alle typer af projekter. Vinderholdet modtager en check på 100.000 kr. Der uddeles også en specialpris, som belønner et projekt, der fortæller en større historie i et mindre eller usædvanligt projekt. Her modtager vinderen 10.000 kr. udover titlen.
Rudkøbing Gamle Skole, vinder af Renoverprisen 2023
Seks hovedkriterier
I år er kriterierne for indstillede projekter blevet justeret for at gøre det endnu klarere for kandidaterne, hvordan de i indstillingsbeskrivelsen kommer hele vejen rundt om projektet.
Fremover vil projekterne blive vurderet på baggrund af seks hovedkriterier. På den måde kommer Renoverprisen omkring hele processen bag et vellykket renoveringsprojekt anno 2024.
Kriterierne er:
- Eksempelværdi
- Solidt samarbejde
- Inspirerende ressourcetiltag
- Faglig kvalitet
- Blik for brugerne
- Levende bygningskultur.
Blandt de indstillede projekter udvælger Renoverprisens nomineringsudvalg fem-syv nominerede projekter. Vinderen findes efter en afstemning blandt 70 byggefagfolk.
Her indstiller man renoveringsprojekter
På Renoverprisens hjemmeside kan man frem til og med den 1. marts indstille et renoveringsprojekt. Vinderne af Renoverprisen og Specialprisen kåres ved en prisfest, som afholdes i starten af september 2024.
Alle kan indstille et projekt til Renoverprisen. Det kræver dog, at de lever op til enkelte krav:
- Projektet skal være gennemført i Danmark.
- Projektet skal være gennemført med hjælp fra én eller flere professionelle rådgivere (dvs. arkitekter, ingeniører og konstruktører) og udført af én eller flere professionelle håndværks- eller entreprenørvirksomheder.
- Den renoverede bygning skal for Renoverprisen 2024 være taget i brug mellem den 1. januar 2019 og den 1. september 2023.
- Projektet skal dække en eksisterende bygningsmasse.
Byrum, gårdrum og lignende kan ikke indstilles til Renoverprisen.
Om Renoverprisen
Renoverprisen er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond for at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få renoveret den eksisterende bygningsmasse i Danmark. Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2013, og ambitionen har fra start været at give renovering den synlighed og anerkendelse, som disciplinen fortjener.