Ny bog fortæller historien om en af Danmarks mest indflydelsesrige arkitekter
Kay Fisker har som både arkitekt og underviser sat sig enorme spor i den moderne danske arkitektur – en ny bog af Martin Søberg fortæller om den indflydelsesrige arkitekt.
Dronningegården, foto Københavns Stadsarkiv
I en ny monografi af Martin Søberg, der foruden at være kunsthistoriker også er ph.d. i arkitektur og lektor på Det Kongelige Akademis Arkitektskole, ridses fortællingen om Kay Fisker og hans værk op. Det begynder allerede før hans afgangsprojekt, der lidt atypisk var et storslået herregårdsanlæg – for allerede fire år inden afgangsprojektet, var han medskaber af fem bornholmske jernbanestationer. Siden blev det helt eller delvist til ikonisk byggeri som Aarhus Universitet, Dronningegården, Vestersøhus og Det Danske Institut i Rom – men altså også utallige andre byggerier, der præsenteres i 'Kay Fisker Moderne Arkitektur - levende tradition'. Bogen er flot illustrereret med både fotografier og arbejdstegninger fra Kay Fiskers hånd.
Det Danske Institut i Rom, foto Martin Søberg
'Kay Fisker Moderne Arkitektur - levende tradition' sætter Kay Fiskers værk ind i en arkitektonisk og historisk ramme – og en social og samfundsmæssig, der trækker tråde til i dag. Han mente, at arkitekturen har etiske implikationer som en kunstart, som skulle bruges til at skabe bedre leveforhold for den brede befolkning. Derfor skulle arkitekturen også udvikles gennem evolution frem for revolution – altså ved at tilpasse sig samfundets funktionelle og æstetiske ønsker og behov.
Aarhus Universitet, foto Anders Sune Berg
Bogen kommer også omkring nogle af de værker, der ikke blev til noget –ved et enkelt af dem er det da også svært at se tilpasningstrangen til netop de behov; Kay Fisker var nemlig en af idemændene bag City Plan Vest, der ville banke otte højhuse og en motorvej op i det centrale København. En tanke, der nok kan få det til at gyse i de fleste murstensromantikere, og som nok mest af alt kan betegnes som et vildskud i et vigtigt livsværk, der på mange måder stadig fylder meget i det danske bebyggede landskab – og som har sat et kvalitetsmæssigt præg på et utal af arkitekter siden.
Kay Fisker Moderne arkitektur – levende tradition er på 342 sider og er udkommet på Forlaget Strandberg.
Hornbækhus, foto Anders Sune Berg