
Ny debatbog udfolder alternative løsninger til Lynetteholm-projektet
Lynetteholm er det største og mest langvarige byudviklingsprojekt i danmarkshistorien, og det har mødt stor modstand fra både borgere og fagpersoner. For er Lynetteholm virkelig det bedste bud? Eller er vi ved at skabe en økonomisk, demokratisk og miljømæssig katastrofe?
Copenhagen Islands, kort over København, hvor dele af Amager er omlagt som vådområdet. Visualisering af Schønherr
Debatbogen Tænk os om – Alternativer til Lynetteholm er en antologi af 12 tekster med alternative løsningsforslag fra en række af Danmarks fremmeste forskere og praktikere. Her får læseren mulighed for at danne sig et nuanceret overblik over Lynetteholmprojektet og de udfordringer, som det skal imødegå. For som bogens titel påpeger, er vi nødt til at tænke os om – inden det er for sent.
Set i lyset af tidens store kriser er det tydeligt, at der er behov for handling, men som bogens redaktør Ane Cortzen påpeger i sit forord, bør man have en informeret og åben dialog, inden denne type anlægsprojekter gennemføres.
Det grønne dige Hunter’s Point South Park i New York City. Fotokreditering: Anna Aslaug Lund
Gertrud Jørgensen, Ole Fryd og Anna Aslaug Lund, som forsker i klimatilpasning, fortæller, hvordan der findes mange måder at stormflodssikre på, og arkitekterne Rikke Juul Gram og Veronica Civa viser to bud på, hvordan stormflodssikring kan se ud. Civilingeniørerne Otto Anker Nielsen og Susanne Krawack præsenterer en række tiltag, som kan forbedre trafikken i hovedstadsområdet samt skabe bedre cykelforbindelser og offentlig transport.
Arkitekterne Kasper Benjamin Reimer Bjørkskov, Jens Kvorning og Magnus Mårbjerg fremhæver potentialerne ved at skabe flere boliger i København, i nabokommunerne og som flydende strukturer i havnen. Og forskeren i marin økologi Stiig Markager, sociologen Nikolaj Schultz og arkitekterne Stig L. Andersson og Jens Thomas Arnfred udfolder en række alternative perspektiver på Lynetteholm og store byudviklingsprojekter generelt.
Højvandsmuren ved New Orleans Fotokreditering: Anna Aslaug Lund
Læs også:
TREDJE NATUR skaber klimaløsninger og Columbusæg til fremtidens byrum
Invitation til lancering og debat
Tænk os om lanceres ved et stort event med præsentationer og en debat modereret af Ane Cortzen. Det foregår d. 29. august kl. 17-19 i IDA Conference på Kalvebod Brygge 31-33.
For tilmelding, skriv til: mette@strandbergpublishing.dk
Fakta:
Tænk os om – Alternativer til Lynetteholm
Ane Cortzen (red.)
Udkommer: 29. august 2023
Omfang: 128 sider
Pris: 249,95 kr.
Forlag: Strandberg Publishing