Ny ledelsesgruppe i spidsen for RH ARKITEKTER
For 21 år siden stiftede Arne Hansen og Bo Ramlyng sammen RH ARKITEKTER. Nu træder Arne Hansen tilbage som stiftende partner og adm. direktør og overlader roret til Bo Ramlyng og den øvrige partnergruppe bestående af Tine Simon, Simon Skriver og Mette Hanghøj Lech. Det er et velovervejet næste skridt for tegnestuen, som har kunder i både ind- og udland.
Siden RH ARKITEKTER blev grundlagt i 2001, har Arne Hansen sammen med Bo Ramlyng haft ambitioner om at skabe en arkitekttegnestue med speciale indenfor Life Science og Pharma. En ambition som må siges at være blevet udlevet. RH ARKITEKTER, som flere gange er udnævnt Gazellevirksomhed, er de seneste år vokset og har for alvor slået sit navn fast indenfor design af Life Science byggerier. Det skyldes i høj grad den oparbejdede viden og erfaring indenfor området, men i særdeleshed også evnen til at opbygge en kerne af dygtige medarbejdere og ledere, som for fleres vedkommende har været i virksomheden i mange år. Og med en bred gruppe af kunder, der vender tilbage gang på gang, kan Arne nu kan træde tilbage som partner og adm. direktør og trygt overlade den daglige ledelse af tegnestuen til den øvrige partnergruppe:
- Vi har i et stykke tid arbejdet på et generationsskifte. For 15 år siden blev Mette partner, for fire år siden kom Tine med i partnergruppen, og for et halvt år siden kom Simon med. Mette, Tine, Simon og Bo har meget forskellige kompetencer, så samlet udgør de en rigtig stærk ledelse. Jeg synes derfor, det er det rigtige tidspunkt at trække mig ud af ledelsen. Jeg er helt sikker på, at de fire som en enhed vil få stor succes med at udvikle virksomheden yderligere, udtaler Arne Hansen.
Ny organisering i egne rækker
Selvom Arne Hansen træder tilbage, vil det som nævnt ikke være helt nye personer, der skal lede RH ARKITEKTER i fremtiden. Partner Tine Simon vil nemlig tage over som Head of Office, mens partner Simon Skriver vil understøtte Tine Simon i rollen som Head of Operations. Stiftende partner Bo Ramlyng vil fortsat være Head of Finance, og partner Mette Hanghøj Lech fortsætter i rollen som Head of Design.
- Vi står et virkelig interessant sted med mange igangværende og kommende opgaver for en bred kundekreds af private og offentlige bygherrer og med dygtige samarbejdspartnere. Vi er stødt og roligt vokset det sidste års tid og er i dag omkring 30 ansatte. Foruden Simon er flere tidligere medarbejdere vendt tilbage til RH efter at have været ude ”i verden”, og det bidrager positivt til mere viden, flere kompetencer og ny energi, som spreder sig på tegnestuen og blandt vores dygtige medarbejdere, siger partner og ny Head of Office Tine Simon og fortsætter:
- For os alle er Arne indbegrebet af RH, og den identitet og kultur vi har opbygget over de 21 år, vi har eksisteret. Derfor er vi også utroligt glade for, at det ikke bliver et farvel til Arne, men at han fortsat vil have sin gang på tegnestuen og give sin store viden videre ind i vores projekter og til os alle.
Det har været et væsentligt fokus for partnergruppen i RH ARKITEKTER at have ro til at lave overleveringen så naturlig og glidende som muligt, så alle involverede føler en tryghed i de nye roller.
Arne Hansen fratræder som partner og adm. direktør d. 1. oktober 2022, hvorfra den nye organisering officielt træder i kraft. Han vil fortsat være tilknyttet tegnestuen, hvor han vil bruge sin store viden og erfaring som specialist på tegnestuens mange spændende projekter indenfor Life Science.