
Nordic Office of Architecture vinder konkurrence om Christianshave i Glostrup
Det nye boligkvarter Christianshave i Glostrup skal udvikles af Nordic Office of Architecture i samarbejde med Aaen Engineering og Thylander.
Nordic Office of Architecture er udpeget som vinder af arkitektkonkurrencen om udviklingen af boligområdet Christianshave i Glostrup. Projektet, der omfatter over 193 boliger fordelt på cirka 13.300 m², er udarbejdet i samarbejde med Aaen Engineering og Thylander.
Det kommende boligområde vil inkludere et mobilitetshus med parkeringsfaciliteter, fællesarealer og rekreative uderum designet til at fremme fællesskab og sammenhæng i lokalområdet.
- Som arkitekt på projektet har vi arbejdet dedikeret med at skabe et velfungerende boligområde, hvor fællesskabet, arkitektonisk variation, bæredygtige principper og fokus på biodiversitet er bærende elementer, udtaler Mads Lund, kreativ direktør hos Nordic Office of Architecture i en pressemeddelelse.
Christianshave er planlagt som et boligkvarter, der balancerer byens dynamik med haverummets ro. Projektet lægger vægt på at integrere sig naturligt i Glostrups eksisterende struktur og karakter, med levende og indbydende rum samt varierede facader, der skaber en harmonisk helhed.
Fælleslokaler vil tilbyde rum til foreningsliv og sociale begivenheder, mens indre haverum og stiforbindelser inviterer beboere og gæster til at nyde områdets grønne hjerte. Mads Lund slutter af:
- Vi glæder os til samarbejdet med Glostrup Kommune og hele teamet. Vi ser frem til at bygge videre på lokalområdets eksisterende arkitektur, så Christianshave naturligt integreres i Glostrups struktur og karakter.