Den grønne laser vil være tændt om aftenen - og om morgenen under festivalen. Foto: Christoffer Askman, vnr.TV Copenhagen Light Festival
Oplev de første værker fra Copenhagen Light Festival 2026
Med 45 værker i byrummet vender lysfestivalen i København tilbage med nye ruter og oplevelser, når danske og internationale kunstnere går i dialog med byens arkitektur, fortæller festivalens forperson Jesper Kongshaug.
Sentinel kan ses på træbroen ved DAC. Kunstner: Studio Vertigo (UK)
Lysoplevelser fra Copenhagen Light Festival 2026 har allerede så småt lagt sig ind i byen med blandt andet Nenufars, som har kunne opleves som en del af Jul i Tivoli, samt værket The Wave, der er tilbage på Ofelia Plads. De næste glimt fra festivalen kommer med tre værker, der kan opleves på Vestre Kirkegård, nær Carlsberg Station, fra midt i januar.
Og der er masser at se frem til, når Copenhagen Light Festival lyser byen op fra den 30. januar til 22. februar 2026, hvor lysværker inviterer til nye oplevelser af byrum og bygninger. I år består festivalen af en kombination af store installationer, intime oplevelser og en udvidet rute, der omfatter både byens historiske centrum og nyere bydele som Refshaleøen, Nordhavn og Ørestad.
Festivalen, der i år afholdes for 9. gang, præsenterer 45 lysværker som aktiverer både byens kanaler, facader, pladser og kirkegårde. Værkerne er skabt i samarbejde med lyskunstnere fra ind- og udland og med en ambition om at skabe både æstetiske og stemningsbårne møder mellem lys, arkitektur og byrum.
– Vi har i år haft særligt fokus på at skabe en god rute i indre by med flotte og teknisk spændende værker, samtidig med at vi udvider festivalens greb om byen, fortæller Jesper Kongshaug, festivalens kurator og forperson, i en pressemeddelelse.
Festivalens fulde rute strækker sig over et område, der ifølge arrangørerne vil kræve tre aftener at opleve i sin helhed.
Nenufars kan opleves i Tivoli og er kurateret via Copenhagen Light Festival. Foto: Jakob Melgaard. Tivoli.
Kom til for-åbning af festivalen på Vestre Kirkegård
De første værker blev allerede tændt her i december, blandt andet hovedværket The Wave ved Ofelia Plads, hvor lys- og lydinstallationen vises med nykomponeret musik og nyt lysdesign. Den officielle åbning finder dog først sted fredag 30. januar kl. 17.00 hos Dansk Industri, hvor programmet præsenteres for presse og inviterede. Herfra fortsætter aftenen med guidede sejlture i byens kanaler og en koncert i Holmens Kirke med Mogens Dahl, Mathias Heise og Jonas Frølund.
Men allerede den 15. januar kan man deltage i en slags for-åbning på Vestre Kirkegård med tre værker, heriblandt Imagine Peace, der er et EU-støttet værk med fokus på fred i Europa. Desuden tænder flere lysværkerne også i dagene op til den officielle åbningsdag, herunder på DAC og DR Koncerthuset den 29. januar.
Displaced er et af tre værker, der pre-åbner på Vestre Kirkegård, og står til 22. februar. Kunstner: Alexander Reichstein, Finland
Et lysende netværk gennem byen
Som i de tidligere år indledes festivalen med tændingen af den grønne laser, der danner en visuel akse fra Tivoli over Glyptoteket og Vor Frelser Kirke. Laserstrålen, som vil være tændt både morgen og aften, fungerer som et symbolsk pejlemærke og et tegn på, at festivalen er i gang.
Publikum inviteres som altid til at tage aktiv del i festivalen: enten ved at deltage i guidede ture, løbe med i Lysløbet eller ved selv at tage lys med og blive en del af det bevægelige byrum i vinterferien.
Selve festivalen organiseres som en græsrodsdrevet forening, og netop det har bidraget til dens internationale tiltrækningskraft, ifølge Jesper Kongshaug:
– Vi er stolte af at vores græsrods-forening sætter lyset i København i vintersæsonen på verdenskortet. Effekten er, at den anses som en betydende europæisk festival, som internationale kunstnere gerne vil være med i og samtidigt fostrer nye danske lyskunstnere.
Om Copenhagen Light Festival
Copenhagen Light Festival er en non-profit forening og værkerne støttes af fondene Villum Fonden, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Frederiksbergfonden og Gangstedfonden.
Foreningen modtager en uundværlig bevilling af Københavns Kommune til sekretariatets arbejde, og værter ved hvert sted gør festivalen mulig med både praktisk og økonomisk støtte.
