Prisvindende forskning skaber lyd og lys på Ofelia Plads
Når lyd- og lysskulpturen The Wave vender tilbage til Ofelia Plads, byder den på en oplevelse af kroppens indre, inspireret af nobelprisvindende forskning.
Fra den 24. januar kan publikum udforske menneskekroppens skjulte dimensioner gennem lyd- og lysskulpturen The Wave, der vender tilbage til Ofelia Plads. I den 80 meter lange lys- og lydrejse gennem værket udforsker det prisvindende kunstnerkollektiv Vertigo de usynlige og synlige bølger, vi som mennesker er omgivet af med inspiration fra moderne teknologi. Det usynlige bliver synligt gennem avancerede teknologier som røntgenstråler, MR-scanninger og CT-scanninger.
Værket blev oprindeligt blev skabt til Nobelprismuseet i Stockholm i forbindelse med uddelingen af Nobelprisen 2024 og genopstår nu i en dansk kontekst.
I denne opsætning af The Wave kombinerer Vertigo lys, lyd og rum i en cyklisk fortælling. Det skaber en organisk og dynamisk oplevelse, hvor teknologiens usynlige bølger visualiseres i det offentlige rum. Ved at træde ind i installationens geometriske lysstrukturer inviteres publikum til at udforske kroppens indre landskaber.
Bag værket
Siden 2010 har Vertigo bestået af en gruppe multidisciplinære kunstnere, der er kendt for storskalainstallationer og visuelle scenografier. Med værker udstillet på steder som Copenhagen Contemporary, London’s Centre Point og SNFCC i Athen, har Vertigo skabt sig et navn internationalt. Værkerne bliver ofte realiseret i samarbejde med andre kunstnere og institutioner, eksempelvis Copenhagen Phil, Den Sorte Skole, Who Killed Bambi, DR Symfoniorkestret, Lil Lacy og Hotel Pro Forma.
Foreningen Ofelia Plads ejer værket The Wave, som blev vist første gang i 2017 under Frost Festival.
Medvirkende kunstnere og lydspor
De tre dele af installationens lydunivers er komponeret til at afspejle teknologierne bag røntgen, MRI og CT-scanning:
- X-ray: Nicolai Mogensen og Vertigo (guitar).
- MRI: David Bendix Nielsen og Vertigo (orgel, optaget i Sankt Markus Kirke).
- CT-scan: Vertigo (komponeret og indspillet).
Åbningsdato og varighed
The Wave åbner officielt den 24. Januar kl. 16 og vil være aktiv hver dag fra kl. 7 til midnat frem til den 31. marts 2025.