Abita: Professionelle problemknusere
Sammenhold gør stærk, og det passer godt til tegnestuen Abita, som byder på stor spændvidde og mange års erfaring.
I et fint restaureret baghus på Østerbro finder man Abita Indretningsarkitekter, der blev etableret i 2000 og fandt sin nuværende sammensætning med Estrid Elsted MDD, Birgit Mikkelsen MDD, Bente Philip MDD, Marieke Vadum MDD og Myrna Havn i 2003. Det er et arbejdsfællesskab med fem selvstændige indretningsarkitekter, der alt efter behov køber arbejdskraft af hinanden på kryds og tværs. Denne samarbejdsform er særdeles fleksibel, og da man hver især er specialister på forskellige områder, spænder tegnestuen meget vidt – lige fra den lille indretningsopgave for en privat kunde, til store erhvervs- og kontorindretninger. Det vigtigste for Abita er dog, uanset opgavens størrelse, at man som indretningsarkitekt ser et byggeri indefra og ud, og hele tiden har brugeren som centrum.
Efter tegnestuens mening er det den opsparede erfaring og de mange års samarbejde, som gør, at kunder og leverandører opfatter Abita som en seriøs og professionel samarbejdspartner. Intern sparring er en meget vigtig øvelse på de enkelte opgaver, men er der områder, som man ikke ved så meget om, så har man et stort netværk af specialister at trække på - eksempelvis arkitektfirmaet Bjerg Arkitekter, som også har adresse i baghuset på Østerbro. Derudover sørger tegnestuen hele tiden for at holde sig a jour om nye produkter og materialer, hvilket har medført, at man råder over en meget stor samling af materialeprøver og produktkataloger. Især materialeprøverne er vigtige, fordi det efter Abitas mening er helt nødvendigt at stå med et fysisk materiale i hånden for at afprøve de taktile og visuelle kvaliteter, i stedet for at hente nogle fotos på nettet. Af samme årsag besøger tegnestuens medlemmer jævnligt de store møbelmesser i Stockholm, Milano og Kortrijk, og når det drejer sig om virksomhedsbesøg hos leverandører i Danmark eller rundt om i Europa, så har man ingen berøringsangst: Produkterne skal ubetinget ses og opleves fysisk, og eventuel ”fantom-snak” sorteres hurtigt fra i et finmasket erfaringsfilter.
I det følgende præsenterer vi fire projekter, som er nogenlunde dækkende for tegnestuens arbejdsform og spændvidde.
Hoveddisponering af nyt kontorhus, fra råhus til indflytningsklart, udført af Birgit Mikkelsen MDD
I efteråret 2009 erhvervede firmaet Bankpension et nyopført byggeri på Dirch Passers Allé 27, tæt ved Flintholm Station på Frederiksberg. Byggeriet på seks etager er tegnet af arkitektfirmaet Arkitema og har form som en spidsvinklet trekant med en afrundet, glasbeklædt ’næse’ der giver mindelser om 30ernes funkis-byggeri. Ved overtagelsen fik man et råhus, der kun bestod af en ydre skal, etageadskillelser og to trapperum. Udgangspunktet var, at Bankpension selv skulle rykke ind på én af etagerne, og at der skulle indrettes kantine og konferencerum i stueetagen, personalerum og arkiv i underetagen, og storrumskontorer til udlejning på de øvrige etager. På den baggrund gik Birgit Mikkelsen i gang med at lave en række møbleringsplaner for at finde frem til en hoveddisponering med blandt andet placering af mødelokaler, toiletter, thekøkkener, printerrum med mere på de forskellige etager, plus en intern trappe mellem nogle af etagerne.
I starten af forløbet havde Birgit Mikkelsen analyseret sig frem til en hoveddisponering af de trekantede etageplaner, hvor to små og et stort møderum var samlet i en central kerne, som både fysisk og visuelt delte etagen op i tre afsnit. Denne løsning gav mulighed for en meget fleksibel indretning med nogle gode ganglinjer og med placering af arbejdspladserne vinkelret på bygningens vinduespartier - enten helt ude ved facaden, eller trukket lidt tilbage. Den centrale mødekerne skulle selvfølgelig også have gavn af det store dagslysindfald, og blev derfor monteret med glaspartier og glasdøre fra gulv til loft med diskrete rammer i aluminium. Det store møderum har således glaspartier på tre sider, mens de to mindre møderum kun har glas på en side. De store glasfelter giver mulighed for gennemkig og dermed visuel kontakt på tværs af midterkernen.
Udover den interne trappe og den centrale mødekerne er fællesnævneren for de fire kontoretager, at gulvene er udført som EDB-gulve med fleksibel placering af stik til el og it, og at lofterne er udført som et akustisk regulerende kassetteloft på 60 x 60 cm. I lofterne er der også indbygget køleflader og ventilation, samt planforsænkede belysningsarmaturer, der er opsat i spredt orden og er derfor ikke retningsbestemt. Af fast inventar er der på hver etage opstillet en ventileret garderobe ved den interne trappe, som således er en del af den centrale kerne. Trappen, der visuelt fremstår som en smal skakt, er beklædt med gummi på trinene, og derudover er den ene væg i trapperummet udført med indfældede lodrette lysslidser og den anden væg med akustisk regulerende elementer. I det hele taget har det været meget vigtigt for Birgit Mikkelsen at få styr på akustikken, og derfor er der disponeret med tæpper på alle etagerne, samt akustisk regulerende vægflader på strategiske steder; eksempelvis ved thekøkkener og skabe. Og så er det i øvrigt godt tænkt, at thekøkkenet kan placeres to forskellige steder på etagerne - enten i en niché i den vestvendte facade, eller lige over for personalegarderoben ved den interne trappe - og at placeringen af printer- og server-rum, samt ekstra toiletter, kan ændres fra etage til etage.
Midterkernen fremstår som en samlet blok med alle indbyggede skabe, alupartier og døre samt akustikvægge udført i samme mørke farve. Denne farve går igen i tæpperne i hele storrummet og sammen med de lyse ydervægge giver det en rolig baggrund for de enkelte lejeres møbler og kunst. Inde i møderummene er væggene lyse og tæpperne stærkt kulørte, forskellig for hver etage. Den overordnede farvesætning er fælles for alle etagerne og giver dermed - sammen med den generelle belysning – et sammenhængende udtryk for hele huset, hvilket er vigtigt med de store glaspartier og dermed store indkig.
For Birgit Mikkelsen er hoveddisponeringen af det 6 etagers hus, et meget godt eksempel på, at indretningsarkitekter er i stand til at løse komplekse byggeopgaver og skabe nogle gennemtænkte og fleksible løsninger med fokus på funktion og bruger.
Indretning af kontorlokaler for B. Braun Medical A/S, udført af Bente Philip MDD
Det tyskejede medicinalfirma B. Braun Medical A/S flyttede i 2010 ud fra en samling trange cellekontorer og snævre gange i en nedslidt bygning. Man ville have lys og luft, og da muligheden bød sig med nogle gode lokaler i en ejendom ved Flintholm Station - se artiklen om Nyt kontorhus, fra råhus til indflytningsklar - så slog man til. Bente Philip MDD fik opgaven med at indrette de nye kontorer, og det blev på mange måder en rejse ind i nyt land. Bygherren kom fra små cellekontorer og medarbejderne skulle nu forholde sig til åbne kontorområder, hvad man jo ikke var vant til. Oven i det kom en tradition for at opbevare store mængder af vareprøver og brochurer i stabler af papkasser overalt, hvilket ikke alene var uhensigtsmæssigt set fra et logistisk synspunkt, men også gav et meget rodet indtryk af virksomheden.
Da man fik fat i det nye lejemål, forsøgte firmaet at tage nogle af de gamle traditioner med sig, og foreslog derfor, at der blev etableret et stort pakkerum op mod toiletkernen, som stak et godt stykke ud i den sydlige del af kontorarealet. Den løsning var Bente Philip ikke helt enig i, og foreslog i stedet for en løsning, hvor det bageste møderum - bag toiletkerne og nødtrappe - blev indrettet med en række skabe til opbevaring af udpakkede brochurer og produktbeskrivelser, et stort dueslag til vareprøver, og et langt hæve/sænkebord, der både kunne bruges som pakkebord og som mødebord. Derudover foreslog hun nogle dybe skabe ved indgangen fra trappetårnet, hvor man kunne opbevare papkasser.
Bente Philip holder sig meget tæt til den overordnede disponering af etagerne, som Birgit Mikkelsen har arbejdet med. De åbne arbejdspladser er arrangeret med hæve/sænkeborde langs de tre facader (med mulighed for udvidelse), og den centrale mødekerne er indrettet med to små rum for hurtige møder, videokonferencer og personlige samtaler, og det store møderum bruges til større møder og (indtil videre) som intern kantine. Kernen er farvemæssigt markeret med kulørte tæpper, stole og tavler, der giver et visuelt modspil til den øvrige indretning, og suppleres i øvrigt af ’farveklatter’ rundt om på etagen.
I følge Bente Philip har opgaven været ret omfattende, fordi hun ikke alene har taget sig af den fysiske indretning og den psykologiske forberedelse af en flok medarbejdere fra cellekontorer til storrumskontorer, men også har taget sig af hele logistikdelen med levering og implementering af nyt inventar, flytning og indryk af håndværkere. Men, som hun siger, er det jo bare en del af Abitas totalleverance.
Indretning af tandlægeklinik i Fields, udført af Estrid Elsted MDD
Da tandlægeklinikken PLUS 1 åbnede i storcenteret Fields i Ørestaden i sommeren 2014, regnede både Estrid Elsted og klinikkens indehavere med, at der nok var en rimelig god synergieffekt ved at have en placering i et storcenter. Det kom i høj grad til at holde stik, og allerede nu - et halvt år efter - er Estrid Elsted tilbage på matriklen og i gang med at projektere en markant udvidelse.
Den nuværende klinik er meget enkel og logisk disponeret med to klinikrum, et personalerum og et venteområde langs to glasfacader, samt indgang og receptionsområde, der er flankeres af et sterilisationsrum på den ene side, og patienttoilet, handicaptoilet, omklædningsrum og et røntgenrum på den anden side. Indretningen er ret kompakt, men fremstår alligevel lys og åben, hvilket ikke mindst skyldes et stort gangareal i midten, som i den ene ende vender ud mod en glasfacade.
Venteområdet er placeret i et hjørne med glas på to sider, og er ikke umiddelbart synligt fra receptionsområdet. Det er en meget bevidst placering, idet Estrid Elsted har ønsket at ”frede” de ventende patienter fra trafik og telefon- og kundesamtaler ved receptionsskranken. Tæt ved venteområdet er der placeret en kaffe-ø med en stor bambusdekoration, der også fungerer som en slags visuel barriere. De to klinikrum og personalerummet er udført med partier i hærdet glas fra gulv til loft, og monteret med et gennemgående bånd af hvid folie, der hindrer indblik, men alligevel giver en vis transparens mod glasfacaden.
Receptionsskranken er udformet med to arbejdsplader, der kan hæves og sænkes, og har ydermere den interessante detalje, at den er forsynet med en smal aflægningsplade på en del af fronten, som fortsætter i fast bordplade, der kan benyttes af kunder i kørestole. Visuelt er skranken markeret med et stort kors i opaliseret plast med hvid LED bagved, samt et tapet på bagvæggen med store rhomber i samme gråblå farve, som er brugt til skillevæggene. Samme tapet er i øvrigt også brugt ved venteområdet, og er her i flot kontrast til en lilla hjørnesofa.
Gulvet i klinikken er ret specielt. Man tror umiddelbart, at det er et trægulv i røget eg, men faktisk er det en tyk vinyl, som ikke alene er meget slidstærk og nem at renholde, men også har en god, lyddæmpende effekt. I omklædningsrum og toiletter har Estrid Elsted valgt en stor, hårdtbrændt klinke på kun 5 mm tykkelse, der er i plan med den øvrige gulvbelægning. Den løsning har vakt opmærksomhed hos ejerne af Fields, som nu er begyndt at bruge klinken til renovering af centerets kundetoiletter.
Renovering af hovedsæde for Nutricia A/S, udført af Estrid Elsted MDD
Nutricia A/S er producent af energidrikke og holder til i Allerød, hvor man råder over en rektangulær administrationsbygning i to etager og en bagvedliggende lagerhal. Stueetagen rummer indgang og receptionsområde, trapperum til første sal, en kantine og to store møderum - alle med mobilvægge - samt to cellekontorer og nogle opbevaringsrum. En centralgang med skæve vinkler forbinder receptionsområdet med kantine og konferencerum. På første sal er der indrettet 11 cellekontorer af meget varierende størrelse, der forbindes af en centralgang med endnu flere skæve vinkler, end den i stueetagen.
Firmaet havde et stort behov for at få åbnet op mellem kontorerne og ud mod centralgangen, så medarbejderne kunne følge med i, hvad der foregik på etagen. Da det ikke var muligt at rive skillevæggene ned og lave storrumskontorer, foreslog Estrid Elsted, at kontorerne fik døre i glas, og at der blev monteret nogle glaspartier ind mod den kringlede centralgang, så der kom et gennemkig på tværs af bygningen. I samme ombæring blev et stort, ottekantet rum - nærmest et torv - der afslutter centralgangen, indrettet med en uformel mødeplads med høje møbler, som også kunne fungere som en touch-down arbejdsplads. Farvesætning og grafisk udsmykning på væggene var også en væsentlig del af transformationen, og den blev udført i samarbejde med grafikeren Maria Knoppe fra Etcetera Design, der også har designet et helt nyt skiltesystem, og som fik verdenspremiere hos Nutricia A/S.
Udover etableringen af et nyt stillekontor/møderum i stueetagen, og nogle ændringer af receptionsområdet med nye ventemøbler og en nedfældet måtte i vindfanget, har Estrid Elsted koncentreret sig om at skabe nyt liv til bygningen via glaspartier, farver og en bedre belysning i gangarealerne ved hjælp af ganske få midler.