SØMÆRKET bliver Lillebælt nye vartegn
Effekt har sammen med MAST vundet konkurrencen om at designe SØMÆRKET, et flydende fyrtårn og oplevelsescentrum til formidling af livet i havet. Bygningen deles af tre kommuner og giver nyt liv til en betonpram.
SØMÆRKET er en ny oplevelsesplatform i Naturpark Lillebælt, som skal være et vartegn for Danmarks største marinepark. Dens design er inspireret af den maritime kulturarv, særligt trækonstruktioner fra 1800-tallets slutning, der fungerede som sømærker langs kysterne. Disse konstruktioner guidede sejlere sikkert gennem farlige farvande. Denne del af Danmarks søfartshistorie vil SØMÆRKET hylde samtidig med, at den bliver en flydende platform til undervisning og oplevelse.
SØMÆRKET vil bevæge sig mellem tre udvalgte lokationer i Lillebælt og så flere skolegrupper, forskere, turister og gæster vil kunne dykke ned i Lillebælts historier og samtidig få adgang til vandaktiviteter som kajakroning, svømning, dykning og fiskeri.
Derudover vil platformen også bare være et rart sted at være, hvor man kan slappe af, nyde havnen med fødderne i vandet eller stående på dækket med vinden i håret.
Formand for Naturpark Lillebælt, Jørn Chemnitz, udtrykker stor begejstring for projektet:
– Det er en fantastisk ide, at vi kommer til at dele en fælles bygning mellem de tre kommuner. Vi kan flytte bygningen mellem os ved at bruge havet. Det er for mig et symbol på at havet og Lillebælt binder os sammen. Jeg er glad for det samarbejde vi har om Naturpark Lillebælt, og jeg glæder mig til, at vi også kan mødes på platformen, formidle og drøfte Lillebælts tilstand og mulighederne for forbedringer og hjælp til havmiljøet.
Tue Hesselberg Foged, medgrundlægger og kreativ direktør i EFFEKT, tilføjer:
– Formidling af livet i havet har aldrig været mere presserende end nu. Derfor er vi enormt glade for at have vundet konkurrencen om en ny formidlings- og oplevelsesplatform, som skal hjælpe os med at forstå livet i havet bedre. Huset er en åben konstruktion i flere etager, som man kan gå på opdagelse i. For at minimere projektets klimaaftryk, genanvender vi en eksisterende betonflydepram, og bygger oplevelsesplatformen ovenpå i biogene materialer.
Havets historier fortalt gennem arkitektur
Naturpark Lillebælt binder Jylland og Fyn sammen og SØMÆRKET vil formidle bæltets historie fra både under vandet, på vandet og på land gennem et kalejdoskop af fossiler, illustrationer og tekst integreret i strukturen. Besøgende kan eksperimentere i et lukket laboratorium eller opleve undervandsoptagelser projiceret på de rå betonvægge i et underjordisk rum, hvilket giver en sanselig oplevelse af havets dybder.
Platformen giver også mulighed for at sejle i kajak og besøge en tang- og muslingefarm.Pejlemærke og leg
Med sin pyramideformede struktur rejser SØMÆRKET sig 7 meter over havets overflade og vil fungere som et vartegn for naturparken. På platformen kan man også tage en tur i ”ålerusen” – et klatrenet, der fører op til øverste dæk med spektakulær udsigt over vandet.Hoveddækket er placeret cirka 1,3 meter over havniveau og er tilgængeligt via en lille bro, som sikrer niveaufri adgang fra kajen.
Et større samarbejde
SØMÆRKET er designet af EFFEKT i tæt samarbejde med MAST, et arkitektfirma, der er specialiseret i flydende bygninger og kystudvikling. Projektet blev vinderbidraget i en indbudt konkurrence mellem Middelfart, Kolding og Fredericia kommuner. Byggeriet påbegyndes straks, og platformen forventes færdiggjort i sommeren 2025.
Øvrige projektpartnere inkluderer totalentreprenør NBC Marine og DAS BOOT. Den betonpram, der udgør platformens fundament, er doneret af Henrik Frode Obel Fonden og har tidligere været udstillet under OBEL AWARD 2023 som en kommentar til greenwashing i byggebranchen. Nu vil prammen blive transformeret og få nyt liv som en del af dette langvarige projekt.
Udover de tre kommuner er projektet også støttet af Nordea-fonden, Friluftsrådet, Den Europæiske Regionalfond og Erhvervsfremmebestyrelsen.