Samlet billede af vinderne af Det Bæredygtige Element 2026
Se vinderne af Det Bæredygtige Element 2026
Tre priser er uddelt ved Building Green CPH i år. Hassan Chaachouh, tækkemestrene Thomas Gerner og Ruud Conijn samt initiativet Bevar Mere hædres for deres bidrag til byggeriets udvikling.
Det Bæredygtige Element sætter fokus på personer, løsninger og samarbejder, der arbejder med at omsætte byggebranchens ambitioner om bæredygtighed til konkrete initiativer. I år modtog arrangørerne 31 indstillinger, hvorfra en fagjury udvalgte ni nominerede under temaet Navigating Uncertainty – Hope Through Action.
Hassan Chaachouh
Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere i Realdania
Social bæredygtighed giver Hassan Chaachouh ildsjæleprisen
Hassan Chaachouh, projektleder og bæredygtighedsansvarlig i Danske Ejendomme hos Lærernes Pension, modtager prisen i kategorien Ildsjælen. Han hædres for sit arbejde med at integrere sociale hensyn i driften af pensionsselskabets ejendomme. Et af initiativerne er et samarbejde med en socialøkonomisk virksomhed, hvor unge får mulighed for at opbygge erhvervserfaring gennem vedligeholdelsesopgaver på ejendommene. Indsatsen viser, hvordan den eksisterende ejendomsportefølje kan bruges til at skabe sociale muligheder, samtidig med at bygningerne vedligeholdes.
– Prisen er en anerkendelse af vores arbejde med social bæredygtighed i Lærernes Pension. Vi er til for vores medlemmer og må ikke lave filantropi, men vi vil gerne bruge vores ejendomme til at gøre noget positivt, eksempelvis til at hjælpe unge på kanten. Det er et arbejde, som ledelsen og vores medlemmer bakker op om, og prisen giver et styrket mandat til at fortsætte det arbejde, siger Hassan Chaachouh, projektleder og bæredygtighedsansvarlig i Danske Ejendomme hos Lærernes Pension.
Priserne blev uddelt under Building Green CPH, der finder sted den 28. og 29. oktober i Lokomotivværkstedet i København. Bag prisen står WE BUILD DENMARK og Building Green, der i år har STARK med som partner.
Tækkemestre hædres for at udvikle byggeri med tagrør
Prisen i kategorien Løsningen går til tækkemestrene Thomas Gerner fra Tækkefirmaet Horneby og Ruud Conijn fra Hemmed Tækkefirma. De to fagfolk har gennem en årrække arbejdet med at undersøge og udvikle nye muligheder for at anvende tagrør som byggemateriale. Arbejdet omfatter blandt andet lodrette tækkede facadeflader og præfabrikerede byggeelementer.
Udviklingen er sket i samarbejde med blandt andre CINARK ved Det Kongelige Akademi, Enemærke & Petersen og DBI. Her har parterne gennem flere år afprøvet løsninger, der skal gøre det muligt at anvende det biogene materiale i flere typer byggeprojekter.
Thomas Gerner peger på, at udviklingen har været afhængig af samarbejdet mellem håndværkere, forskere og andre aktører i byggebranchen.
– Prisen er et vigtigt skulderklap til vores arbejde, men den burde tilfalde hele holdet, for vi er mange involverede. Vi var heldige, at professor Anne Beim fra Det Kongelige Akademi allerede i 2016 kunne se idéen, da vi præsenterede hende for vores tanker. Vi har testet løsningerne gennem mange år, og nu håber vi, at prisen vil få bygherrerne til at prøve dem af i konkrete byggeprojekter, siger Thomas Gerner, direktør i Tækkefirmaet Horneby.
Selvom tagrør har været anvendt som byggemateriale i Danmark gennem århundreder, er det fortsat forbundet med udfordringer at introducere materialet i moderne facadekonstruktioner. Ifølge Ruud Conijn er en væsentlig barriere, at tagrør ikke er præaccepteret som facadebeklædning efter de gældende brandkrav.
– Der er mange fordele ved at bruge tagrør i byggeriet: korte transportveje, høj isoleringsværdi og meget lidt forarbejdning. Udfordringen er lovgivningen, fordi materialet ikke er præaccepteret facadebeklædning. Men ser man på de gamle danske vindmøller, hvor tagrør har været anvendt på facaderne, kan man se, at løsningen ikke er ny, siger Ruud Conijn, direktør i Hemmed Tækkefirma.
Tækkemestrene Thomas Gerner og Ruud Conijn
Bevar Mere vinder pris for samarbejde om eksisterende bygninger
I kategorien Samarbejdet går prisen til Bevar Mere, som er etableret af Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania. De fire fonde har samlet kræfterne om at udvikle ny viden og konkrete løsninger, der kan gøre det lettere at omdanne og genanvende eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt.
Indsatsen har særligt fokus på, hvordan den eksisterende bygningsmasse kan danne grundlag for fremtidens boliger. Det kræver både tekniske løsninger, nye samarbejdsformer og viden om mulighederne for transformation. Bevar Mere arbejder derfor på tværs af byggebranchens fagligheder og involverer blandt andre bygherrer, rådgivere, arkitekter, planlæggere og forskere.
Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere i Realdania, fremhæver samarbejdet som en forudsætning for at få flere omdannelsesprojekter gennemført.
– Hvis vi skal lykkes med at gøre transformation og omdannelse til det naturlige førstevalg, kræver det, at vi er enormt mange, der trækker i samme retning på tværs af brancher og fagligheder. Bevar Mere har bevist, at der er en kæmpe velvilje til at finde nye løsninger i fællesskab, og jeg vil gerne sende en stor tak til alle de bygherrer, rådgivere, arkitekter, planlæggere, forskere og andre, der har bidraget til konkrete løsninger og værktøjer, der kan komme hele branchen til gode, siger Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere i Realdania.
Ni nominerede dystede om de tre priser
Ud over årets vindere var seks andre kandidater nomineret til Det Bæredygtige Element 2026.
I kategorien Ildsjælen var civilingeniør og ph.d. Lise Horup Koch-Søfeldt fra DTU samt Klaus Kellermann, bæredygtighedschef i Bygherreforeningen, nomineret. I kategorien Løsningen var Tarkett ReStart og Upsite blandt kandidaterne, mens Vores Sted og Jordskred var nomineret i kategorien Samarbejdet.
Vinderne blev udvalgt af en fagjury bestående af Hanne Tine Ring Hansen fra Søren Jensen Arkitekter, Lasse Lind fra GXN, Lone Feifer fra VELUX, Niels Bjørn fra URBAN og Tina Saaby Madsen fra Dansk Byplanlaboratorium.
Læs også:
Højstrupparken i Odense vinder Renoverprisen 2026 for sin nænsomme fornyelse af efterkrigstidens murstensarkitektur, mens transformationen af Helnæs Mølle hædres med SpecialprisenDet Bæredygtige Element blev uddelt i forbindelse med Building Green CPH 2026, som afholdes den 28. og 29. oktober i Lokomotivværkstedet på Otto Busses Vej i København.
Juryen består af :
- Hanne Tine Ring Hansen, Søren Jensen Arkitekter
- Lasse Lind, GXN
- Lone Feifer, Velux
- Niels Bjørn, URBAN
- Tina Saaby Madsen, Dansk Byplanlaboratorium
Øvrige nominerede er:
- Ildsjælen
- Lise Horup Koch-Søfeldt, civilingeniør og ph.d. fra DTU
- Klaus Kellermann, bæredygtighedschef i Bygherreforeningen
- Løsningen
- Tarkett ReStart
- Upsite
- Samarbejdet
- Vores Sted
- Jordskred
