
De hollandske Schellevis-fliser er blevet produceret i mere end 75 år og tilfører et råt og naturligt udtryk til byggeriet på Kronløbsøen.
Skræddersyede fliser som prikken over i’et
De hollandske Schellevis-fliser er det perfekte valg til udeområderne omkring byggeriet på Kronløbsøen. Det var dog nødvendigt for Haubjerg Madsen A/S at skræddersy et helt nyt format i tæt samarbejde med arkitekt og bygherre.
Til projektet blev der udviklet et helt nyt format på 10x40 cm.
I det prestigefulde projekt på Kronløbsøen i Københavns Nordhavn er der kælet for alle detaljer – også de udendørs belægninger. For at finde den helt rigtige type fliser til udeområder og stisystemer henvendte STED By & Landskab sig til Haubjerg Madsen A/S, hvor man har mere end 30 års erfaring og knowhow med natursten, fliser, facader og belægning fra producenter over hele verden.
- Arkitekterne var interesserede i Schellevis-flisen pga. kombinationen af det cremefarvede udtryk, og den rustikke, skridsikre overflade. Det er en meget stærk betonflise med skarpe kanter og uden fuger. Designet
matcher rigtig godt til den skandinaviske æstetik, og den hullede lava-agtige overflade er perfekt til gangarealer, forklarer indehaver Poul Haubjerg Madsen.
Skræddersyet størrelse
Normalt laves Schellevis-flisen dog i store formater på 1x1 meter eller helt op til 120x240 cm, men til Kronløbsøen ønskede arkitekterne et meget mindre format på 40x10 cm. Det giver mere tekstur til udtrykket, samtidig med at man kan arbejde meget fleksibelt med designet.
- Schellevis-flisen er ikke en billig løsning, men til gengæld kan man skræddersy de enkelte produkter. I det her tilfælde formidlede vi dialogen mellem arkitekterne og producenten, og det lykkedes faktisk at skabe to helt nye produkter ud fra ønskerne, siger Poul Haubjerg Madsen, der grundlagde sin virksomhed i 2009 og nu servicerer kunder i byggebranchen over hele landet fra det kombinerede kontor og showroom i Vejle.

Bæredygtigt high end-produkt
Hele Kronløbsøen er blevet certificeret til DGNB-guld, og et af bidragene til det samlede regnskab er Schellevis-fliserne, der produceres efter stort set samme opskrift, som for 75 år siden, da de blev udviklet.
- Hos Schellevis går man meget op i bæredygtighed, så man anvender bl.a. genbrugsmaterialer, der knuses og bruges til de nye fliser. Samtidig sejler man sand ind til fabrikken for at minimere ressourceforbruget
– så hele vejen igennem har producenten tænkt på sit CO2-aftryk, siger Poul Haubjerg Madsen.
HAUBJERG MADSEN A/S
Haubjerg Madsen A/S har siden 2009 leveret en meget bred vifte af natursten, betonfliser og keramiske fliser fra hele verden. Indehaver Poul Haubjerg Madsen har mere end 30 års erfaring på området, og fra det kombinerede kontor og showroom i Vejle skræddersyr han løsninger til arkitekter, bygherrer og entreprenører over hele landet.