Portræt af professor Klaus Loenhart: Biofilisk design

 

Kan du fortælle lidt om dig selv og din karriere? Hvorfor valgte du at blive arkitekt, og hvad inspirerer dig?

 

- Det er et vigtigt spørgsmål. Som det er for mange af os, så er det en personlig vej, og for mit vedkommende begynder den med min familiebaggrund. Min mor er kunstmaler og gartner, og af den grund er jeg tidligt blevet introduceret til design og arkitektur. Arkitektur har for mig altid været et værktøj til at interagere med samfundet på en smuk måde. De arkitekter, jeg sætter stor pris på, forsøger at flytte grænserne for vores kultur og også vores måde at tænke på fremtiden. Men jeg har også altid følt, at jeg har været begrænset af arkitektfaget. Faget har visse begrænsninger, som man allerede bliver introduceret for som studerende, og jeg følte fra begyndelsen en lyst til at bevæge mig uden for disse begrænsninger og tilføje et nyt aspekt – det viste sig så at være landskabet, og på den måde kan jeg så nytænke arkitektur som noget, der giver gode ressourcer til design, og som ligger dybt forankret i anvendelsen af landskabet.

 

 

 

Hvorfor landskab?

 

- For det første er der en kamp i arkitektur og design, som sandsynligvis har rod i moderniteten, som opstiller en slags ligeværdig opdeling mellem kultur og natur, hvor meningen med kultur er, at det skal være det aktive, produktive aspekt i vores liv, mens naturen synes at være det passive. Men nu begynder vi så småt at indse, at det ikke er tilfældet. Diskussionen om klimaforandringer og luftkvalitet fortæller os nemlig, at naturen ikke er passiv, men derimod meget aktiv, og når vi tænker i disse baner, forstår vi, at denne dualitet ikke burde eksistere.

 

Hvordan kan vi beskytte os mod luftforurening, og hvad er arkitektens rolle i den forbindelse?

 

- Én måde er den reaktive, hvor vi kan reagere og begynde at beskytte os selv. Men jeg vil gerne henvise til den aktive side, som er at ændre spillets regler og tænke anderledes om arkitektur, om produktionen af vores bebyggede omgivelser, om mobilitet og noget meget vigtigt – vores forhold til naturen omkring os. Den skal ikke ses som noget, der skal beskyttes, men som noget vi faktisk kan arbejde med og integrere i vores input. Det er en helt nødvendig forandring med hensyn til vores tanker om ‘hvor vi er’ og ‘hvem vi er’. Jeg kan illustrere dette ved et simpelt eksempel: Mens vi sidder her og deler dette øjeblik, deler vi også den ilt, der produceres af træerne omkring os. Og det er et meget umiddelbart forhold til vores omgivelser, som faktisk leverer noget, der er nødvendigt for vores overlevelse. Det er ikke noget, der bare har brug for at blive beskyttet – det skal også forstås som grundlæggende nødvendigt for vores eksistens. Og ved at tænke på den måde, kan et nyt felt inden for arkitektonisk design udfoldes. Vi er et helt almindeligt arkitektfirma, men samtidigt forsøger vi på universitetet at udvikle indgange til design, som baserer sig på tanker om luft, atmosfære og klima, og det er en god begyndelse i forhold til at tænke på fremtidens bymæssige systemer.

 

  

Hvor begyndte det for dig med hensyn til projekter? Hvad var dit første projekt, hvor du opdagede, at en sådan integration burde ske?

 

- Fra begyndelsen var jeg interesseret i, hvad naturen og landskabet egentlig gør. Vi sætter alle pris på landskabet og naturen, men jeg prøvede at besvare spørgsmålene: Hvad er det egentlig, vi sætter pris på. Er det bare den friske luft, der svæver gennem denne smukke have? Eller er det, at det lader til, at vi kan ånde mere frit på grund af forårsplanterne? Jeg var interesseret i de aktive aspekter, som er så fast knyttet til vores egen eksistens. Landskab spiller samme rolle og er lige så aktiv som kulturen. Baseret på den forståelse er vi begyndt at bevæge os mod design, som integrerer landskab og arkitektur, og som er noget, der overlapper de to discipliner. Landskabets rolle som producent af ilt og klima bliver således en del af arkitektonisk design og til at udvikle arkitektoniske topologier. Disse bygningstopologier tilføjer ikke bare noget grøn natur, men er baseret på de udførende enheder af vegetation.

 

Som at have en skov i en bygning?

 

- Vi skal ændre måden, vi tænker på bygninger, og måden vi tænker på integration mellem grønne områder og bebyggede områder. Vi vil da helt sikkert sætte pris på en smuk have som daglig arbejdsplads, så hvorfor er det ikke vores standard? Hvorfor tænker vi, at vi skal fjerne os fuldstændigt fra det, der er udenfor, og kontrollere vores omgivelser i adskilte enheder, i stedet for at se efter en måde at integrere naturens dynamiske egenskaber i vores bygninger?

 

Hvordan gør vi det? Vores byer er i dag langt fra det scenarie, hvor vi er omgivet af naturen og den friske luft. Omgivelserne er endda farlige for vores sundhed. Hvorfor og hvordan skal arkitekter ændre sig?

 

- Det er svært at kontrollere indeklimaet, så det var et stort fremskridt, da man endelig fik styr på indeklimaet rent teknisk. Men det er meget begrænsende kun at gå den vej. Jeg tror, vi er på vej til at opdage andre tilgange, som nu bliver mulige gennem integration af bygningsteknologi, men på en anden måde. Jeg tror, det er umuligt at svare med hensyn til sensorisk teknologi og integration af naturlige egenskaber, som ikke er stabile, men altid i forandring i løbet af dagen, årstiderne og året. Men vi arbejder på udviklingen af en integration, hvor disse meget følsomme og naturlige egenskaber bliver matchet med teknologien, som nu kan integreres med det bedste fra begge områder.

 

 

Hvad er de nye elementer?

- Et aspekt, der interesserer mig meget, er design af mikroklimaer. I alle de projekter, vi arbejder på nu, er der et aspekt af mikroklimadesign. Vi bruger de aktive aspekter af mikroklimaer – tilførslen af kølig frisk luft, tilførslen af ilt, produktion af ilt i vores bygninger. Disse aspekter begynder at ændre måden på, hvordan vi forholder os til de enkelte dele af bygningen, og hvordan vi organiserer indretningen af bygningernes rum. Jeg taler her om en anden tilgang til arkitektur, der giver os mulighed for at skabe anderledes topologier, og som har en anden måde at organisere arbejdsområdet og bevægelsesrummet på. For eksempel giver selve gårdspladsen i Breathe Austria Pavillon (2015) alle disse egenskaber – kølig luft, produktion af ilt – og får dig til at føle dig virkelig afslappet på en måde, som du ikke ville forvente var mulig inden for byens grænser.

 

Hvilken slags teknologi bliver implementeret der? Hvordan producerer I ilt?

 

- Vores tilgang er at integrere køling med de aktive aspekter af fordampning fra planterne selv. Som vi alle ved, så afgiver planter vand på overfladen af bladene, og køler dermed den omgivende luft. I Breathe Austria pavillonen fandt vi ud af, at vi kunne bruge overfladen af træernes blade til at øge fordampningen, og det blev opnået ved at sprøjte små vandpartikler ud over træerne, som satte sig på bladene og derefter fordampede. Den fremgangsmåde gjorde, at træernes blade bidrog med et større overfladeareal til yderligere fordampning af vand. Ved at kombinere disse to processer etablerede vi ganske enkelt en hybrid tilstand mellem træernes vegetation og de tekniske muligheder af de systemer, vi brugte. Helt fra starten handlede det ikke om at adskille disse ideer om udendørs og indendørs klima for bygningen, men om at skabe et overlap. Mange dele af bygningen har et overlap – for eksempel er man inde i bygningen i det ene øjeblik, og så kommer man pludseligt ud i en frisk grøn gårdhave. Man er på en eller anden måde indenfor, men på den anden side stadig udenfor – altså en blanding af inde og ude. På den måde kan man føle, at man er udenfor og tæt på de naturlige omgivelser, men stadig midt i en bymæssig sammenhæng, som normalt ikke byder på disse oplevelser.

 

 

Hvad blev planterne brugt til i projektet?

 

- Landskaber er smukke, fordi det er levende systemer, der reagerer på det, som vi gør med vegetationen. Vi har på det seneste gjort os nogle erfaringer med vores vegetation her i Milano, men også i andre projekter, hvor vi har ændret sammensætningen af vegetationen i de områder, fordi planter reagerer meget følsomt på sollys, ligesom vi selv gør. Planternes trivsel øges, når der er tilstrækkeligt med direkte sollys, og sammensætningen af planterne er også meget vigtig. Planter elsker at være i nærheden af andre planter, som de kender, eller som endda støtter deres egne levesteder. De plantefællesskaber, vi designer, er for det meste baseret på plantefællesskaber, som kan findes i naturen. Vi undersøger forskellige forhold, og vi forsøger meget præcist at kortlægge forskellige økosystemer, for derefter at genoprette dem indendørs i vores arkitektur.

 

Kan du fortælle os historien bag Breathe Austria - The Pavilion fra start til koncept. Hvorfor besluttede I jer for at fokuserer på luftkvalitet?

 

- Vi fokuserede på dette aspekt, fordi vegetationen ikke kun påvirker de funktionelle egenskaber i en bygning som - altså at producere ren luft – men også vores velvære på en langt mere omfattende måde. Intellektuelt og rationelt kan vi kun opfatte 26 informationer pr. sekund. Det er dybest set vores hjerne, der giver os mulighed for at behandle informationer via vores nysgerrighed og opmærksomhed, men samtidig behandler vores krop også 4 millioner informationer ubevidst. Vores tilstedeværelse i livet er således meget mere end blot vores rationelle eksistens, og vores velvære går meget længere ud i den sfære og det ubevidste rum. Ubevidst påskønner vi oplevelsen af vegetation og natur via dufte og langsomt bevægende luft osv. Og alle disse aspekter skulle vi integrere i et atmosfærisk design, som igen skulle resultere i det arkitektoniske udtryk i den østrigske pavillon. Her var det meningen at skabe en atmosfære, der fik dig til at finde ro, sidde ned, give slip, trække vejret dybt og slappe af. Det var vores tilgang – at skabe den meget intense atmosfære, der kan opleves, når man går i en skov. Det var det, vi ønskede at opnå med udformningen af den østrigske pavillon.

 

Hvad er udfordringerne i at designe med hensyn til luftkvalitet?

 

- Udfordringen bestod i at skabe betingelser, der gjorde det muligt for de levende systemer at fortsætte med at gro, og at være meget aktive. For at skabe de perfekte vækstbetingelser blev teknologi brugt til at måle og styre luftfugtighed, niveauet af CO2, temperatur osv. Ved udformningen af det, og fordi det var en prototype, stod vi over for spørgsmål som: hvordan man får data fra pavillonen i fremtiden, hvordan simulerer man disse forhold. Så jeg synes, det var en af de største udfordringer at simulere den slags fremtidige forhold – altså den fremtidige interaktion mellem det naturlige system og de tekniske systemers ydeevne.

 

Hvor vigtig er skoven, og hvorfor skal arkitekter og designere integrere skoven i bygninger?

 

- Jeg tror, at vi alle sætter pris på skoven, eller i det mindste har vi alle har prøvet at gå tur i en skov. Vegetation og skov har egenskaber, som vi har internaliseret som en positiv oplevelse. Allerede fra den slags oplevelse tror jeg, at det er en kvalitet, der gør det muligt for os at mærke os selv. Så når man træder ud af en bygning og går ind i det lille nabolag, er det en smuk måde at reflektere over, hvad der er sket undervejs.