Transformation af tørreloft udvider bolig til tre plan

I transformationen af tørreloftet i sin lejlighed i Sigerstedgade i København lå det fast, at den eksisterende, skæve tagkonstruktion skulle bevares. For arkitekt Trude Mardal, Spolia Studio, der selv er bygherre og beboer, blev netop modstanden i det eksisterende afsæt for projektet. Vi har talt med hende om at flette nye behov ind i 120 års gammel arkitektur og potentialet i byens uudnyttede lofter.

 

Hvilket potentiale så du i lejligheden og ejendommens loft?

– På det tidspunkt, hvor vi traf beslutningen om at udvide vores hjem op i tagkonstruktionen, havde jeg allerede boet i lejligheden i 11 år. Med andre ord havde arkitekten haft over et årti til at drømme og fundere over, hvordan der kunne skabes sammenhæng og spændende rum i den skæve tagkonstruktion i ejendommens hjørne.

Når jeg tænker tilbage på dengang, jeg købte andelslejligheden – mit første skridt ind på boligmarkedet – var jeg helt klart betaget af, at mulighederne lå lige over hovedet. Dengang var det urealistisk at gå i gang, men hvem kan ikke lide tanken om, at hjemmet kan vokse sammen med én og forblive ens særlige sted over tid?

 

At udvidelser i loftet overhovedet var en del af salgsargumentet tilbage i 2011, er egentlig ret unikt. Andelsforeningen havde allerede dengang besluttet, gennem demokratisk proces på generalforsamling, at lofternes potentiale skulle kunne indfries af beboerne på fjerde sal. Samtidig havde man skabt klare og gunstige vedtægter og kvalitetssystemer omkring det.

 

Jeg var ikke klar over dengang, hvor usædvanligt det var. Det er først noget, jeg siden har fået øjnene op for – ikke mindst gennem mit engagement i, at København skal indfri det enorme potentiale, der ligger i det, jeg kalder Lofternes Bydel.

 

 

Hvordan skaber man balance mellem en moderne bolig og gamle bygningskonstruktioner?

– I dette tilfælde blev den grebet an meget langsomt. Ved at betragte. Ved at lytte. Jeg havde engang en kollega på Arkitektskolen, som påstod, at der var en direkte sammenhæng mellem den tid, man bruger på at forstå det eksisterende, - og den indlevelse og balance, der efterfølgende kommer ud af transformationen. Den tanke har oplevelsen med denne ombygning bekræftet for mig.

 

Da jeg begyndte at skitsere og dykke ned i tegningsarkiverne, havde jeg allerede lært trækonstruktionen, centralsugets vilde rørføringer og loftets skævheder at kende som en spændende ven gennem ti år.

 

For mig vil en 120 år gammel trækonstruktion – eller hvad end der allerede findes på et sted – altid have forrang. Ikke blot fordi den har været der længst, men fordi den rummer stedets fortællinger, tilfører projektet modstand, patina og stoflighed og dermed noget, som aldrig kan tegnes fra nyt.

 

Trækonstruktionen her har oplevet omkring fem generationers liv og skæbner. Tøj har hængt til tørre under kip, ejendele er blevet pakket ned og hentet frem fra pulterrummene igen og igen. Før det, blev bjælker og søjler nummereret med romertal, løftet på plads og samlet til en konstruktion, der 120 år senere stadig ikke viser tegn på træthed.

 

Derfor blev det et dogme for tømrersjakket, da de rykkede ind: Der måtte ikke skæres, udveksles, pudses eller tilpasses noget på den oprindelige konstruktion. Det nye hjems rum og tilføjelser skulle flettes ind mellem bjælkerne og hele tiden fremhæve det historiebærende træ.

 

Når det er sagt, har vi heller ikke forsøgt at få lejligheden til at ligne noget fra 1905. Vi har ikke skaffet gamle fyldningsdøre eller forsøgt at skjule, hvad der er nyt. Tværtimod er det kontrasterne og mødet mellem tiderne, der gør rummene spændende for os. Og så er der helt lavpraktisk noget elskværdigt ved en soveværelsesdør, der lukker så tæt, at man kan danse til høj musik nedenunder, mens et barn sover oven på.

 

Hvordan har bygningskonstruktionen påvirket ombygningen?

Det er i høj grad tagkonstruktionen, der har tegnet min idé. Fagligt er jeg optaget af karakterfuldhed. Derfor er jeg også optaget af friktion. For hvad er det egentlig, man som arkitekt griber fat i, når man vil skabe steder med karakter? Transformationer kommer med en indbygget gave. De tilbyder modstand. Hvis man lytter og tillægger det eksisterende værdi, hjælper modstanden karakterfuldheden på vej.

 

For nylig blev jeg spurgt, hvad jeg ville råde andre til, hvis de står over for en lignende ombygning. Uanset om man er arkitekt eller bygherre i sit eget hjem, er mit råd det samme:

 

Gør et stort nummer ud af alt det, der er i vejen. Det, der er skævt. Besværligt. Ukurant. Irriterende. Det er netop dér, gaven ligger. Det er friktionen, der gør en ombygning unik. Som gør et hjem lidt krøllet, måske endda en smule upraktisk – men helt særligt og helt ens eget.

 

For os føles et hjem ekstra meget som vores, når materialerne og reliefferne står i al deres autenticitet og stoflighed, og når der gemmer sig små historier overalt, som kun vi kender.

 

For at svare mere direkte på spørgsmålet handler det om at tage de gamle konstruktioner alvorligt og give dem plads. Det er mere besværligt at støde en ny indervæg op mod noget, der hverken er i lod eller vater. Men gør det alligevel. Hvem er nogensinde blevet lykkelig af at stå perfekt i lod og vater?

 

 

Hvordan hænger boligen sammen i dag og hvilken oplevelse giver den?

Helt overordnet bevæger lejligheden sig fra "sammen" til "selv" – nedefra og op. Fællesrum nederst, soveværelser i midten og hver sin hems øverst, hvor vi kan fordybe os i det, vi hver især holder af.

 

Vi har valgt at fastholde opholdsrummene – stuer og køkken – i den oprindelige lejlighed på fjerde sal. Her er der højt til loftet, ingen skråvægge, udgang til en lille altan mod gården og et toilet. Det tidligere soveværelse er blevet til en ekstra stue.

 

Fordi der i ejendommens hjørne kun var én lejlighed på bagtrappen, har vi kunnet inddrage bagtrappen som adgang til overetagen. Her ligger tre soveværelser, badeværelse og vaskerum organiseret omkring et åbent atrium med forbindelse både ned til opholdsrummene og op til de åbne hemse. Ovenlysvinduerne over atriet trækker dagslyset hele vejen ned gennem lejligheden.

 

Det særlige ved lejligheden er måske, at den prioriterer rumlighed over kvadratmeter. Atriet, der forbinder alle tre plan fra gulv til kip, skaber en visuel, akustisk og lysmæssig sammenhæng mellem hjemmets forskellige niveauer. Når man udvider et hjem over flere etager, kan oplevelsen let blive, som om man lukker en dør bag sig, hver gang man skifter etage. Her kan man derimod fortsætte en samtale, selv om én går op ad trappen.

 

Hvordan har princippet om at lade det eksisterende diktere løsningerne præget arkitekturen, materialevalgene og samarbejdet med håndværkerne undervejs?

En af måderne, vi viser respekt for det eksisterende på, er - som nævnt - at modstå fristelsen til at skære et hanebåndspær over eller flytte en søjle, blot fordi den står i vejen. En anden er konsekvent at lade nye tilføjelser træde tilbage i forhold til trækonstruktionen. Nye vægge flugter aldrig med søjlernes forside, men trækker sig tilbage og lader deres dybde stå synlig. De mørke finérlofter langs atriumgangen ligger tilsvarende dybt mellem bjælkerne.

 

Tømrersjakket, og efterhånden også de mange snedkere, der kom til undervejs, lagde en imponerende omhu i at tilpasse nye materialer til træets skævheder og bumkanter – helt uden dæklister, fuger eller andre genveje.

Da vi fjernede gulvet over det kommende atrium, opdagede vi, at nogen engang havde fræset et hurtigt spor tværs gennem de bærende bjælker for at trække et elkabel. En af snedkerlærlingene indfældede en kontrasterende træsort i sporene. På den måde blev konstruktionen styrket, samtidig med at indgrebet blev til et lille fortællende ornament. Det er et imponerende stykke håndværk, og jeg tillægger de dygtige og engagerede håndværkere en stor del af æren for den stemning af omhu, lejligheden har fået.

 

Har der været kompromisløse beslutninger?

Når man både er arkitekt, investor og beboer i det samme projekt, siger det sig selv, at dialogen har et godt flow. Det er forholdsvis nemt at blive enig rundt om bordet, når man selv sidder på alle stolene. Det har givet mulighed for at træffe nogle ret kompromisløse beslutninger under karakterfuldhedens fane: Åbenhed frem for flere kvadratmeter. Besværlig tilpasning frem for hurtige løsninger. Udforskning under nedtagningen frem for færdige svar allerede ved udbuddet.

 

Hvilke erfaringer har projektet givet?

– Selv om jeg både før og siden har arbejdet med transformationer, har denne ombygning en særlig betydning for mit virke. Fordi jeg gav plads til at justere undervejs og lære af det, der viste sig under nedrivningen, fik jeg et nyt blik på, hvordan jeg ønsker at arbejde – i ethvert projekt.

 

Det har fået mig til at vælge transformationerne og alt det, der allerede eksisterer, til, så det i dag udgør omdrejningspunktet for mit arbejdsliv – den elskede friktion. Samtidig har jeg lært, at de lineære processer, byggeriet er indrettet efter, ikke altid er den mest givende vej til målet.

 

Derfor har jeg i de efterfølgende år udfordret både processer, ydelser og aftaler for at skabe større åbenhed og processer, der i højere grad bevæger sig i cirkler end i rette linjer – så det oprindelige materiale, de eksisterende konstruktioner, høstede materialer og selv de små ukurante genbrugspartier kan være med til at forme arkitekturen.

 

Og så lærte jeg noget helt lavpraktisk: Vælg fliser, tekstiler og andre materialer med begrænsede farvepaletter først. Vægmaling kan man altid tilpasse bagefter – her tilbydes trods alt en uendelig palette.

 

Hvad kan andre lære af projektet?

Om det er et tørreloft, en tagkonstruktion eller enhver anden transformation, ville mit råd være det samme:

- Elsk friktionen.
- Bevar det eksisterende.
- Fremhæv sporene.
- Tag imod det, du ikke havde tegnet.
- Lad materialerne få indflydelse.
- Tegn mindre.
- Afprøv mere.

At bygge er at bede om problemer.
Heldigvis er det som regel luksusproblemer.

Husk, at det, der står mest i vejen, ofte bliver det, du holder allermest af bagefter.