
Vinderprojektet Vores veje mødes er skabt af billedkunstner Eva Steen Christensen. Inspirationen har bl.a. været papirservietter og musetrapper. Visualisering: Eva Steen Christensen
Udsmykning af tunnel leger med former og sanser
Billedkunstneren Eva Steen Christensen vinder med sit skitseforslag ’Vores veje mødes’ kunstkonkurrencen i Esbjerg om et kunstværk til det kommende KvartersLoop i det internationale Kvarter.
Da Esbjerg Kommune og Statens Kunstfond i juni inviterede tre billedkunstnere til at komme med et bud på et kunstværk til Portalparken var der flere ting på listen over ønsker: Æstetisk værdi, stedsidentitetsskabende, forbindelsesled, humor og nyt vartegn.
Kunstværket bliver udgangspunktet for det kommende KvartersLoop, der bliver et sammenhængende stiforløb i bykvarteret Det Internationale Kvarter. Flere projekter er i gang med det mål at styrke fællesskaber og skabe en bæredygtig byudvikling.
Vores veje mødes
Vinderen billedkunstner Eva Steen Christensens smukke skitseforslag ’Vores veje mødes’, der kommer til at præge det nye bykvarter med sin legende tilgang. Værket er centreret omkring en udsmykning af tunnelen i Portalparken. Det underjordiske univers udsmykkes fra hver ende af tunnelen med to forløb, der mødes i en dynamisk bevægelse med vifte og kileformede elementer. Farverne i værket er inspireret af de gule og røde mursten, som ses i lokalområdet.
- Styregruppen vælger at pege på værket Vores veje mødes, fordi det netop har den ikoniske kvalitet, som vi efterlyste fra begyndelsen. Udover at være af høj kunstnerisk kvalitet formår værket også at adressere nogle fysiske udfordringer i området, der knytter an på hele tankegangen om at etablere et kvartersloop, fortæller Lise Skou, som er næstformand i Legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond i en pressemeddelelse.
Lokale øjne på kunstnernes skitseforslag
De tre inviterede kunstnere i konkurrencen var Thomas Poulsen (FOS), Karin Lorentzen og Eva Steen Christensen, og de præsenterede i slutningen af oktober hver et skitseforslag ved et møde med lokale borgere. Blandt andre beboerrepræsentanter fra lokalområdet og kunstagenter fra Bakkeskolen, som efter præsentationerne fik mulighed for at tale med styregruppen om kunstværkerne.
- I styregruppen har vi været meget begejstrede for de tre bud, og alle tre kunstnere fortjener stor ros. Derfor var det heller ikke en nem opgave at skulle vælge mellem tre inspirerende og tankevækkende forslag. Kunsterne leverede relevante og unikke projekter, som vi i styregruppen godt kunne se blive realiseret, siger stadsarkitekt Morten Harder, Esbjerg Kommune.
Styregruppen bestod udover Esbjerg Kommune af repræsentanter fra Statens Kunstfond og Ungdomsbo. Konkurrencen kunne afvikles takket være støtte fra Statens Kunstfund på 350.000 kr., som bl.a. dækker honorarer til de indbudte kunstnere.
Efter bedømmelsen har styregruppen valgt at gå videre med forslaget Projektet vil blive realiseret i forlængelse af en planlagt renovering af tunnelen, og det forventes at koste omkring 1 mio. kr.
Invitation til fernisering
Den 28. november mellem kl. 16-18 er alle interesserede velkomne til fernisering i Kvartershuset ved Storegade. Her kan man se skitseforslagene fra de tre projekter, og derudover vil der være tegninger af det nye kunstprojekt, der skal pryde den kommende springhal ved Bakkeskolen. Projekt bliver en del af det kvartersloop, der skal skabes.