Visualisering: Foyer
Vinderteamet er fundet til transformationen af Hal 9
Den unge tegnestue Jespersen Nødtvedt vandt konkurrencen om at omdanne en tidligere industrihal i Musicon-bydelen til et levende lokalt mødested og Roskilde Festival Gruppens nye hjemsted.
Ombygningen sker i et samarbejde mellem den københavnske arkitektvirksomhed EFFEKT, den rådgivende ingeniørvirksomhed Artelia og vækstlagstegnestuen Jespersen Nødtvedt, som sammen skal forvandle den 1.800 m2 store Hal 9 til et levende samlingspunkt.
Valget af Jespersen Nødtvedt skete gennem en arkitektkonkurrence, hvor Roskilde Festival Gruppen inviterede vækstlagstegnestuer og erfarne rådgiverteams til parallelle forløb. Blandt finalisterne i vækstlagskategorien var også Verna og MiMa Studio.
- Roskilde Festival Gruppens formål er at give rum og muligheder til fremtidens generationer. Derfor har det været vigtigt for os, at det er en ny generation af arkitekter, der tegner vores nye sted. Jespersen Nødtvedt har præsteret et projekt, der har et radikalt greb på det arkitektoniske, hvor materialerne og deres egenskaber spiller hovedrollen og er med til at definere en ny æstetik. Samtidig bliver ombygningen af Hal 9 et fælles projekt, hvor vækstlagstegnestuen får følgeskab af erfarne kræfter i form af EFFEKT og Artelia. Vi er sikre på, det både bliver inspirerende for os, for Musicon og for omverdenen, fortæller Signe Lopdrup, der er administrerende direktør i Roskilde Festival Gruppen i en pressemeddelelse.
Visualisering: Arbejdsområde
Hal 9 som testlaboratorium
Ombygningen af hallen bliver et eksperimentarium for merebæredygtige løsninger, hvor genbrug, genanvendelse og biogene materialer står centralt. Projektet sigter mod at reducere miljøpåvirkningen markant og minimere affald så meget som muligt under hele processen.- Ombygningen af Hal 9 er en mulighed for at teste, hvor langt vi kan gå med bæredygtigt byggeri. Det er bydende nødvendigt, at vi skaber en mere bæredygtig fremtid, og det er en del af Roskilde Festival Gruppens værdigrundlag at gå forrest, give rum til eksperimenter og forsøge at inspirere til positiv forandring. Med Hal 9 vil vi gerne skabe en bygning, der kan fungere som eksempel og inspiration for omverdenen, siger Signe Lopdrup.
Et hus for lokale fællesskaber
Den færdige bygning skal fungere som både arbejdsplads for Roskilde Festival Gruppen og et kulturelt mødested. Den vil blandet andet rumme en eventhal på 600 m2 til koncerter, udstillinger og andre arrangementer.- Fremtidens Hal 9 skal være til gavn for og bidrage til lokalsamfundet. Lokale foreninger og fællesskaber skal kunne mødes her i hverdagen. Der skal derfor være muligheder og faciliteter, som kan danne ramme om forskellige kulturelle og sociale aktiviteter. Hal 9 må gerne blive et nyt kreativt kraftcenter på Musicon, hvor hele Roskilde kan mødes alle årets dage, siger Signe Lopdrup.
Ombygningen af Hal 9 projekteres og konkretiseres i 2025 og påbegyndes i 2026. Det forventes, at bygningen kan tages i brug i begyndelsen af 2027.