Ribbefabrikken på Valhøjvej i Valby er omdannet til boliger seks boliger. Arkitekt: Arcgency. Foto: Astrid Maria Rasmussen
Vær med til Arkitekturens Dag
Arkitekturens Dag den 5. oktober sætter i år fokus på bevaring, transformation og nye anvendelser af eksisterende bygninger. Frem til 15. september kan tegnestuer, bygherrer, kommuner og andre aktører tilmelde arrangementer.
Hvordan kan en tidligere fabrik omdannes til ungdomsboliger? Kan parcelhuset indrettes til flere generationer? Og hvilke arkitektoniske og byggetekniske muligheder ligger der i at transformere tomme erhvervsbygninger, gårde og uudnyttede tørrelofter til boliger og nye fællesskaber?
Det er nogle af de spørgsmål, som kommer i fokus, når Arkitekturens Dag afholdes den 5. oktober 2026. Under årets tema ”Bevar Mere” retter Arkitektforeningen og indsatsen Bevar Mere opmærksomheden mod den eksisterende bygningsmasse og mulighederne for at bevare, transformere og videreudvikle den.
Tegnestuer, bygherrer, kommuner, kulturinstitutioner og andre aktører i og omkring byggeriet inviteres til at bidrage med arrangementer. Fristen for at melde et arrangement ind er den 15. september.
Eksisterende bygninger som arkitektonisk ressource
Årets tema handler om at skærpe blikket for de kvaliteter og potentialer, der allerede findes i vores bygninger. Frem for nedrivning og nybyggeri er ambitionen at vise, hvordan eksisterende konstruktioner og rum kan få længere levetid og nye funktioner.
Transformation og renovering kan både handle om at reducere byggeriets klima- og ressourcebelastning og om at bevare arkitektoniske kvaliteter, kulturhistoriske spor og eksisterende bymiljøer. Samtidig kan nye anvendelser åbne bygninger for andre brugergrupper og danne ramme om nye boligformer og fællesskaber.
Arkitekturens Dag skal derfor blandt andet bringe konkrete eksempler frem, hvor eksisterende byggeri har fået nye funktioner og ny arkitektonisk værdi.
Arrangementerne kan have forskellige formater og henvende sig til både fagfolk og den brede offentlighed. Det kan eksempelvis være rundvisninger i transformerede byggerier, samtaler om renovering og bevaring, workshops, debatter eller udstillinger.
Sidste år omfattede Arkitekturens Dag mere end 140 arrangementer over hele landet og i dagene omkring selve mærkedagen. Partnerne bag initiativet håber på mindst samme aktivitetsniveau i 2026.
Partnerskab skal styrke fokus på bevaring
Arkitektforeningen og Bevar Mere har i år indgået et strategisk partnerskab om Arkitekturens Dag. Målet er at synliggøre værdien af den eksisterende bygningsmasse og de arkitektoniske muligheder, der opstår, når bygninger bevares og videreudvikles frem for at blive erstattet.
Indsatsen Bevar Mere står på et samarbejde mellem Realdania, Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond og Dreyers Fond.
– Arkitekturens Dag er en oplagt mulighed for at bringe de gode eksempler frem og vise, hvordan eksisterende bygninger kan få nyt liv og ny værdi. Vi skal blive bedre til at få øje på potentialerne i det, der allerede er bygget – både af hensyn til klima og ressourcer, men også fordi transformation kan skabe stærke steder at leve og mødes, siger Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania, i en pressemeddelelse.
Hos Arkitektforeningen ser man partnerskabet som en mulighed for samtidig at fremhæve arkitekturens rolle i den grønne omstilling.
– Bevar Mere er allerede en velkendt indsats i byggebranchen og bærer et stærkt budskab. Det er vi glade for at kunne være med til at udbrede med Arkitekturens Dag, hvor vi sammen med arrangører over hele landet inviterer borgerne ud for at opleve arkitekturen – og se, hvor meget skønt man kan få ud af det, der allerede er bygget, siger Johnny Svendborg, forperson for Arkitektforeningen.
Han håber, at endnu flere tegnestuer, kommuner, institutioner og organisationer vil bidrage med arrangementer i år.
Frist for arrangementer den 15. september
Det er muligt for blandt andre arkitektvirksomheder, bygherrer, kommuner og kulturinstitutioner at melde arrangementer ind til Arkitekturens Dag frem til den 15. september.
Om Arkitekturens Dag
Arkitekturens Dag er en international mærkedag, som afholdes hvert år den første mandag i oktober. I Danmark organiseres dagen af Arkitektforeningen. I 2026 finder Arkitekturens Dag sted mandag den 5. oktober.
Læs flere artikler om transformations- og renoveringsprojekter
