Varmen er et stigende problem i vores boliger – hvad er løsningen?
En ny undersøgelse fra Bolius viser, at 12,3 % af ejerne af nybyggerier fra år 2000 og frem svarer, at de er generet af varmen. Det resulterer i køb af klimanlæg, som skader miljøet, men ifølge Sune Tobias Grollov fra VELUX, så er der flere enkle løsninger på problemet.
Mange danske hjem er velisolerede, og derfor er det svært at vide, hvornår vinduer og døre skal lukkes helt i, og hvornår de skal stå på vid gab. Derfor får hedeslag og manglende søvn om natten flere og flere danskere til at investere i køleanlæg, som er dyre og skader miljøet. En løsning, som i de flestes tilfælde ikke bør være nødvendigt, mener Sune Tobias Grollov, VELUX Chef for Public Affairs i Norden, som udtaler i en pressemeddelelse:
– Vi er netop gået igennem en vinter, hvor danskerne havde problemer med at få varmen, og nu har vi en sommer, hvor vores hjem skal køles ned. Nye boliger er i dag så velisolerede, at det er svært at komme af med varmen, hvis vi ikke har sat os ind i, hvordan det kan gøres. Men i langt de flestes tilfælde bør det ikke være nødvendigt at investere i køleanlæg. Viden om moderne skodder og gardiner er nok. Så vidt muligt bør køleanlæg forbeholdes syden, hvor hedebølgerne for alvor ruller - for uanset perioder med varme og tørke i Danmark, påkræver vores klima simpelthen ikke sådanne installationer.
Et spritnyt studie fra Oxford1 viser dog, at varmen kan komme til at generere danskerne mere end de få sommermånederne, som det gælder nu. Ifølge studiet vil jordens køligste egne opleve den største forandring i temperaturer, og Norden vil opleve nogle af verdens mest dramatiske relative stigninger i antallet af dage, hvor vi skal tage stilling til, hvordan vi håndterer varmen.
Det store spørgsmål: Lukkede eller åbne vinduer?
For at blive bedre til at håndtere indeklimaet i sit hjem, skal man kende svaret på et helt grundlæggende spørgsmål i sommervarmen. Hvornår skal hjemmets vinduer og døre åbnes – og hvornår skal de lukkes. For mange er det naturligt at åbne hjemmet helt op og invitere varmen og lyset ind, men det er langt fra det smarteste. Selvom det kan føles naturligt at åbne vinduer og døre, når solen skinner, bør man holde dem lukkede på de varmeste dele af dagen, så den kølige luft holdes inde og den varme luft ude.
– Når varmen for alvor rammer, er det bedst at holde døre og vinduer lukket for at holde på den kølige temperatur i hjemmet. De kan åbnes i lidt tid for at få frisk luft ind, men generelt bør de ikke være åbne i de varmeste perioder. Om dagen er gardiner virkelig effektive til at holde varmen helt ude, og moderne udgaver kan stadig sikre det lys, som vi alle bør nyde i hjemmet om sommeren. Men generelt er det en god regel at lukke vinduer, når temperaturen udenfor er mere end fem grader højere end den, du har i hjemmet, siger Sune Tobias Grollov.
Modsat om dagen bør hjemmet renses ud med frisk, kølig luft om natten. Derfor bør vinduerne åbnes, inden vi går i seng.
– Der er dog forskel på, hvad vi skal gøre om natten. Her skal vi åbne vinduer. Gerne så mange som muligt. På den måde får du kold luft ind, men nedkøler også vægge, gulv og facader i dit hjem. Det gør dit hjem klar til en ny dag, hvor du ikke vågner op til voldsom varme indenfor. Det gælder specielt, hvis man bor i lejlighed på én af de øverste etager. Når vi bruger så meget tid ude om sommeren, er det bare vigtigt, at vores hjem kan køle os en smule ned, siger Sune Tobias Grollov, VELUX.