Vestjyske livsnyderhytter og ærlige savannetanker
Spant Studio og Tid & Rum Arkitekter har tegnet tre utraditionelle og eksklusive strandhytter til Henne Strand Camping. Inspirationen kom fra den vestjyske vind og et stænk afrikansk savanne.
Man kan se det på de vindskæve træer og på den sparsomme vegetation. Den rå og saltholdige vestenvind ved Henne Strand i Vestjylland er en hård modstander, der kun lader det bedst egnede overleve.
Af samme grund var ly og afskærmning centrale parametre, da Troels Thorbjørnson fra tegnestuen Spant Studio i samarbejde med Anders Carlsen fra Tid & Rum Arkitekter satte pen til papir sidste sommer.
Opgaven var at tegne en række strandhytter til Henne Strand Camping, der har adresse få kilometer fra Vesterhavet syd for Ringkøbing Fjord. Og hytterne skulle ikke bare være eksklusive med et unikt arkitektonisk udtryk. De skulle også afspejle og ikke mindst matche den rå natur.
- Vi blev ret hurtigt enige om, at hytter og terrasser skulle omkranses af et cortenhegn for at beskytte mod den stærke vestenvind. Dernæst kom tanken om at forme hytterne som en række runde selvstændige enheder, lidt a la hytter på den afrikanske savanne, fortæller Troels Thorbjørnson og fortsætter:
- Med tanke på naturen, der er den altdominerende kraft så tæt på Vesterhavet, og på den lokale kultur, ville vi også gerne skabe et meget ærligt udtryk, hvor ingenting er gemt af vejen. Det stiller store krav, men det var den vej, både bygherre og vi ønskede at gå.
Ærlighed i byggeriet
Konstruktionsæstetik og tektonik blev dermed centrale begreber og ses i dag som den røde tråd i de tre halvrunde hytter.
- Der er nogle steder en lidt kedelig tendens til, at man forsøger at sløre den måde, bygninger er konstrueret på. På den måde mister man efter vores mening let forbindelsen mellem arkitektur og byggeteknik. Vi ville gerne i den anden retning, og udforme konstruktionen, så den havde æstetisk værdi i sig selv. Det giver efter vores mening en helt anden ærlighed i byggeriet, som vi rigtig godt kan lide.
I den ånd blev de 30 m2 store hytter beklædt med sibirisk lærk, og desuden udstyret med både brændeovn, te-køkken og sauna. Dertil kommer gedigne terrasse med både overdækket og åbent areal, samt pejs, spa og bruser.
Hvad angår hytternes runde form, så var Spant Studio godt klar over, at man sigtede mod at kravle over hegnet, hvor det var allerhøjest.
- Det er sandt, smiler Troels Thorbjørnson. At bygge noget, der er rundt og få det til at passe med en masse interiør, der i reglen er firkantet, er en udfordring. Men jeg synes, vi har fundet gode løsninger hele vejen rundt.
Optaget ti uger frem
At opgaven er løst, er Thorbjørnson og Carlsen langt fra den eneste, der synes. I hvert fald er både Tina og Peder Kristensen, der ejer den firstjernede campingplads, glade for resultatet. Dertil kommer, at hytterne under den første måneds drift har haft en belægningsprocent på 100. Det glæder selvsagt arkitekterne.
- Det er ret flot, når man tænker på, at de lejes ud på dagsbasis, siger Troels Thorbjørnson og nævner, at hytterne er bookede ti uger frem og allerede er optaget over jul og nytår.
For de gæster, der har måttet gå forgæves, er der dog lys forude. Henne Strand Camping har nemlig bedt Spant Studio om at tegne yderligere otte – ni hytter med plads til op til seks personer. Ifølge planen skal hytterne stå klar i løbet af 2019.
Faktaboks
Adresse: Strandvejen 418, 6854 Henne Strand
Arkitekt: Spant Studio IVS & Tid & Rum Arkitekter ApS
Totalentreprenør: Henne Strand Camping A/S
Ingeniør: Anneberg Limtræ A/S
Landskabsarkitekt:
Bygherre: Henne Strand Camping A/S
Bygherrerådgiver:
Bebygget areal: 3 x 31 m2
Byggeperiode: 2018