Doug and Wolf: Romantiske visualiseringer af arkitektur bør stoppe

Arkitektoniske visualiseringer har ofte haft tendens til ikke mindst æstetisk set at ligne hinanden. Lidt romantiske, med blød lyssætning og ofte utopiske i forhold til, hvordan virkeligheden kommer til at se ud. Men hvorfor er det sådan – og er der en anden udvikling i gang på området i disse år?

- Det er rigtigt. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. De romantiserede billeder med blødt lyst kan være smukke. De er stærkt inspirerede af berømte arkitekturfotografer og den unge generations form for arkitekturdesign. Desuden er selve softwaren specifikt konfigureret til at skabe disse meget atmosfæriske og delikat belyste fremstillinger. Softwaren passer perfekt til det nordeuropæisk inspirerede design, mener Julien Alma, founding partner hos Doug and Wolf.

- Nu kan vi sætte spørgsmålstegn ved formålet med systematisk at anvende denne stil over hele verden. Hovedmålet var at opnå en hyperrealistisk, fotografisk simulering af ikke-eksisterende steder. Forhåbentlig er det nu nået. Nu skal det næste træk komme fra menneskelig fantasi. Jeg er overbevist om, at firmaer inden for CGI (computer-generated imagery, red.)  vil fremeksperimentere en ny vifte af forskellige stilarter og grafiske ideer i den nærmeste fremtid.

 

 

Billedskaberens konstante tilpasning
Selv definerer Doug and Wolf sig som billedskabere. Og siden begyndelsen har det været nødvendigt konstant at transformere sig selv i forhold til faget, der går stærkt, og den nyeste tekniske udvikling:

- Vi begyndte for 15 år siden, og vi har ærlig talt været igennem mange forskellige overordnede definitioner på vores arbejde. Arkitektonisk CGI blev født i 00’erne sammen med massificeringsprocessen inden for computer og internet. I tiden siden har vi konstant måttet tilpasse os til vores egne værktøjer, som både dengang og nu udvikler sig i et hektisk tempo. Samtidig har hardware- og softwareudviklernes mål ikke nødvendigvis været de samme som vores egne, siger Julien Alma.

Fotokonkurrencen er forbi
- Helt fra begyndelsen har CGI altid handlet om at konkurrere med fotografiet, hvilket absolut ikke er det, vi er ude efter. Den gode nyhed er, at det er forbi. Nu om dage er det nogle gange meget vanskeligt – hvis ikke umuligt – at skelne mellem et foto og en rendering. Vi har nået et teknisk plateau, og det er kun godt. Nu kan vi trække vejret og begynde at tænke på billeder igen: Hvad er et godt billede? Hvad skal vi bruge det til? Hvad er formålet? Hvad er specifikt for vores felt, som et foto ikke kan levere?

Hvad er så den helt specifikke styrke ved arkitektoniske visualiseringer?
- Det handler om oversættelse. Det er nogle gange svært at forklare for vores kunder, men vi beskriver ikke bygninger. Vi oversætter arkitektonisk design til billeder. Det kan måske virke ukomplet eller utilfredsstillende, men det er rent faktisk den bedst mulige validering af et godt design. Hvis en arkitektonisk visualisering er succesfuld, så beviser det, at bygningsdesignet er stærkt. Og det er vores eneste mål. Men for at opnå det bruger vi værktøjer, teknikker, koncepter og viden, som er specifikke for grafisk design og kilometerlangt fra arkitekturproblematikker.  

Kunst og forretning – mellem kedelig og grotesk
I arbejder i et fag, der balancerer mellem kunst og forretning. Hvor finder I modet til at skabe ”modige” arkitektoniske billeder, når I samtidig er en virksomhed, der skal tjene penge? Og er visualiseringer i dag stadig for konservative pga. økonomiske hensyn, kompromisser osv.?
- Det er ikke meningen, at det at finde den gode balance mellem kunst og forretning skal være en kamp. Den kommer forhåbentlig naturligt med tiden og samarbejdet. Nutidens arkitekter forstår virkelig, at det er en vigtig del af processen at ”caste” det rigtige CGI-firma. Så når vi bliver kontaktet af virksomheder, der godt kan lide vores billeder, så er det højst sandsynligt også arkitekter, hvis værker vi sætter pris på.

- Den svære del af samarbejdet handler om risici. Vi er på en eller anden måde kunstnere, der arbejder for kunstnere. Det er tricky. For arkitekterne har allerede været igennem en komplet kreativ proces, hvor de har skullet forholde sig til begrænsninger, stress og risikovurderinger. Derfor er de ikke altid superglade for at overlade deres design til et team, der er begejstrede og klar til at starte deres egen kreative proces – og som skubber på for at tilføje endnu et lag af risici. Desværre er der ikke andre måder at levere et godt billede på end at finde den risikable og skrøbelige balance mellem kedelig og grotesk.

Indvendingerne til trods ser Julian Alma og Doug and Wolf lyst på fremtiden for de arkitektoniske visualiseringer om f.eks. 10 år:


- Der findes utallige arkitekturpraksisser med hver deres egen stil, teorier og kulturer – og som kommer fra radikalt forskellige skoler. Det må være det samme på vores område. Det vil det helt sikkert blive.