Rendering af Systematics kommende hovedkontor.
HSHansen leverer flot og geometrisk kompliceret facade til domicil
HSHansen har fået til opgave at pakke Systematics nye højhusdomicil ind med Hansen UnitAl-konceptet, der består af 100% præfabrikerede facadeelementer, der garanterer en hurtig montering og flot finish
IT-virksomheden Systematics kommende kontorhøjhus, vil med sine 15 etager komme til at stikke ud i det aarhusianske bybillede. Det skyldes ikke alene højden, men især også den interessante facade.
- Det er et arkitektonisk fantastisk byggeri. Sagen har været udfordrende og spændende for os, med facadens tredimensionelle geometri. Den springer ind og ud, og er næsten levende. Det har gjort opgaven kompliceret i design- og produktionsfasen, fortæller Jesper Madsen, Salgs- og marketingchef i HSHansen, og fortsætter:
- Vi har samtidig med en byggeplads at gøre, hvor der ikke er meget plads. Så når logistikken på byggepladsen skal gå op i en højere enhed, kræver det nogle dygtige folk, det rigtige udstyr og ikke mindst en god planlægning fra a til z. Vind- og vejrforholdene skal man også være ekstra opmærksomme på ved en facademontering på højhuse. Kort fortalt er det vigtigt med den rette know how.
Læs også:
Interview med salgs- og marketingschef hos HSHansen, Jesper Madsen: HSHansen bag facaderne i prestigebyggeriet Sfinxen
Et bedre byggeri for alle parter
Og netop know how har HSHansen rigeligt af. På Nørrebro i København har man leveret facaden til det 100 meter høje Nordbro-højhus. Her havde man heller ikke meget albuerum i forhold til montage-arbejdet og der var også tale om en kompleks facade, der i dag har skabt et nyt vartegn for Nørrebro.
Begge byggesager har nydt godt af de præfabrikerede facader fra HSHansen:
- De præfabrikerede facadeelementer monteres hurtigt, og produktionen foregår under kontrollerede rammer. Der er jo aldrig dårligt vejr inde i vores produktionshal og pladsen er ikke begrænset af andre entreprenører eller materiel, så her har vi de bedste forudsætninger, for,ud fra arkitektens ønsker, at skabe nogle fantastiske facader med en uovertruffen finish, fortæller Jesper Madsen og fortsætter:
- Ved præfabrikation løser vi de forskellige problemstillinger længe før vi rammer byggepladsen og det giver bygherre, arkitekter og entreprenører bedre mulighed for at planlægge hele byggeprocessen. Det giver i sidste ende et bedre byggeri og bedre økonomi for alle parter.
Nordeuropas førende facadeentreprenør
HSHansen er en del af HansenGroup, som designer, fremstiller og monterer aluminiumsfacader, Curtain walling, boltede glaskonstruktioner samt kommercielle vindues- og dørsystemer. HansenGroup er grundlagt i 1909 og er i dag repræsenteret i seks lande. Med 450 medarbejdere og en omsætning på ca. 850 mio. kr., er HansenGroup i dag Nordeuropas førende uafhængige facadeentreprenør.