K8-projektet af Schmidt Hammer Lassen godkendes af Stavangers byråd
K8 af Schmidt Hammer Lassen Architects ligger nær banegården i den norske by Stavanger, og designet har fået en endelig godkendelse fra byrådet, så det kommende ’Tivoliparken’ kan blive omdannet til en grøn bypark for fodgængere, som styrker forbindelserne i kvarteret og til byen.
Designet af K8 er en dynamisk plan, der har til formål at styrke den norske by Stavangers ambitioner for den fremtidige byudvikling og sætte nye standarder for bæredygtige og kreative arbejdsmiljøer.
Bygningen er tilgængelig fra tre af siderne med hovedindgangen mod parken, hvor stueetagen er designet til nænsomt at ’flette sig ind’ i bystrukturen, hvilket gør den til en integreret del af byen. Det 15.000 kvadratmeter store tårn med i alt 16 etager sætter nye standarder for bæredygtige og kreative arbejdsmiljøer og gentænker de offentlige rum med en generøs udvidelse af en tætbevokset bypark.
Designets fokus er at tilbyde en bygning med en særdeles høj grad af brugervenlighed og energieffektivisering. Grønne terrasser på forskellige niveauer giver den nye bygning en unik karakter, imens facaden er sammensat af tynde og vertikale paneler i glas og aluminium, som gør, at dagslyset udnyttes til fulde i de 600 arbejdsrum. K8 trækker på både den lokale, arkitektoniske arv, nabolagets aktuelle aktiviteter og fodgængerforbindelserne til byen i designet af det levende og yderst fleksible mixed-use-kompleks med plads til kontorer, restauranter, udstillinger og konferencer.
Tårnets to første etager er åbne for alle og giver adgang til blandt andet en café, restaurant, kantine, lobby, fleksible rum og multifunktionelle udstillings- og eventrum, som er placeret omkring en stor amfiteatertrappe. Etage 3 og U1 (under jorden) vil huse kirken, som i øjeblikket er placeret på grunden. Etage 4 til 12 og 14 til 15 skal bruges til kontorlokaler, som er designet til at være åbne og lyse og har en dramatisk 360-graders udsigt til byen. Den 13. etage vil tilbyde konferencefaciliteter, mens den øverste etage vil inkludere restaurant, bar og offentlige rum med en spektakulær udsigt til byen og fjorden.
Projektet introducerer desuden nye løsninger til at reducere energiforbruget og minimere byggeriets CO2-aftryk og sigter efter at opnå den norske standard BREEAM NOR Excellent og WELL Gold-certificering.
Om Schmidt Hammer Lassen Architects
Schmidt Hammer Lassen Architects er en del af det globale arkitektfirma Perkins+Will og en af Skandinaviens mest anerkendte og prisvindende arkitektvirksomheder. Virksomheden blev grundlagt i Aarhus i 1986 og ledes i dag af partnerne Morten Schmidt, Kim Holst Jensen, Kristian Lars Ahlmark, Chris Hardie, Mads Kaltoft, Kasper Frandsen, Elif Tinaztepe, Tiago Pereira og Sanne Wall-Gremstrup. Virksomheden yder professionelle arkitektoniske løsninger over hele verden og har en fornem resultatliste som designere af international arkitektur af høj kvalitet. Kultur- og uddannelsesbygninger, kontorer, erhverv, detailhandel og boliger, ofte i mixed-use-projekter og komplekse bymæssige sammenhænge, er hjørnestenene i arbejdet. Arkitektvirksomheden har stor global erfaring med design af biblioteker og andre offentlige og kulturelle vartegn, og den innovative, bæredygtige og demokratiske tilgang til arkitektur har tiltrukket global opmærksomhed, som afspejles i over 100 prestigefyldte, nationale og internationale priser.
FAKTA
Bygherre
Arkitekt
Schmidt Hammer Lassen Architects
Areal
15.000 m²
Konkurrence
2016, førstepræmie i international konkurrence
Status
Godkendt af Stavanger Byråd (under udvikling)
Landskabsarkitekt
Schmidt Hammer Lassen Architects
Ingeniører
Lokal arkitekt
MAD Arkitekter
Bæredygtighed
Sigter efter at opnå ’BREEAM NOR Excellent’ og ’WELL Gold’-certificering.