Foto: Alastair Viper
Københavnsk lysfestival beriger februar-aftenerne med flotte lysværker
1. februar tænder lysfestivalens grønne laserstråle over byens mere end 40 oaser af lyskunstværker og -events, hvilket kan ryste vinterdepressionen af enhver.
Københavnere og byens besøgende kan for alvor begynde at glæde sig og finde fornuftigt fod- og overtøj frem. For selvom mange i denne mørke tid umiddelbart lader sig lokke af dagligstuens lune og trygge rammer, så er der 40+ grunde til at komme udendørs efter solnedgang og opleve et hav af farvestrålende lyskunstværker i hovedstadens gader, og på pladser, kanaler og bygningsfacader.
Værket ”You Are Still Here” vil lyse over Københavns Havn på væggen af Udenrigsministeriet. Kunstner: Anita Jørgensen og installation af NeonSign.
På åbningsdagen den 1. februar inviterer Copenhagen Light Festival københavnere og gæster ud til 24 dage med lys, som kan gøre selv de allermest vintertrætte folk glade i låget. På åbningsdagen udbydes en række arrangementer:
Lysfestivalen skydes i gang med fem store åbningsevents 1. februar:
Den store, officielle åbning på Slotsholmen
Kunstner og billedhugger Christian Lemmerz skaber et alarmerende smukt lysshow, når hans Ghost Ship sejler gennem Københavns havn og bryder nattehimlen med blinkende hvidt lys. Sort Sols guitarist Lars Top-Galia er ombord og udsender tonerne af ”I Danmark er jeg født”. Det bliver en stemningsoplevelse, man sent vil glemme. Lemmerz’ Ghost Ship sejler i Frederiksholms Kanal fra Højbro ca. kl. 17.00.
Lysfestivalens arrangør, Dansk Center for Lys, byder sammen med Dansk Erhverv alle indenfor i Børssalen og Bibliotekets eksklusive lokaler i tidsrummet 18.00-21.00. Inden dørene åbnes, kan man nyde synet af Jesper Konghaugs lyssætning af Christiansborgs tårn og Mads Vegas’ duvende bambuslamper, som inviterer til festivalens guidede kanalture på Stromma Danmark Canal Tours’ anløbsbro.
Endelig indbyder festivalen og Kayak Bar gæsterne til at hjælpe med at tænde op for festivalen med levende lys langs Børskajen fra 17:30 til 22:00. Samtidig kan man nyde synet af de omkringliggende værker: Hans E Madsens Lyshave, Anita Jørgensens You Are Still Here på Udenrigsministeriet og festivalens eget værk Chamber of Light i Børsens vinduer.
Værket ”The Ice is melting at the pøules” vil være at se på Nordatlantens Brygge – det smukke pakhus i Københavns Havn. Kunstner og visualisering: Martin Ersted
Kulturhuset Islands Brygge afholder stort lysåbningsprogram
Kl. 17:15 bydes der til Gløgg Under Langebro, hvor Camilla Brix Andersens ’upcycling’-værk The Orb indvies. Åbningen fortsættes kl. 18 ved Kulturhuset Islands Brygge, hvor Morten Søndergaards Drømme tændes og digteren læser op in persona kl. 18.30, mens gæsterne bydes på et stykke Drømme-kage. Endelig vises Peter Martensen værk LOOP kl. 18.50 på 30 heliumballoner, og kunstneren vil være tilstede og fortælle om værket. I Kulturhuset kan man også opleve kinesiske Zhang Xiaotaos og Palle Vedels video- og lysinstallation Ånden i glasset, der vil drage beskueren med sin ’glidende følelse af uendelighed’.
Traditionsrig lysfest i Sundby har vokseværk
Lidt længere mod sydøst i Sundbys Englandspark lyder startskuddet til en stor lysfest, hvor gæster kan ’fare vild, finde vej og overgive sig selv’ til lyset i gangene i Benjamin Noir og Mads Vegas’ eventyrlige og voluminøse Lyslabyrint. Områdets skolebørn og lokale bidrager til lysfesten med egne kreationer: en stor lysende giraf, parkourbænke, fuglehuse og madboder. Der er også godt til ørerne, når Simon Dokkedal fra Den Sorte Skole står klar ved DJ-pulten og spiller festen i gang kl. 17-20.
Vinter i Tivoli åbner 1. februar med 15 lysværker
Med Nordlys på himlen over Plænen, ny pixelmapping på Nimb, den magiske skov omkring Olafur Eliassons Little Sunlight Swarm, illuminationsshow på Tivoli-søen og en række andre lysoplevelser lægger Tivoli op til en tur for hele familien. Haven er åben 1. – 24. februar ligesom resten af Copenhagen Light Festival.
Hovedsponsor Louis Poulsen byder på interaktivt lysværk på Holmen
Fra 31. januar vil man ud over det nyåbnede showroom på Kuglegården kunne opleve lysinstallationen Chromatic Fields af Jakob Kvist. Det interaktive værk findes på arealet ud mod Snedkergraven, og showroomet er åbent alle hverdage fra 9 til 16. Hovedkontoret og showroomet byder på både nydesignede og ikoniske lamper samt historier om hele Danmarks lysnørd Poul Henningsen, som i år fejrer 125-års fødselsdag.
20% mere ude
Lysfestivalen taler ind i Københavns Kommunes vision om at få byens borgere til at opholde sig 20 procent mere udendørs i 2025. Københavns kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde siger om Copenhagen Light Festival: ”Copenhagen Light Festival skaber bogstaveligt talt lys i det københavnske vintermørke. Festivalen udfordrer vores trang til at opholde os inde i stuerne og lokker os ud i byrummet, hvor kunsten giver os et skud kulturvitaminer og en ny oplevelse af byen.”
Undskyldningerne for at blive hjemme må se sig slået af Copenhagen Light Festivals mange lysaktiviteter. I år kan festivalens besøgende opleve lyskunsten til lands via guidede lysture til fods, på cykel og segway, og til vands i kajak eller i kanalbåde. De guidede ture kan bookes via copenhagenlightfestival.org.
Copenhagen Light Festival vil løbende løfte sløret for flere spændende lysværker og events, så hold dig opdateret på copenhagenlightfestival.org, facebook.com/cphlightfest og Instagram/ cphlightfest.
Copenhagen Light Festival lægger også premiere til en ny app: "Within 10 Minutes - Copenhagen Light Festival", der viser, hvor lysværkerne er i forhold, hvor man er.
"Within 10 Minutes - Copenhagen Light Festival" kan downloades gratis efter åbningen i Børssalen d. 1. februar.
Nikolaj Kunsthals nordvestlige hjørne, Nikolaj Plads 10. Kunstner: Arthur van der Zaag. Video: Arthur Steijn