
Poul Henningsen kaldte selv boligen for Gentoftes grimmeste hus
Gentoftes grimmeste hus gennemgår omfattende restaurering
På Brogårdsvej i Gentofte har Realdania By & Byg restaureret PH’s private bolig fra 1937. Det er en bolig, hvor den samfundskritiske og noget drillende PH eksperimenterede med såvel materialer som arkitektur.
Når man ankommer til huset mødes man af det, som umiddelbart ligner en hovedindgang, men egentlig er kælderindgangen, og allerede her har den drillende bygherre PH leget med den traditionelle parcelhusopbygning. Per Troelsen, arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg forklarer:
- Facaden ud mod Brogårdsvej er egentlig bagsiden af huset, og det vender op og ned på normerne, og PH har sådan set ladet husets bagdel vende ud mod vejen, så man nemt har kunnet komme ind med koks til ovnen på forsiden af huset. Meget atypisk og samtidig super funktionelt. PH omtaler selv sit hus i ironiske vendinger ved at sige, at dette hus tager det værste fra et-planhuset og kombinerer det med det værste fra to-planhuset. Men det interessante er, at netop det provokerende i byggeriet i dag fremstår ekstremt moderne og visionært.
Det hurtige og moderne husbyggeri
Med et ønske om at opføre et hurtigt og moderne hus valgte PH de præfabrikerede materialer. Ud over det hurtige, havde disse materialer også en signalværdi, da PH her kunne tage kraftigt afstand fra den velhavende klasse og alle deres dyre og håndlavede detaljer. Huset på Brogårdsvej er derfor totalt blottet for fine og dyre detaljer, hvilket for samtiden har virket stærkt provokerende.

Huset er bygget op af en in-situ betonsokkel, som med en hakket form kravler op ad den skrånende bakke.
Store ubehandlede og rå betonblokke er lagt ovenpå den støbte beton, og som vinduer valgte han tynde, røde jernvinduer, som han lod fremstå ufærdige og u-dekorerede med sin blymønjefarvede ramme.
Alle utraditionelle valg dengang: - Vi kan se, at byggeriet er gået stærkt. Kvaliteten af murerarbejdet er ikke førsteklasses, men tanken har været at bygge et hurtigt hus.
PH valgte derfor præfabrikerede materialer såsom betonblokken og de beskedne jernvinduer. Og som om valget af jernvinduet ikke var provokation nok, så lod han dem også stå ufærdige i en, for tiden, tarvelig rød farve, nemlig med den rustbeskyttende mønje. Her var det normtal kutyme at male mønjen over med et lag linolie, men her ønskede PH en provokerende effekt og lod dem derfor stå røde og ufærdige.
Vi har fået de oprindelige jernvinduer restaureret af Emil Nielsen Smedeværksted i Gentofte, for skal du have valset sådanne vinduesrammer i dag, bliver det nemlig ekstremt kostbart og specialfremstillet, og det ville gå stik imod PH’s ønsker for dette hus.
Læs mere:
om Boligprojekter

”Det var et koldt hus at bo i”
Et af de store problemer i huset har været kulden, og til det siger Per Troelsen:
- Huset er dårligt isoleret og har alle årene været umuligt at varme op. Den tidligere familie har fortalt, at det økonomisk kun var muligt at opvarme en begrænset del af boligarealet. Et hus som har stået koldt betyder øget fugt og kondens i konstruktionerne, hvilket for os har betydet et omfattende arbejde med ny isolering af vægge og reparationer af ydervægge samt lofter.
Den tidligere familie har været gode i den forstand, at de har vidst, at de ikke kunne påtage sig et omfattende restaureringsprojekt, og derfor har de ladet det stå. Det kan være svært for ikke-fagfolk at forstå, at intet vedligehold rent faktisk kan være bedre end mange småreparationer.
Eksperimenterne fortsætter
En stor del af varmetabet kom bl.a. fra vinduer og ydervægge. De restaurerede jernvinduer får derfor forsatsvinduer, mens de pudsede betonklodser, som oprindeligt havde et tyndt lag naturkork, bliver isoleret med et for Realdania By & Byg nyt materiale, Aerogel:
- Kork har slet ikke været nok til at holde huset varmt, og derfor er vi gået drastisk til værks ved at fjerne en del af den indvendige klimaskærm. Med Kulturstyrelsens velsignelse erstatter vi puds og kork med Aerogel og pudser op med puds fra Skalflex. Sammen med de øvrige forbedringer af døre og vinduer sænker Aerogel og Skalflex-kombinationen varmetabet med 2/3. Aerogel er meget tyndt, hvilket betyder, at vi kan bevare alle de røde kakler, som PH havde indsat i lysninger, indfatninger og sålbænke i hele huset. Med en almindelig mineraluld, ville det ikke have kunnet lade sig gøre. Mineraluld anvender vi som isolering mod kælder og i taget.
Forgængeren for vor tids parcelhus
Når Realdania By & Byg vælger at opkøbe og istandsætte arkitekternes egne huse, er det blandt andet fordi de bærer en vigtig historie, forklarer Per Troelsen:
- Netop arkitekternes egne huse er spændende, for her har de ikke haft en bygherre og derfor har de kunnet give den gas med spændende ideer - og som i dette tilfælde stærkt eksperimenterende materialer - som vi den dag i dag kan have stor glæde af. Det kan virke højelitært at fokusere på de her huse, men de indgår i vores samlede fortælling. De her huse fortæller historien om parcelhusets tilblivelse, og parcelhuset er og bliver danskernes foretrukne boligform, så den formidling er vigtig.