Arne Høi er institutleder på Det Kongelige Akademi Foto: Karen Rosetzsky
Institutleder Arne Høi: Børsens brand viste, at kulturarven betyder noget for danskerne
Institutleder og arkitekt Arne Høi fra Det Kongelige Akademi peger på, at Børsens brand illustrerer, at det byggede miljø har stor betydning i dagligdagen – og opfordrer til en øget diskussion om bevaringsværdige bygninger.
Arne Høi var som titusinder af andre københavnere undervejs gennem morgenmylderet den 16. april, da en røgsøjle over hovedstaden afslørede, at dagen ville skrive sig ind i den moderne københavnerhistorie som en af de mere dystre; Børsen brændte.
Den 61-årige institutleder på Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Kultur var lige så rystet som de fleste andre. Men for Arne Høi var branden også en bekræftelse af, at den byggede kulturarv har stor betydning. Selv hos folk, der ikke skænker byens samlede masse af mursten de store tanker i hverdagen.
- Folk stoppede på gaden. Nogle sagde 'Det er Børsen', men ellers var der andagtsfuldt stille. Den dag var jeg ikke tvivl om, hvor meget kulturarven betyder for mange mennesker, siger han.
- Efterfølgende har jeg også hørt folk sige, at de glædede sig over Børsen, hver gang de kørte forbi. Det betyder sandsynligvis også, at de har glædet sig over Slotskirken, husene på Gl. Strand og andre bygninger.
- Branden er naturligvis tragisk, men fagligt er den også interessant, for den rejser en stribe spørgsmål om, hvorvidt vi kan og vil rekonstruere, og hvordan man skal gribe en rekonstruktion an, siger han.
For selv om Børsen i københavnerbevidstheden står som et værk fra Christian IV's tid, er fortællingen om, hvordan den gennemgik hårdhændede restaureringer og ombygninger i slutningen af 1800-tallet blevet endnu mere velkendt efter branden. Og faktisk var den renovering, var i fuld gang, da bygningen brændte, i gang med at justere facadens udtryk, så det kom nærmere den originale renæssancebygning.
Diskussionen om, hvad man skal stille op i en restaureringsproces, er næsten 200 år gammel. Den franske kunsthistoriker Viollet-le-Duc slog til lyd for at tilbageføre bygninger i en forbedret og forfinet form, selv om de aldrig havde eksisteret med det udtryk, de endte på. På den anden side stod briten John Ruskin, der kaldte den form for renovering 'den mest totale ødelæggelse, der kan overgå en bygning.' Bygninger skulle afspejle skiftende tider, og når de nåede vejs ende, måtte de gå i ruin eller fjernes.
I Danmark blussede den for alvor op, da Frederiksborg Slot i Hillerød brændte i december 1859. Kunsthistorikeren N.L. Høyen slog ifølge Mette Bligaaards bog 'Frederiksborgs Genrejsning' på, at ruinen burde forblive en ruin, men arkitekten Ferdinand Meldahl vandt i allerhøjeste grad diskussionen og genopførte slottet som en 'forbedring' af Christian IV's original. I samme ånd som Børsen blev 'forbedret' i samme periode – og i øvrigt en genopførelse som Meldahl fik mange hug for senere i livet.
- I debatten efter Børsens brand kan vi stadig se, at man diskuterer, hvad det oprindelige er, hvad der er lagt til bygningen og om man kan skabe noget nyt, siger Arne Høi, der kalder restaurering 'en holdsport', fordi den gode restaurering er et samspil mellem blandt andet rådgiver, myndigheder, bygherre og håndværkere.
- Spørgsmålet er, hvordan man kan sikre, at en fredet bygning fremstår som et troværdigt udsagn efter restaurering og at den har den nødvendige autenticitet. Netop Børsen er umådeligt veldokumenteret, blandt andet efter den seneste og igangværende restaurering, hvor bygningens facader er blevet grundigt opmålt og hvor der er fortaget bygningsarkælogiske undersøgelser. Her har man et rigtigt godt grundlag for en troværdig rekonstruktion, hvor man ikke skal ”digte”. Men man kan for eksempel forestille sig en fredet bindingsværksgård, hvor fredningsværdierne knytter sig en kontinuerlige udvikling med slid og patina. Her vil det ikke nødvendigvis give mening at opretholde en fredning, hvis bygningen brænder ned og skal genskabes fra bunden.
I 1964 blev der vedtaget principper for restaureringer ved et internationalt møde for restaureringseksperter. Det førte til Veneziacharteret, der blandt andet beskriver restaurering som en videnskabelig disciplin. Charteret lægger vægt på autenticitet, og på, at der forud for og under en restaurering skal udføres arkæologiske og historiske undersøgelser.
På Institut for Bygningskunst og Kultur, hvor Arne Høi er leder, er der da også vægt på undervisning i opmåling og stort fokus på værk og stedsanalyse som grundlag for projekterne.
- Alle rekonstruktioner skal være dokumenterede. Hvis ikke, er der ikke længere tale om en restaurering, men om gætteri, konstaterer han.
- Det er 0,2 procent af den samlede bygningsmasse, og dem passer vi generelt godt på, siger han og peger i stedet på en anden udfordring; de bevaringsværdige bygninger, som udpeges fordi de har lokal værdi og det er kommunerne, der udpeger dem – og ikke mindst de bygninger, der burde have været bevaringsvurderede, men ikke er blevet det. Her mangler en diskussion, mener han.
- Den type bygninger er kommunernes ansvar, og der er stor forskel på, hvordan tilgangen er. Undersøgelsen 'Tendenser i kommunernes arbejde med de bevaringsværdige bygninger' som jeg lavede for Realdania for i 2020, viser blandt andet, at selvom halvdelen af kommunerne arbejder aktivt med udpegning af bevaringsværdige bygninger, er det kun 11 procent, der har sat penge af til det. I København arbejder man stadig med 30 år gamle bevaringsvurderinger, selv om vores opfattelse af bygningsværdier kan have ændret sig.
En særlig udfordring er, at man reelt ikke ved, hvor mange bevaringsværdige bygninger, Danmark har. Det centrale register over fredede og bevaringsværdige bygninger (FBB) omfatter ca. 120.000 bevaringsværdige bygninger, mens Slots- og Kulturstyrelsen ifølge Arne Høi vurderer, at der er mellem 3- og 400.000. Arbejdet med at udpege de bevaringsværdige bygninger går tilbage til 1990´erne, hvor man kun vurderede bygninger opført før 1940.
- I dag har vi et andet syn på hvad der er bevaringsværdigt, som også omfatter efterkrigstidens byggerier og frem. Dette bør naturligvis også afspejle sig i kommunernes arbejde, og derfor er det bekymrende at cirka halvdelen af kommunerne ikke arbejder aktivt med at udpege eller revurdere bevaringsværdige bygninger, siger Arne Høi.
- Selv bygninger, der ikke er udpeget, kan have en bevaringsværdi. Det oplever vi gang på gang, når bygninger bliver revet ned. De betyder noget i et lokalområde. De seneste år er der også kommet en undertekst af, at bygninger i sig selv er værd at bevare i en ressourcesammenhæng. Så vi ser, klimadagsordenen får et kulturarvsaspekt.
Den 61-årige institutleder på Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Kultur var lige så rystet som de fleste andre. Men for Arne Høi var branden også en bekræftelse af, at den byggede kulturarv har stor betydning. Selv hos folk, der ikke skænker byens samlede masse af mursten de store tanker i hverdagen.
- Folk stoppede på gaden. Nogle sagde 'Det er Børsen', men ellers var der andagtsfuldt stille. Den dag var jeg ikke tvivl om, hvor meget kulturarven betyder for mange mennesker, siger han.
- Efterfølgende har jeg også hørt folk sige, at de glædede sig over Børsen, hver gang de kørte forbi. Det betyder sandsynligvis også, at de har glædet sig over Slotskirken, husene på Gl. Strand og andre bygninger.
Børsens brand ramte dybt ned i danskernes bevidsthed. Foto: Maya Schuster
Hårdhændede ombygninger
Arne Høi har beskæftiget sig med den byggede kulturarv, siden han i marts 1990 blev uddannet som arkitekt fra Afdelingen for Restaurering, By- og Bygningspleje på Arkitektskolen i Aarhus.- Branden er naturligvis tragisk, men fagligt er den også interessant, for den rejser en stribe spørgsmål om, hvorvidt vi kan og vil rekonstruere, og hvordan man skal gribe en rekonstruktion an, siger han.
For selv om Børsen i københavnerbevidstheden står som et værk fra Christian IV's tid, er fortællingen om, hvordan den gennemgik hårdhændede restaureringer og ombygninger i slutningen af 1800-tallet blevet endnu mere velkendt efter branden. Og faktisk var den renovering, var i fuld gang, da bygningen brændte, i gang med at justere facadens udtryk, så det kom nærmere den originale renæssancebygning.
Diskussionen om, hvad man skal stille op i en restaureringsproces, er næsten 200 år gammel. Den franske kunsthistoriker Viollet-le-Duc slog til lyd for at tilbageføre bygninger i en forbedret og forfinet form, selv om de aldrig havde eksisteret med det udtryk, de endte på. På den anden side stod briten John Ruskin, der kaldte den form for renovering 'den mest totale ødelæggelse, der kan overgå en bygning.' Bygninger skulle afspejle skiftende tider, og når de nåede vejs ende, måtte de gå i ruin eller fjernes.
I Danmark blussede den for alvor op, da Frederiksborg Slot i Hillerød brændte i december 1859. Kunsthistorikeren N.L. Høyen slog ifølge Mette Bligaaards bog 'Frederiksborgs Genrejsning' på, at ruinen burde forblive en ruin, men arkitekten Ferdinand Meldahl vandt i allerhøjeste grad diskussionen og genopførte slottet som en 'forbedring' af Christian IV's original. I samme ånd som Børsen blev 'forbedret' i samme periode – og i øvrigt en genopførelse som Meldahl fik mange hug for senere i livet.
Frederiksborg Slot. Foto: Tim Panduro
- I debatten efter Børsens brand kan vi stadig se, at man diskuterer, hvad det oprindelige er, hvad der er lagt til bygningen og om man kan skabe noget nyt, siger Arne Høi, der kalder restaurering 'en holdsport', fordi den gode restaurering er et samspil mellem blandt andet rådgiver, myndigheder, bygherre og håndværkere.
- Spørgsmålet er, hvordan man kan sikre, at en fredet bygning fremstår som et troværdigt udsagn efter restaurering og at den har den nødvendige autenticitet. Netop Børsen er umådeligt veldokumenteret, blandt andet efter den seneste og igangværende restaurering, hvor bygningens facader er blevet grundigt opmålt og hvor der er fortaget bygningsarkælogiske undersøgelser. Her har man et rigtigt godt grundlag for en troværdig rekonstruktion, hvor man ikke skal ”digte”. Men man kan for eksempel forestille sig en fredet bindingsværksgård, hvor fredningsværdierne knytter sig en kontinuerlige udvikling med slid og patina. Her vil det ikke nødvendigvis give mening at opretholde en fredning, hvis bygningen brænder ned og skal genskabes fra bunden.
I 1964 blev der vedtaget principper for restaureringer ved et internationalt møde for restaureringseksperter. Det førte til Veneziacharteret, der blandt andet beskriver restaurering som en videnskabelig disciplin. Charteret lægger vægt på autenticitet, og på, at der forud for og under en restaurering skal udføres arkæologiske og historiske undersøgelser.
På Institut for Bygningskunst og Kultur, hvor Arne Høi er leder, er der da også vægt på undervisning i opmåling og stort fokus på værk og stedsanalyse som grundlag for projekterne.
- Alle rekonstruktioner skal være dokumenterede. Hvis ikke, er der ikke længere tale om en restaurering, men om gætteri, konstaterer han.
Læs også:
Institutleder Arne Høi, Det Kongelige Akademi: Vi skal finde kvaliteterne og bygge videre på dem
Børsen var under renovering, da den brændte – blandt andet var facaden ved at blive ført tilbage til et mere originalt udtryk og var ved at blive udstyret med nyhuggede sandstensskulpturer. Foto: Arne Høi
Nye bevaringsværdier
Børsen var, da bygningen brændte, omdrejningspunkt for et projekt, der handlede om at bevare og styrke bygningen. Den var blandt de omkring 7.000 bygninger, der er udpeget som fredede og forvaltes af af Slots- og Kulturstyrelsen, fordi man vurderer at de har national værdi.- Det er 0,2 procent af den samlede bygningsmasse, og dem passer vi generelt godt på, siger han og peger i stedet på en anden udfordring; de bevaringsværdige bygninger, som udpeges fordi de har lokal værdi og det er kommunerne, der udpeger dem – og ikke mindst de bygninger, der burde have været bevaringsvurderede, men ikke er blevet det. Her mangler en diskussion, mener han.
- Den type bygninger er kommunernes ansvar, og der er stor forskel på, hvordan tilgangen er. Undersøgelsen 'Tendenser i kommunernes arbejde med de bevaringsværdige bygninger' som jeg lavede for Realdania for i 2020, viser blandt andet, at selvom halvdelen af kommunerne arbejder aktivt med udpegning af bevaringsværdige bygninger, er det kun 11 procent, der har sat penge af til det. I København arbejder man stadig med 30 år gamle bevaringsvurderinger, selv om vores opfattelse af bygningsværdier kan have ændret sig.
En særlig udfordring er, at man reelt ikke ved, hvor mange bevaringsværdige bygninger, Danmark har. Det centrale register over fredede og bevaringsværdige bygninger (FBB) omfatter ca. 120.000 bevaringsværdige bygninger, mens Slots- og Kulturstyrelsen ifølge Arne Høi vurderer, at der er mellem 3- og 400.000. Arbejdet med at udpege de bevaringsværdige bygninger går tilbage til 1990´erne, hvor man kun vurderede bygninger opført før 1940.
- I dag har vi et andet syn på hvad der er bevaringsværdigt, som også omfatter efterkrigstidens byggerier og frem. Dette bør naturligvis også afspejle sig i kommunernes arbejde, og derfor er det bekymrende at cirka halvdelen af kommunerne ikke arbejder aktivt med at udpege eller revurdere bevaringsværdige bygninger, siger Arne Høi.
- Selv bygninger, der ikke er udpeget, kan have en bevaringsværdi. Det oplever vi gang på gang, når bygninger bliver revet ned. De betyder noget i et lokalområde. De seneste år er der også kommet en undertekst af, at bygninger i sig selv er værd at bevare i en ressourcesammenhæng. Så vi ser, klimadagsordenen får et kulturarvsaspekt.
