
Silver Arrow: Et sølvglimtende vartegn på Islands Brygge
På Islands Brygge tårner det 14 etagers boligtårn, Silver Arrow, sig op. Bag projektet står Holgaard Arkitekter, og takket være sin slanke og karakteristiske udformning, fremstår bygningen som et pejlemærke uden at det dominerer sine omgivelser.

Navnet Silver Arrow virker næsten selvindlysende. Den høje bygning giver med sine karakteristiske udformning og vinduesbånd i glas og brystninger i sølvfarvet strækmetal, en fornemmelse af en sølvfarvet pil, der viser vej i byens kaos. Alt sammen hviler på en base af glas og jurakalk, der skaber et lyst, let og levende fundament for byggeriet, hvori man bydes velkommen af en reception i stueplan. Men navnet kommer sig faktisk af bygherrens fascination for Mercedes-Benz’ ikoniske racerbil i sølvfarvet aluminium:
- I gamle dage var sportsvogne lakeret i nationale farver. Men Mercedes Benz’ bil var inden et løb for tung, og man skrællede al unødig maling af, hvorefter man stod tilbage med den nu ikoniske sølvgrå racerbil, som blev døbt Silver Arrow. Blottet for unødvendigheder. Kun form og funktion stod tilbage. Det er samme tankegang, som ligger bag vores valg af materialer og form. Vi ville skabe en facade og struktur, der var helt uden unødvendigheder. Meningen har været at skabe et minimalistisk arkitektonisk pejlemærke, fortæller Carsten E. Holgaard fra Holgaard Arkitekter,, der er arkitekten bag byggeriet og som har tegnet flere af de nye markante bygninger på Islands Brygge for bygherren Walls Copenhagen.
Begrænsninger skabte smukt design
Men bygningsdesignet er også skabt ud fra nødvendighed. Med en smal byggegrund og en transformerstation samt rørledninger, der lå i vejen, var man nødt til at tænke kreativt:
- Vi havde nogle hæmsko i forhold til bygningsdesignet. Men det er jo sådan vi arkitekter arbejder. Vi må tilpasse os de begrænsninger omstændighederne stiller os og få det bedste ud af det. Så er det jo dejligt når man i sidste end står med en bygning man kan være stolt af og som bliver vel modtaget, fortæller Carsten E. Holgaard og fortsætter:
- Projektet er også lykkedes takket være et godt samarbejde byggeriets parter imellem. Jeg har før arbejdet sammen med bygherren og vi har en rigtig god dialog med respekt for hinandens tanker og visioner. Det er selvfølgelig ikke altid man har den luksus at kende sine samarbejdspartnere så godt, men det hjælper altid til at processen fra ide til endeligt byggeri, glider lettere.

Fakta
Det 14 etager høje boligtårn består af 26 boliger, hvoraf hver etage består af to lejligheder på 150 m2. Herfra er der fra de store vinduespartier og altaner, udsigt udover havnelivet, fælleden, Københavns skyline og Øresund. Lejlighederne i bygningen er del af STAY-konceptet, der er udlejning af møblerede lejligheder på korttidsbasis.