Trappen der blev et monument for godt snedkerarbejde
Malingsleverandøren Hempels nye hovedkontor kombinerer gode kontorfaciliteter med et state of the art forsknings- og udviklingscenter. Hovedattraktionen er atriummets trappe, hvor al snedkerarbejde er blevet udført af Raaschou Inventarsnedkeri. De har sat alle kompetencer i spil for at skabe et arkitektonisk og bygningsteknisk mesterværk.
Et af de helt store tilløbsstykke i Hempels nye hovedkontor er den femetagers spiralformede trappe i atriummet, som næsten bliver levende takket være et stort ovalt ovenlys. Trappen har krævet særlige håndværksmæssige kompetencer og en dyb forståelse for, hvordan de forskellige materialer arbejder sammen.
At slutresultatet står i så høj en kvalitet kan man bl.a. takke Raaschou Inventarsnedkeri for samt det gode samarbejde omkring projektet. De har udført al snedkerarbejdet, og opgaven vakte stor begejstring hos snedkermester og indehaver af Raaschou Inventarsnedkeri, Mads Raaschou:
- Det har været en både spændende og sjov opgave at lave snedkerarbejdet på den spiralformede trappe. Vi har skulle bygge rundt, krumt, buet og dobbeltkrumt, så det har været en snedkeropgave ud over det normale. Trappen er bygget rundt om en stålkerne, som er svejset sammen på stedet og hvor vi har lavet hele træbeklædningen, forklarer Mads Raaschou og fortsætter:
- Der har ikke været nogen standardmål, og alt har skullet udføres med millimeterpræcision. I processen har vi foretaget en punktskysopmåling med scanner, hvorefter vi har moduleret elementerne i 3D rundt om. Det har været komplekst og indebåret en masse manuelt arbejde, der har mindet om en kæmpestor lagkageudstikker med tilpasning til et centerpunkt med strenge ud til en yderskal. Men det endelige produkt er blevet helt fantastisk, og det er udført til alles tilfredshed.
Gensidig respekt
Mads lægger også vægt på, at det flotte resultat skyldes en god dialog og gensidig respekt mellem byggeriets parter:
- Kvalitet er altafgørende for os. I opgaven for Hempel har vi været glade for samarbejdet med arkitekter og entreprenør, da der i sådan et projekt er en masse detaljer, som alle parter skal tale ind i. Det har betydet, at det har været en sjov opgave til trods for kompleksiteten, forklarer Mads.
Fakta
Raashou Inventarsnedkeri blev grundlagt i 2001 af møbel- og maskinsnedker Mads Raaschou.
Virksomheden består i dag af Raaschou Inventarsnedkeri A/S og Raaschou Byg A/S med i alt 60 medarbejdere, der løser alle specialopgaver indenfor snedkerfaget.