Udstilling på Louisiana: Opgør mod tidsoptimerende mainstream byggeri

Udstillingen Taking Time er netop åbnet og man kan komme helt tæt på arkitekten Anupama Kundoos arbejde, der tager os på en rejse fra små ydmyge børnehjem i Indien, bygget med hjælp fra gamle og kreative håndværktraditioner, til store projekter i idealistbyen Auroville.

 

Anupama Kundoo har på nærmeste hold studeret gamle håndværkstraditioner og byggematerialer, som hun sidenhen videreudvikler. Hendes virke som arkitekt bevæger sig i krydsfeltet mellem klassiske arkitektdyder, gammelt håndværk og grundforskning. Det er ikke for at skabe noget nyt, men noget der fungerer:

 

- Ens mål og vision skal ikke bare være at skabe noget nyt, fordi det er nyt. Der er en række universelle regler, der findes i naturen og i matematikken, som vi arkitekter bør arbejde ud fra. For vores arbejde er ikke at finde noget nyt, men noget der fungerer for de mennesker vi nu engang bygger til. Derfor bør man se på alt det, der er gået forud for vores tid og tage ved lære af alt det, som har fungeret og hjulpet vores forfædre gennem mange generationer, fortæller Anupama Kundoo og fortsætter:

 

- Selve de fysiske håndværk er også af stor betydning for mig. For vi bliver som mennesker klogere gennem vores hænder. Da Homo Sapiens først begyndte at gå på to ben, blev vores hænder frigjorte, og ved at røre, føle og skabe, udviklede vi vores hjerner. Håndværket er derfor ikke alene vigtigt for vores byggeprocesser, men for vores menneskelige udvikling og intelligens.

 

 

Ingen materialefetich

Udstillingen på Louisiana er også en dør ind til Anupamas forskningslaboratorium og materialebank, der tydeligt viser at hun ikke har en forkærlighed til en byggeteknik eller et materiale, men derimod at hun ivrigt undersøger hvilke materialer og teknikker, der passer til den enkelte byggesag:

 

- Jeg har ikke en fetich for ét materiale, jeg elsker at arbejde med alle materialer. Det handler om hvordan vi bruger dem i praksis. Hver opgave byder på nogle unikke udfordringer, der i tilgift byder på nogle unikke løsninger, siger Anupama og afslutter:

 

- Derfor har jeg det svært med begrebet mainstream. Hver gang man har en god ide, bliver der spurgt: ”Fint, men hvordan mainstreamer vi det?” Som om, at man kun er god, hvis noget kan gøres til mainstream. Men hvorfor skal vi mainstreame når problemer, behov og løsninger varierer så meget? Det samme gælder det tidspres som byggeprojekter og arkitekter er underlagt. Bare fordi noget går hurtigt bliver det ikke godt. Vi er for optaget af at se på hvordan vi sparer tid, men jeg syntes vi skal se på konsekvenserne af tidsbesparelserne og i stedet slå koldt vand i blodet og begynde at give os selv mere tid: Give os tid til at lære, bygge og udfordre. Giver vi os selv mere tid i byggeriet vil det have en masse positive følgevirkninger, både socialt og bæredygtigt.