Arbejdermuseet stråler igen efter udfordrende restaurering

Restaurering af en bygning, der er indviet i 1879, og som senere er vokset ved knopskydning og renoveret adskillige gange – er ikke nogen helt enkel sag.

Det kan arkitekt og partner i Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S Signe Baadsgaard, skrive under på.

Fra februar til oktober sidste år, har hun været ansvarlig arkitekt på restaureringen af arbejderbevægelsens gamle forsamlingshus – det nuværende Arbejdermuseum i Rømersgade, København.

Signe Baadsgaard fortæller, at bygningen fremstod lidt træt med mængder af glasvæv og okkerfarvet akrylmaling. Så bygherre ønskede at få det til at stråle igen, hvilket åbnede for en hel del dilemmaer:

 

 

Flere ubekendte

- Helt grundlæggende så kender man jo ikke omfanget af sådan en opgave, før man begynder at kradse i overfladen. Og det er en udfordring – ikke mindst fordi vi skulle være færdige til 15. oktober, hvor arbejderbevægelsen i Danmark fejrede 150-års jubilæum, smiler Signe Baadsgaard og fortsætter:

- Det næste spørgsmål var så, hvilket år, vi skulle restaurere tilbage til. Arbejdermuseet er jo bygget af arbejderne selv i 1879, og er siden da udbygget og renoveret adskillige gange.

Dermed er der langt fra tale om et stilrent og helstøbt værk, men nærmere et patchwork af forskellige stilarter. Det betød bl.a. at konservatorerne nogle steder fandt op til 15 lag maling.

1913 som referenceår

Signe Baadsgaard tilføjer, at den mest markante ændring af bygningen fandt sted i 1913, hvor hovedtrapperummet blev bygget til, og adgangsvejen til Festsalen blev ændret. Ændringen havde så stor en betydning for bygningen, at man valgte 1913 som referenceår:

- Men vi har løbende vurderet, om 1913 var det rigtige årstal for de enkelte rum. Om det var her, den sjoveste historie eller den smukkeste dekoration kunne hentes, og hvordan samspillet med de omkringliggende rum og farver ville blive, siger hun og nævner, at restaureringen også omfattede ny belysning og en energirenovering til fordel for indeklimaet.

 

 

Arbejdermuseet, foto af Adam Mørk

Historisk vandring

Men det er helt klart den historiske vandring ned gennem de mange malingslag med videre, der har fascineret arkitekten mest:

- Jeg har været helt oppe i skyerne over den her opgave. Man kan jo slet ikke undgå at føle historiens dybde, når man så at sige graver sig ned igennem den sammen med farvearkæologerne.

Det har været fantastisk spændende og næsten rørende, lyder det.

Én af de ting, der har gjort særligt indtryk, var opdagelsen af en skønvirke frise fra 1913, der var godt gemt bag mange lag maling:

- Det var en kæmpe overraskelse af den slags, der gør restaureringsprocesser som denne super spændende, siger Signe Baadsgaard og uddyber:

- Ud over, at den er vanvittigt smuk, handler det også om, at der ikke findes så mange skønvirkedekorationer i Danmark, som der gør andre steder i Europa. Så det var ret unikt.


Men, der var mere at komme efter skulle det vise sig:

- Vi fandt faktisk også en skønvirkefrise på det hvælvede loft over festsalens balkon. Den blev dog kun delvist fritlagt med henvisning til økonomien. Men den er der, og det fik konservatorerne og alle andre til at juble, smiler Signe Baadsgaard.

Borgerskabets idealer

Men ud over de imponerende mængder af dekorationer og ekstremt store marmorerede vægpartier er der også et andet forhold, som har påkaldt sig opmærksomhed. Det handler om æstetiske idealer:

- Set med nutidens øjne, ville man måske forvente af finde spor af protestbevægelse eller modkultur i det æstetiske udtryk. Men det eksisterer slet ikke. Tværtimod er huset faktisk dekoreret efter borgerskabets æstetiske idealer - måske fordi man jo kæmpede for, at den almindelige arbejder skulle have samme levestandard som netop borgerskabet, lyder det fra Signe Baadsgaard.