![Ribe](https://dl2phipa8wx75.cloudfront.net/mediaxpress/700x420/806688ec92310c83c3051e05790e1ec6ffb5b227/article/1718801505-dib-Ribe.jpg)
Både Kannikegården af Lundgaard og Tranberg og hele bearbejdningen af Domkirkepladsen i Ribe af Torben Schønherr er forbilledlige eksempler på, hvordan nyt og gammelt kan gå hånd i hånd. Foto fra bogen af Jens Markus Lindhe
Arkitekter: Glem fagsproget og tal til sanserne
I den brede offentlighed opfattes arkitektur som et vanskeligt tilgængeligt emne, og det ærgrer arkitekt og forfatter Holger Dahl, som mener, at man som arkitekt bør interessere sig mere for slutbrugernes tanker og sansninger af ens arkitektur.
Bogen "75 tanker om at sanse arkitektur" udkom på forlaget Grønningen 1 i november 2023. Forsidefoto: Jens Markus Lindhe, design: Rasmus Funder
Alle fag har et særligt sprog. Et fagsprog altså. Hvis man beskæftiger sig indgående og detaljeret med et bestemt emne, er det naturligt, at man udvikler et præcist sprog, der kan beskrive alle aspekter af, hvad det nu er, man har gang i. Uden fagsprog er man handicappet som en pianist i boksehandsker, alle nuancer forsvinder og reduceres til en binær verden af “tænd” og “sluk”.
Mængden af en given branches fagsprog i det almindelige sprog siger noget om, hvor vigtig branchen er i det almindelige, gennemsnitlige liv, vi alle deler. Alt efter temperament kan man derfor bliver opløftet eller deprimeret over, at kokke- og konsulentbranchens sprog er de to fagsprog, der for tiden breder sig mest ind i normalsproget. Implementere, perspektivere, italesætte, og den slags ord dukker op som ukrudt i sproget selv i vores børns børnehaver og derfra direkte ind i almindelige menneskers liv, hvor de ikke har noget at gøre.
Lidt mere mening er der i, at kokkesproget er ved at blive mainstream. I forlængelse af de seneste 25 års altfortærende ædegilde på alle skrive-, sende- og taleflader er tidligere fagbegreber som at emulgere, legere, pochere og montere kommet ind i almindelige folks køkkener og derfra videre til deres bevidsthed.
At den slags ting sker, er let at forstå, for sprog definerer vores verden. Det er kun de ting vi har et sprog for, vi kan diskutere, og dermed er det også kun de ting, vi allesammen har et sprog for, vi kan udvikle og give indhold til fællesskabets bedste.
I mit arbejde i arkitektbranchen har jeg ofte været trist over den afkobling, der er mellem arkitekternes og deres kunders verden. I de brede lag opfattes arkitektur som et eksotisk og vanskeligt tilgængeligt emne, og derfor bliver den offentlige diskussion om arkitektur ofte ført udelukkende med primitive begreber – som at høre pianisten med boksehandskerne. Det har altid undret mig, for arkitektur er den mest naturlige af kunstarterne. Den eneste kunstart man ikke kan komme udenom. Vi lever i arkitektur fra fødsel til død, og derfor er det min drøm, at alle mennesker i Danmark kunne blive i stand til at tale om den på en meningsfuld måde.
Arkitektur handler nemlig ikke om andet end de sanser, vi alle har, og hvis arkitekterne kunne pakke det lukkede fagsprog væk og i stedet tale om de sanselige oplevelser, arkitekturen rummer, ville døren være åbnet til at alle kunne udvikle deres ordforråd om arkitekturens verden.
Et hus i sin enkleste form er et tag, der giver ly for regnen og en væg, der giver læ for vinden. Alt derefter er udviklinger af kunstarten arkitektur. Foto fra bogen af Jens Lindhe.
I bogen “75 tanker om at sanse arkitektur” forsøger jeg i al beskedenhed at påtage mig den svære opgave: at forklare det berømte “almindelige menneske”, hvad det egentlig er, arkitekturen går ud på.
Jeg husker stadig, da jeg var barn, hvordan mine kammerater pludselig en dag viste sig at vide alt om, hvad man kaldte delene i en knallertmotor: Karburator, topstykke, tændrør, ventiler og den slags. For mig lød ordene som gypf, ralkur, og knurt – absurd volapyk uden kontakt til vores verden, og jeg kunne ikke forstå, hvordan de andre havde lært dem. Vi lavede nogenlunde de samme ting, så de samme ting i fjernsynet, gik i samme skole, lavede de samme lektier. Men altså – pludselig en dag var der et nyt sprog, drevet af interessen for at blive knallertbølle.
Jørn Utzon var en mester i at forene det skønne, det gode, og det sande i arkitekturen. Hans boligprojekter, som for eksempel Fredensborghusene her, har på samme tid en monumental sikkerhed, en ligefrem skønhed og en charmerende enkelhed. Foto fra Bogen: Jens Markus Lindhe.
På samme måde er det med mad, sport og arkitektur. Hvis interessen er der, dukker sproget op, fordi det er vigtigt at kunne nuancere sin tale. Det er vigtigt at kunne sige præcis hvad, man mener. Det er derfor mit håb, at fremtiden vil bringe en tilstand, hvor boligkøberne er interesserede i hvad, de rent faktisk oplever i de rum, de har anskaffet sig, og hvor arkitekterne for alvor interesserer sig for hvad brugerne af deres bygninger tænker og sanser. Så vil vi helt naturligt nå frem til et sprog, begge parter kan forstå, og vi vil være i stand til at udvikle bedre og bedre bygninger – til gavn for hele samfundet.