Portræt af Jens Thomas Arnfred: Arkitekturen skal være varmt til stede

Viken. Foto: Flemming Ibsen/Vandkunsten

Når man modtager en æresmedalje, er det naturligt at se tilbage, og Jens Thomas Arnfreds festforelæsning på Borups Højskole havde både dybde og humor. For en fuld sal kvitterede han Akademisk Arkitektforenings æresmedalje med 10 manifester, et væld af projekter, ledsaget af musikalske kommentarer af Carsten Dahl.

 

Medaljen blev tildelt Arnfred for sit livslange bidrag til dansk arkitektur. Som medstifter af Tegnestuen Vandkunsten og partner gennem næsten 50 år, har han lagt navn til mange af dens værker. De var helt unge, da de fandt sammen og lagde sig i selen for at finde alternative boformer for de lavest lønnede. Det var en idékonkurrence om tæt-lavt byggeri i 1972, som blev startskuddet til en tegnestue med en lang række prisbelønnede boligbyggerier på samvittigheden.


Ideerne, som Vandkunsten tog op først i 1970erne, er stadig aktuelle. Tankerne om at komme ud og mærke naturen, anvende beskedne materialer, være nøjsom og bo på mindre plads har fået fornyet aktualitet. Men hvilke chancer skal vi tage fremadrettet indenfor arkitekturen, og hvor ligger kampen i dag, spurgte Byggeri+Arkitektur arkitekten om.

 

Humanisten

Det er ikke svært at finde den næste kamp, for den ligger i forlængelse af den, vi ikke vandt, svarer Jens Thomas Arnfred:

 

– Vi skal stadig blive bedre til at nøjes med mindre, og det er en fornem opgave, for der ligger et kæmpe æstetisk potentiale i at ‘skære flæsket fra’ og i at genbruge og genanvende.

 

Selvom Vandkunstens formsprog har sat sine tydelige spor i nutidens boligbyggeri, fik parolerne om selvforsyning, alternativ energi, variation og oplevelsesrigdom ikke rigtig fæste i samfundet. Men det er måske godt nok med pauser, bare vi kommer klogere tilbage til bordet, siger han:

 

– Du sidder ikke over for et menneske, der slet ikke kan have, at verden rører på sig. Tværtimod. Jeg er taknemmelig over ethvert nyt kapitel, så længe det byder på eventyrlige pointer og det humane perspektiv bliver styrket. Det der presser sig på nu er, at vi pinedød skal omlægge vores forbrugsvaner. Det gælder også måden, vi bygger og bor på. Den dagsorden, som klimakrisen sætter så brutalt, skal vi ikke stritte imod. Vi fik gjort forfaldets æstetik attraktiv, og det var en spæd begyndelse. Men i dag er det tydeligt, at hele byggebranchen skal revurdere sine værdikæder.

Jystrup Savværk. Foto: Rasmus Hjortshøj/COAST Studio

 

 

En voldsom størrelse

Det er otte år siden Jens Thomas Arnfred trak sig ud af Vandkunsten, og i dag tegner han kun mindre projekter – i øjeblikket på atelierboliger i Tisvilde. Fra tid til anden bliver hans tegnestue Kanalen fyldt med unge arkitektstuderende fra Kunstakademiet til tegneundervisning.

 

– Jeg spørger til, hvad drømmer I om? Hvad driver jer? For det er ikke bare at sidde i et hjørne og opfinde verden. Arkitekturen bor i brystkassen, og det er den, vi skal lytte til, når der bygges.

 

Et nyere byggeri, han synes kan noget, er studielandsbyerne CPH Village. Han ser også masser af følsomhed og talent hos yngre tegnestuer som LETH & GORI, Praksis Arkitekter, JAJA, Cobe. Og hos BIG og Dorte Mandrup er der altid noget på spil. Kaktustårnene der vildt bryder horisonten ved Kalvebod Bygge og som fletter fingre med Mandrups mere klassiske IKEA, bliver han ramt af. 

 

Være med hvor jorden brænder

– I Vandkunsten havde vi en forestilling om, at vi - somehow – måtte tættere på naturen. Undres og måske ligefrem blive taknemmelige. For vi skal kraftedeme gøre os umage og give noget tilbage, til den natur, vi tyvstjæler, når vi bygger, siger Jens Thomas Arnfred.

 

Han er opvokset i et hjem med meninger og højt til loftet. Men man skulle også yde. Efter 7. klasse skulle alle otte søskende ud at arbejde og lære om livet, og det er han lykkelig for. Han kom ud at sejle, lavede børneteater, gik i lære som tømrer, spillede rockmusik og endte på arkitektskolen. - Men jeg kunne ikke finde ud af at gøre noget af det færdigt, siger han. Først da vi fandt sammen på Vandkunsten, ku’ jeg mærke, at jeg havde fat i noget der duede. Vi var tilpas forskellige i partnerkredsen, men vi holdt sammen, fordi vi havde en fælles sag.

 

– Der lå ikke en stjernearkitekt in spe i mig, siger Jens Thomas Arnfred, som ikke er meget for at fremhæve sig frem for de andre i Vandkunsten. Men han blev da særligt rørt, da han modtog Arkitektforeningens æresmedalje, fordi den blev tildelt af hans faglige kollegaer.

 

 

Solidarisk og loyal

Selvom det ikke har skortet på faglige anerkendelser til Vandkunsten, ser Jens Thomas Arnfred ikke, at tegnestuens ideer var specielt originale.

- Vi var jo bare en forlængelse af arkitektfagets humanistiske tradition. Lang tid før os var der andelsbevægelsen og boligbevægelsen omkring  2. Verdenskrig. I den slipstrøm af opbyggelighed, befandt vi os godt, og den kan der såmænd blive brug for igen. Det handler grundlæggende om at være loyal og solidarisk overfor noget, der er værd at stå for. Vi delte en indignation, og det førte til en række almennyttige boligbyggerier og bofællesskaber, som fejrede boligens mere sociale aspekter. Især bofælleskaberne lærte os at gå i dialog med bygherren. Der er meget at tale om, når det gælder balancen mellem det private og det fælles.

 

Nøjsomhed

Arkitekturen kan ikke undvære, at man tror på noget og involverer sig i problemets løsning, mener Jens Thomas:

- Hver gang vi bygger, lægger vi en flig til danmarkshistorien. Man vil gerne være foran sin egen tid med sine bygninger, for de skal jo ligge der i mange år. Men hvad vil det sige at være det ‘moderne’ for tiden? Det har ærgret mig, at omstillingsparatheden indenfor byggeriet ikke er større. Og jeg har stadigvæk ikke helt forstået, hvorfor store tegnestuer er bedre end små tegnestuer til at tegne gode huse.

 

- Jeg tror, at den udskældte arkitektur ned langs Københavns Havnefront om mange år vil blive set på et levn fra grådighedens årti. På sigt - og nu gætter jeg – vil det blive betragtet som en dårlig investering at købe rettigheden til havudsigten. Det er et falsk signal på rigdom. Skal vi eksportere dansk arkitektur, og det skal vi, kunne jeg ønske mig, at der kom mere kærlighed i tabellerne, mere nøjsomhed i løsningerne. Rigtig rigdom ved vi jo godt, hvad er. Det er, når vi møder mennesker, der er levende og tilstede. Som med åbne øjne, indsigt og hjertebanken vil, at verden skal lykkes.

 

Opgør med det polstrede

Måske kommer arkitekterne i fremtiden til at læne sig op ad ingeniørernes kunnen, mener Jens Thomas Arnfred:

 

– Jeg tænker, at der kommer et opgør med det unødvendige, det polstrede, det sminkede, det postulerede. Verden hungrer efter nærvær og autencitet. Jeg ville ikke have spor imod, at den nye arkitektstand bliver en slags ingeniørstand. Den tekniske indsigt bliver afgørende, når vi skal levere besjælede svar på de udfordringer vi står midt i. Selvom det er vigtigt at blive sur nogen gange, kan jeg kun glædes over, at klimakurven nu kræver helt nye programmer.