<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Portræt af Johnny Svendborg: At ville det meningsskabende
annonce
Portræt af Johnny Svendborg: At ville det meningsskabende

Portræt af Johnny Svendborg: At ville det meningsskabende


Muligheden for at skabe noget betydningsfuldt for folk mange år frem i tiden – det er for Johnny Svendborg fra Svendborg Architects selve kernen i at være arkitekt. Vi kan ikke vælge arkitekturen fra, den er en basal del af alle menneskers liv, og det giver et stort potentiale, men også en stor forpligtelse.

Svendborg Architects har til huse i Sankt Annæ Passage i København, og den beliggenhed passer Johnny Svendborg glimrende, da han kan cykle direkte fra sit hjem på Christianshavn, ligesom der er kort af stand til Charlottenborg, hvor han i en årrække har haft sin gang som formand for Akademirådet, ligesom også KADK er inden for rækkevidde, hvor Johnny Svendborg har undervist som studielektor. Endelig er Johnny Svendborg som nyvalgt formand for Arkitektforeningen i tæt kontakt med andre arkitekter omkring emner som fagets udvikling, arkitektonisk kvalitet og balancen mellem idealisme og pragmatik.  

 

- Jeg har glædet mig over at kunne bevæge mig rundt mellem forskellige lokationer – fra at tale om ”det skønnes” rolle i samfundet på mit hjørneværelse på Charlottenborg til at udfolde det drømmende på Arkitektskolen til at virkeliggøre konkrete projekter på min tegnestue. Jeg kan ikke undvære ambitioner, drømme og ideologier, men jeg kan heller ikke undvære at realisere projekter. Så jeg har kunnet cykle frem og tilbage mellem de forskellige verdener og forsøgt at tage noget med fra hvert sted: Så man på Arkitektskolen også har forståelse for hvordan, tingene bliver virkeliggjort, samtidig med man også i virkeliggørelsen får ambitioner ind i arbejdet – så vi ikke bare stabler en masse etagedæk, og så er vi færdige. Arkitekters fornemste opgave er at kunne sætte sig ud over tiden.

 


Uppsala Konsert- og Kongresshus af Hennig Larsen Architects. Foto af Svein Hertel-Aas



Et eksempel på den tankegang er en opgave, hvor Svendborg Architects har omdannet en gammel stald til atelier for entertaineren Martin Brygmann.

 

- Staldbygningen ligger tæt på det fine gamle stuehus, og derfor gik vi ikke drastisk til værks – der er således stadig mørkt saddeltag og hvidkalkede mure. Men jeg kan ikke lade være med at skubbe lidt til tingene, så taget er af metal, ligesom det er forhøjet en anelse. Der er altid en balance mellem hensyn og mod, hvor man som arkitekt skal kunne tilføre noget ekstra og noget uventet til bygningerne. Indenfor er væggene og den ene halvdel af loftet beklædt med spejle, hvilket giver sollyset nogle dybt mærkværdige spejlinger, ligesom placeringerne af vinduerne kan give et indtryk af, at der vokser træer ned fra loftet. Jeg holder af at gøre tingene enkelt, og anderledes, så der sker overaskende ting, når man bevæger sig rundt om eller ind i en bygning.

 


Kunstens Hus. Rasmus Hjortshøj

 

Dimension på dimension på dimension

Johnny Svendborg har gennem hele sit liv tegnet meget, og han forestillede sig en overgang en karriere som kunstmaler.

 

- Da billedkunstnerdrømmen fortog sig, arbejdede jeg meget med grafisk design i en periode, hvorefter jeg opdagede mulighederne ved at designe objekter i et rum. Man kan sige, at jeg bevægede fra det todimensionelle til det tredimensionelle, frem til jeg opdagede arkitekturen – at man kan gå ind i et rum og bevæge sig rundt om det – så kom der en dimension yderligere på, og fra da af var der ingen vej tilbage for mig, fortæller Johnny Svendborg, som stadig bruger håndtegninger meget i sit arbejde i lighed med eksempelvis Mikkel Frost fra tegnestuen CEBRA.

 

- Det fantastiske ved arkitekturen er, at den er en ramme om så mange ting. Selvfølgelig findes billedkunsten i det offentlige rum, men oftest er den på museum eller hos samlere – og den skal vælges til, hvor arkitekturen er en forpligtende, basal del af menneskets liv, som vi ikke kan slippe fra. Man kan lade være med at gå i operaen eller på museum, men med arkitekturen har jeg en mulighed for at skabe noget, der er en mærkbar del af folks liv. Og folk sanser og oplever ens arbejde på en anden måde, end man selv havde forestillet sig. Tingene får deres eget liv, fortæller Johnny Svendborg og fortæller om en oplevelse fra åbningsdagen på Uppsala Konsert- og Kongresshus i 2007, som han var ansvarlig for i sin tiårige periode hos Henning Larsens Architects:

 

- Jeg havde brugt omkring fem år af mit liv på det projekt, og det er fuldstændig unik følelse, når man på åbningsdagen kan bevæge sig omkring i sit værk sammen med husets nye brugere. På et tidspunkt kunne jeg høre en ung knægt, der talte med en ven på sin telefon, og han sagde: Jeg er i koncertsalen: Byens nye hjerte. Og selv den dag i dag bliver jeg meget rørt ved at tale om det. Han vidste ikke hvem, jeg var – jeg var bare en gammel idiot på over 20 år – men han kunne mærke, at der var sket noget med hans by, og at han var på det nye, coole sted i byen. At centrum har rykket sig. Det var en enormt stor oplevelse for mig. Og at man kan påvirke sådan nogle ting og skabe en helt ny opfattelse af folks egen by, det er simpelthen fantastisk!

 

Uppsala Konsert- og Kongresshus var en særlig opgave for Johnny Svendborg, da han var ansvarlig for projektet helt fra konkurrencen frem til afleveringen.

 

- Der var en fremsynet borgmester i byen, som ønskede at forbinde den nye bydel på den anden side af jernbanen med den historiske bydel. Grunden gav visse udfordringer i forhold til solforhold og resten af byen, da man ankommer fra den mørke side af bygningen. I stedet for at lade de tre koncertsale ligge ved siden af hinanden, så valgte vi at stable dem oven på hinanden, hvor foyeren er øverst, hævet over byens tage. Bygningen er således gennemskåret af byens horisont, og det betyder, at man i pausen kan man se tilbage på den historiske by. Samtidig giver det et interessant flow, som bryder med den traditionelle lineære struktur frem til scenen – her bevæger man sig i en cirkulær bevægelse igennem bygningens etager, siger Johnny Svendborg og fortæller, at facadens krystallinske udformning er opstået ud fra tanken om at videreføre koncertsalenes indre, hvor den sublime akustik i koncertsalene kræver vinklede paneler til at sprede lydbølgerne. De samme vinkler går igen på bygningens facade, således den samme geometri både gør noget for lyset udenfor og lyden indenfor.

 

 
 

Den mentale kontekst

For Johnny Svendborg er det afgørende, at man angriber enhver opgave ud fra konteksten. Et projekt skal relatere sig til sine omgivelser, ligesom koncerthuset i Uppsala ved sit indre flow forholder sig til byens udformning.

 

- Det lyder som en selvfølgelighed, at man ikke placerer hvad-som-helst hvor-som-helst, men det er det desværre langt fra. Jeg har helt grundlæggende en holdning om, at når man bliver inviteret til en fest, så har man respekt for værten. Som arkitekt bygger du altid TIL noget – intet er fritsvævende, du er altid nødt til at forholde dig til noget. Der er en tendens til at tænke i tilbygning, nybyggeri eller transformation, men de kategorier giver ikke mening for mig – man bygger altid til noget, hvad enten det er et hus, en by, en gade, et landskab eller en region, siger Johnny Svendborg og fortsætter:

 

- Arkitekturen er en kunstart, der hele tiden skal udvikles, så man skal kunne være både modig og respektfuld – jeg vil mene, at man rammer forbi skiven, hvis man kun er modig eller kun respektfuld. Det er i virkeligheden en fin ting ved arkitekturen i forhold til billedkunsten, som ikke har disse bindinger. Det er i hvert fald en god ting for mig personligt at have noget at tegne ud fra, men det handler også om at sætte sig ind i den mentale kontekst også. Det handler nemlig ikke kun om hvor høj, nabohuset er, det er også den måde, menneskerne er på i byen, eller hvordan man ønsker, de skal agere på – det er også en binding, og et potentiale.

 


Martin Brygmans Atelier. Foto af Svendborg Architects

 

 

Leg med forholdet mellem det ydre og det indre

Af andre bemærkelsesværdige projekter, som Johnny Svendborg har arbejdet på i løbet af sin tid i Henning Larsen Architects, kan nævnes Ferringtårnet, der med sit markante, sorte udtryk og placering i forhold til motorvej og metrostation er blevet et landemærke i Ørestaden. RUCs bibliotek er et andet vellykket projekt, som sammen med den anlagte sø skaber et vigtigt samlingspunkt i campusområdet. Det er også værd at fremhæve Rostock Universitets Bibliotek, hvor man ved at anvende få materialer skærper samspillet mellem træ og beton, som er gennemgående i projektet.

 

For ca. 10 år siden valgte Johnny Svendborg at starte sin egen tegnestue, og én af de første opgaver var sammen med kæresten Elizabeth Balsborg at designe en Yohji Yamamoto tøjbutik i Christian IX’s Gade i København, hvilket gav stor international opmærksomhed. Det afgørende greb var at lade gadens betongulv fortsætte ind i rummet, således at konteksten trækkes indenfor. Samtidig blev der eksperimenteret med butikkens belysning, således hele den buede loftsflade fik en funktion som lysarmatur, hvor der samtidig kan hænges tøj. På projektet leges der med opdelingen mellem det ydre og det indre, ligesom de gængse forventninger til en lampe og et loft ophæves.

 

På det tidspunkt fik Johnny Svendborg den hæder, at Wallpaper Magazine udnævnte Svendborg Architects til at være blandt de 20 mest lovende tegnestuer i verden, og han tegnede på opfordring et sommerhus til en udstilling i London, hvor han lader huset opstå på baggrund af anderledes principper, fortæller han:

 

- På en helt almindelig sommerhusgrund vil man næsten altid lægge huset, så man har en sydvendt have, der begynder med en stor terrasse og allerhelst med huset ud mod vejen. Her valgte jeg at starte med grunden, hvor der skal være terrasser til fire forskellige landskaber med henholdsvis græs, siv, vand og høje træer, således man på forskellige tidspunkter af døgnet kan bevæge sig ud i fire forskellige landskaber. Her definerer grunden huset direkte, og det er interessant at gå den vej og organisere tingene ud fra anderledes principper, hvor tingene folder sig ind og ud af hinanden. De store terrasser griber på den måde ud i landskabet og udgør flader for nye bevægelser mellem ude og inde.

 


A-religiøst ceremoni-rum. Visualisering ad Mathias Juel Christensen

 

Der skal være plads til drømmene

Johnny Svendborg skabte i 2016 et a-religiøst ceremonirum, som kunne være en mulighed for at højtidliggøre livets overgange for den voksende gruppe af mennesker, der står udenfor de institutionaliserede religioner.

 

- På det tidspunkt var jeg dybt frustreret over, at religioner bekriger hinanden, og alle de lidelser, det medfører. Som arkitekt arbejder jeg med at designe rum, og derfor satte jeg mig for at skabe et ceremonielt rum fuldstændigt uafhængigt af tro og religion, hvor man eksempelvis kan tage en værdig afsked med et familiemedlem. Projektet er uden fysisk kontekst og fuldstændig skalaløst, det vil side, at det kan placeres hvor som helst og kan rumme alt fra 5 til 5000 personer. Lys og vand er de afgørende elementer i bygningen, som har en række transparente og spejlende flader, ligesom rummene er adskilt af gardiner af vand, fortæller Johnny Svendborg.

 

House of Peace er at andet ubygget projekt, som tager afsæt i ønsket om at skabe fysiske rammer, der kan facilitere en ønskværdig udvikling. House of Peace/HOPE er et privat initiativ, der er startet ud fra en vision om, at kunst og arkitektur kan spille en betydningsfuld rolle i arbejdet for fred. Svendborg Architects og japanske Junya Ishigami vandt arkitektkonkurrencen foran Olafur Eliasson/Sebastian Behmann og Massimiliano Fuksas, og projektet var defineret i lokalplanen til at ligge i havnebassinet i Nordhavnen.


- Grundtanken er at lave et rum uden gulv – hvor vandet binder det hele sammen. Drømmen om fred er større end det enkelte sted, og havet flyder hen over alt – uden at være defineret af fysiske grænser. Hvis man vil freden, så skal man ud af de faste positioner og tale sammen, og her kan man mødes i en båd i House of Peace, fortæller Johnny Svendborg og fortsætter:

 

- Noget af det, jeg laver, er måske i grænselandet mellem arkitektur og billedkunst, ligesom jeg som formand for Akademirådet har jeg brugt en del tid i selskab med landets bedste billedkunstnere. Arkitektur og kunst har jo en stor fællesmængde i forhold til at give oplevelser, men faktum er desværre, at House of Peace kun er udstillet verden over, men endnu ikke er blevet realiseret.

 

Som arkitekt kan ikke-realiserede projekter og benhårde slåskampe med de andre parter på et projekt være kilde til stor frustration, men her mener Johnny Svendborg, at man som arkitekt skal fokusere på det store billede.

 

- Der skal jo være noget, der er værd at slås for. Hvorfor gør vi overhovedet noget? Det er jo for at bygge noget, som giver mere fra sig i løbet af årene. Vi har fat i den lange ende, hvis det er os, der har det meningsskabende arbejde. Det kan jeg godt leve med. Jeg synes, det er fantastisk at være arkitekt, og jeg holder meget af faget, der giver mig oplevelser som på koncerthuset i Uppsala, hvor jeg overhører drengen tale begejstret om mit projekt. Der er så mange ting, som jeg glæder mig over som arkitekt. Det er fantastisk at være med til at skabe værdi. Så hellere være i den gruppe med ambitioner og lyst til at gøre en forskel end dem, der kæmper for at skære væk og forringe – det må være værre for dem, siger Johnny Svendborg og fortsætter:

 

- Det er en stor forpligtelse at være den, der kæmper for kvaliteten. Det er ikke altid nemt, men det er også fantastisk at være arkitekt. Her mener jeg, at arkitekter i Danmark er gode til at bakke hinanden op – det er relativt unikt for en branche, at vi sætter værkerne eller rettere det, som værkerne gør ved og for mennesker i centrum – at vi på den måde har en fælles sag.

 


Sommerhus til Wallpaper Magazine udstilling

 

 

Bygget til fremtidige behov

Svendborg Architects har stået for helhedsplan for området Kildegården i Roskilde og et nyt Kunstens Hus på 400 m2, som i sine rødlige farvenuancer harmonerer fint med pladsens belægning, ligesom bygningen viderefører højden fra sine nærmeste omgivelser direkte.

 

- Der skal gøres noget for centrum i de mellemstore provinsbyer, ellers kan det ende med døde byer. Det vil jeg gerne hjælpe med, og de lokale kan nogen gange have en tendens til at være lidt for fokuserede på, at den enkelte Matas-butik bliver liggende, fremfor at udvikle og fremtidssikre selve byrummet. Her er Kildegården gået fra at være en stor, dødssyg parkeringsplads til at have en masse forskellige kulturelle rum, der kan udnyttes forskelligt som en mini-by, siger Johnny Svendborg og fortsætter:

 

- Oprindeligt var planen for Kunstens Hus, at der skulle være fire klasselokaler med en gang i midten, men vi lykkedes med at skabe ét stort, fleksibelt rum med flytbare vægge, så der ligesom hele området udenfor eksisterer en række rumligheder, hvor de forskellige kulturelle områder kan blive inspireret af hinanden. Jeg håber meget, at de et par gange om året fjerner alle vægge og laver én stor udstilling.


Bygningen er samtidig via sin transparens forbundet med omgivelserne, og Johnny Svendborg fortæller, at det faktisk kan være en stor udfordring at få arkitektonisk kvalitet i et projekt på kun 400 m2 sammenlignet med de store projekter, eftersom arkitektens tid og honorar ofte følger antallet af kvadratmeter, der skal bygges.

 

- Hos Henning Larsen arbejdede jeg meget på kulturbyggerier, hvilket jeg nu er vendt tilbage til med Kunstens Hus. Men hvor jeg der sad med ansvar for et område, så har nu jeg mulighed for at være inde over helheden på alle vores projekter. Der er mange i branchen, som bliver en slags specialister, men personligt finder jeg det meningsskabende at kunne prøve flere ting af med min faglighed. Og selv om der er flere kulturbyggerier på vej på tegnestuen, så glæder jeg mig også over et stort dansk boligprojekt: de første beboere er nemlig flyttet ind i vores 78 nybyggede boliger i Allerød.

 


Ferringtårnet af Henning Larsen Architects. Foto af Thorbjørn Hansen