Portræt af Diébedó Francis Keré: Det muliges arkitektur
Diébedó Francis Keré er blevet et internationalt anderkendt navn og han er efterspurgt både som arkitekt og forelæser på prestigefyldte universiteter. Men til trods for alt dette, så er Francis Kerés mål det samme som da han blev udlært arkitekt: At skabe et bedre vilkår for indbyggerne i hans hjemland Burkina Faso.
Diébedó Francis Keré er født i Burkina Faso og har i dag en tegnestue i hjertet af Berlin under navnet Kéré Architecture. Foruden at lede tegnestuen i Berlin har han også et professorat i Architectural Design and Participation ved det tyske universitet Technische Universität München, foruden en række gæsteprofessorater ved universiteter verden over.
Jeg mødte Francis Keré på hans tegnestue i Berlin en klar solskinsdag. Når man træder ind på tegnestuen, mødes man straks af et hold unge arkitekter, der kommer fra alle verdens afkroge. Sprogligt kan man hurtigt blive forvirret da forskellige arkitektoniske greb bliver vendt og drejet på både italiensk, fransk, engelsk og tysk.
Første skoleprojekt i Tyskland
Francis Keré kommer forpustet ind ad døren på tegnestuen, kort efter min ankomst, og beklager straks sin forsinkelse, mens han tørrer panden af efter en hård cykeltur:
- Du må undskylde forsinkelsen, men jeg kommer lige fra et møde hvor jeg har skullet præsentere vores vision for en ny stor tysk skole, som faktisk bliver vores første skoleprojekt i Tyskland. Det hele gik heldigvis over alt forventning, så nu er det simpelthen bare at gå i gang med byggeriet så vi kan være færdige til 2020, forklarer en begejstret Francis Keré.
Naturen, materialerne og tanken om fællesskabet og lokalsamfundet som bærende for arkitekturen er blandt andet kommet til udtryk i hans Canopy på Louisiana og hans Serpentine Pavilion i London.
En drøm om bedre forhold
Efter at have fortalt om sit arbejde med sit første tyske skoleprojekt, går vi nu langt tilbage i tiden. Mere præcist tilbage til hvorfor en ung mand fra en lille landsby i Burkina Faso valgte at blive arkitekt:
- Jeg voksede op i en lille by, hvor folk kæmper en hård kamp bare for at bygge simple og dårligt konstruerede huse. Da jeg gik i skole sad jeg i et helt mørkt og utroligt varmt lokale og kunne se, hvordan jeg og mine skolekammerater havde svært ved at lære noget som helst under disse forhold. Jeg besluttede mig derfor for at når jeg blev voksen, ville jeg bygge en bedre skole, forklarer Francis Keré.
Da jeg spørger om der var nogle arkitekter eller designere som også inspirerede ham til at gå denne vej, svarer han uden tøven.
- Nej det var der ikke. I dag, mange år efter, er der selvfølgelig utroligt mange mennesker jeg ser op til og som inspirerer mig. Men da jeg var en ung mand i Burkina Faso vidste jeg jo slet ikke at der overhovedet var noget som hed en arkitekt. Jeg havde blot et ønske om at skabe bedre rum for menneskene i min landsby. Så jeg startede faktisk min karriere som tømrer og var så heldig at få et scholarship, hvor jeg fik muligheden for at rejse til Tyskland og uddanne mig der.
- Her fik jeg adgang tik en helt ny verden af informationer, og opdagede at der var noget som hed arkitekter. Den holistiske tankegang som kendetegner mange arkitekter tiltalte mig, og jeg vidste med det samme at det var denne vej jeg ville gå. Men rejsen startede med at jeg så et problem som jeg ønskede løse for mig selv og mit lokalsamfund.
- Men min baggrund som tømrer har været mig til stor gavn og den har givet mig en særlig forståelse for selve håndværket og materialerne bag bygningerne. Og det er stadig materialerne der definerer mit arbejde. Står vi med et nyt projekt, går jeg ind og kigger på: hvad kan træet? Hvad kan leret? Og hvad kan stålet tilbyde de mennesker der engang skal bruge den bygning? Sammen med naturen er det en af de største inspirationskilder som arkitekt. Hvordan naturen selv skaber læ og skygge og hvordan materialernes egenskaber påvirker et byggeri, er fascinerende.
Tog tilbage og opfyldte barndomsdrømmen
Det projekt som for alvor satte gang i Francis Kerés karriere var et skolebyggeri, hvor netop materialevalget var afgørende for projektets succes. Det var i hans hjemby Gando, hvor målet var at bygge en ny og bedre skole, hvilket han havde lovet sig selv som lille dreng:
- Det var mit første rigtige projekt, og målet var at bygge en skole der kunne skabe ordentlige rammer for byens skolebørn. Allerede i 1999 begyndte jeg at samle ind til en skole blandt mine medstuderende. Selvom pengene var få, tænkte vi kreativt. Derfor forsøgte jeg at aktivere hele lokalsamfundet i byggeriet, hvilket ikke altid er let. Jeg havde tænkt mig at skolen skulle bygges i ler takket være de store fordele det har for indeklimaet, særligt i et land plaget af varmen som Burkina Faso. Men folk var meget skeptiske og spurgte undrende: ”hvorfor vil du dog bruge ler her, det når jo aldrig at tørre med de store regnskyl?” Jeg skulle derfor overbevise dem om at vi ved at lave et stort tagudhæng kunne beskytte leret mod regnen og høste fordelene af alle dets gode egenskaber. Hertil er det også billigt og let tilgængeligt i lokalområdet, forklarer Francis Keré og fortsætter:
- Hernæst var udfordringen at alle skulle bidrage til byggeriet. Vi arbejdede ud fra tankegangen ”learn by doing”, da ingen havde uddannelse bag sig eller kunne læse og skrive. Men for hver gang vi nåede et skridt fremad med projektet, fik vi opbygget nye kompetencer, som byen endnu nyder godt af. I sidste ende fik vi skabt en simpel, men fantastisk skole, hvor der var lyst, temperaturen var behagelig og børnene nød at være der. Det var et rum hvor den næste generation i Gando kunne uddanne og dygtiggøre sig. Samtidigt fik vi skabt et byggeri som de lokale kunne være stolte af, takket være deres store personlige engagement.
Denne tankegang med at arbejde ud fra tilgængelige materialer og samtidig aktivere den lokale arbejdskraft, har været en bærende filosofi i alle Francis Kerés projekter. Det har også gjort det muligt for ham at udføre projekter der bringer stor værdi til lokalområder, hvor de færrste ville tro det var muligt. Tankegangen bag det er at man ikke alene skal bidrage med at opbygge et nyt hus, skole eller hospital, men i stedet hjælpe med at opbygge nye kompetencer, som fremover vil gavne lokalsamfundet.
Man skal aktivere lokalsamfundet
Fordelene ved at involvere lokalsamfundet er ikke forbeholdt udviklingslande, hvis man spørger Francis Keré. Til trods for rigdommen og kulturen er de fleste strukturerer i et lokalsamfund de samme, hvad end man arbejder i udviklingslande eller det nordlige Europa:
- Vi har planer om at aktivere de unge og forældrene i det nye skoleprojekt her i Tyskland. Der er selvfølgelig nogle helt andre regulativer i Tyskland, så vi kan ikke bygge en skole fra bunden med lokal arbejdskraft. Men vi snakker med de unge og forældrene om deres ønsker og drømme for en ny skole, og ser på alle de steder, hvor de fysisk kan bidrage til byggeriet. På den måde får vi skabt en bygning, der bidrager til lokalsamfundets fællesskabsfølelse, fortæller Fancis Keré.
Det er ikke underligt at han er så investeret i skolebyggerier, for hans ide om arkitektens rolle i samfundet handler netop om at skaber rum til drømme:
- Arkitekturen skal tjene mennesket og skabe bedre samfund. Vi skal skabe rum hvor folk kan føle sige trygge, hvor de kan lære, interagere og drømme. Det skal vi som arkitekter arbejde hen imod, uanset om det er et projekt i Tyskland eller Burkina Faso. Vi skal inspirere vores medmennesker og skabe nogle rammer hvor de har mulighed for at udvikle sig.
”Vær vedholdende og giv aldrig op”
- Det er også noget jeg forsøger at give videre til mine studerende. Men jeg ved godt at det ikke er nemt, for der er altid nogle eller noget som vil modarbejde dit arbejde som arkitekt. Derfor siger jeg altid til mine studerende: ”Vær vedholdende og giv aldrig op.”, fortæller Francis Keré med et smil og fortsætter:
- Man skal kæmpe for sine ideer, ligesom alle store arkitekter har gjort det før os. Det kræver også at man tør vove pelsen og ikke alene bare følge moden. Man skal kunne gå nye veje, for herigennem at finde nye løsninger, som kan komme os alle til gode. Der er dem som siger, at vi som arkitekter med denne arbejdsmetode gør tingene mere kompliceret Det kan de for sin vis have ret i, men det er sådan at vi undgår landskaber af ensformige kasser, der ikke er til at leve og bo i. Er det den vej vi vil gå? Nej, det er vores pligt og lod som arkitekter at vove pelsen og inspirere folk omkring os.
Med den bemærkning afslutter Francis Keré interviewet, da han kigger på uret og ser at han fuldstændigt har glemt tiden. Han undskylder igen at han, til trods for at klokken er mange, må haste videre til endnu et interview med den engelske avis The Guardian, hvorefter han igen hopper op på sin cykel og raser derudaf igennem de berlinske gader.
Blå bog:
Diébédo Francis Kéré er født i 1965 i Gando, Burkina Faso og har studeret ved det tekniske universitet i Berlin. Ved siden af sine studier etablerede han The Kéré Foundation og i 2005 startede han tegnestuen Kéré Architecture. I dag er han engageret i projekter verden over, foruden sit virke som forelæser og professor i arkitektur.