BIG: At give bæredygtighed en social sideeffekt
Jacob Lange, partner hos BIG, var en af hovedtalerne på Building Greens hovedscene, og han gav i sit oplæg eksempler på, hvordan man med nogle bæredygtighedsmæssige tiltag kan skabe løsninger, som giver en positiv, social sideeffekt.
- Mange forbrugere forbinder bæredygtige tiltag med noget som at køre mindre bil og tage et kortere bad, men når vi skaber bæredygtige tiltag, som har en direkte social sideeffekt, giver bæredygtigheden mening på et helt nyt plan, som er forståeligt for det enkelte menneske.
- Vi kan influere på bæredygtigheden ved at skabe bedre byer, og i København har vi bl.a. skabt havnebadet, som meget åbenlyst øger livskvaliteten for folk. Med VM-Bjerget har alle beboere taghaver, som vandes ved opsamlet regnvand, som samles i store tanke, og i New York blev vi indbudt til at komme med en løsning til Lower Manhattan, som jo for nylig blev oversvømmet af orkanen Sandy.
Her arbejdede vi med forskellige typer af vægge, der kan sættes op som en barriere for vandet, når det stiger. Barriererne beskytter, men har en herlighedsværdi for beboerne, når de ikke er i brug, da de beplantes med grønt i mange niveauer og derfor skaber nye, offentlige opholdssteder.
- Nye undersøgelse beviser, at det at leve med grønt eller arbejde med grønt udsyn, forbedrer dagslyskvaliteten, men den store udfordring er, at bæredygtige tiltag ofte er dyre. I vores region er vi ret gode til at bygge bæredygtigt, og vores regering har en høj standard ift. byggeriet.
Men bevæger du dig uden for Norden, er det sværere at overbevise bygherrer til at bygge et grønt tag, for der er intet incitament. Vi bruger derfor meget tid og mange kræfter på at overbevise kunderne om at bygge bæredygtigt, og her kan de sociale sideeffekter gøre en forskel.