Baumann Boe-Whitehorn Arkitekter: Fortid, nutid og fremtid forenes
Restaurering handler om bevare de gamle værdier, der har givet bygningen sin sjæl og samtidig tilføre nye værdier, der sikrer, at bygningen består langt ud i fremtiden. En mester ud i denne kunst er Jens Andrew Baumann fra Baumann Boe-Whitehorn Arkitekter.
I løbet af de 20 år, Jens Andrew Baumann har arbejdet med restaurering, har han specialiseret sig i varetagelsen af herregårde, men berør også andre bygningstyper såsom kirker, offentlige byggerier, byejendomme og industrimiljøer. Han deler her sit syn på restaurering i et dansk perspektiv.
Fælles værdi
I Danmark gøres en stor indsats i forhold til at restaurere fredede og bevaringsværdige bygninger. Det skyldes blandt andet at Kulturstyrelsen, der varetager tilsynet med landets fredede bygninger, gennem årtier har haft mulighed for at støtte restaureringsarbejder på de fredede bygninger. Endvidere er der i Danmark en lang tradition for, at landets restaureringsarbejde støttes af nationale fonde, der hjælper med at løfte en væsentlig del af den samlede økonomiske byrde via tilskud.
– Derudover hersker der i Danmark en stor bevidsthed om, at man bør værne om, vedligeholde og udvikle bygninger, så de kan overdrages i god stand til næste generation. Jeg oplever, at vores bygningsmæssige kulturarv udgør er fælles og vigtig værdi for det danske samfund, fortæller Jens Andrew Baumann.
Han mener, at selvom rammerne for vores moderne tilværelse ændrer sig uendeligt hurtigt, kan mange af os stadig forholde sig til en række mere statiske værdier, såsom velværen ved at bo og arbejde i bygninger, der har historiske kvaliteter.
Bæredygtig tilgang
De cirka 9.000 fredede ejendomme og de godt og vel 300.000 bevaringsværdige ejendomme de findes i Danmark udgør en meget begrænset del af landets samlede bygningsmasse. Hvorfor så bruge tid og penge på at restaurere dem, kunne man spørge. Set ud fra en pragmatisk samfundsvinkel er begrundelsen, at det koster mange ressourcer at opføre en ny bygning, og derfor er det ofte mere fordelagtigt i et ressourcemæssigt perspektiv i stedet at istandsætte og modernisere en eksisterende bygning.
– Bæredygtighed i et restaureringsperspektiv handler om at vurdere hvorvidt en eksisterende bygning i virkeligheden kan løse et funktionsbehov i lige så stor en udstrækning som en ny bygning kan. Og om bygningen, via små justeringer, kan tilpasses en ny tid og en ny funktion forklarer Jens Andrew Baumann.
Levende organisme
Men restaurering handler om meget mere end at spare på ressourcerne. Det handler også om at beskytte vores kulturarv ved at værne om en bygnings historie. For i tiden lige fra opførslen til de første ombygninger og til senere tilpasninger gennemstrømmes en bygning af liv. Og en bygnings procesliv er netop med til at give bygningen sin karakter. Det er den karakter, som bevares og udvikles gennem restaurering.
– Eksisterende bygninger rummer rigtig mange interessante værdier og hengemte fortællinger, som ikke findes i nybyggeri. Sporene af denne bygningshistorie, både de synlige og de knap så synlige aftryk, er en vigtig del af bevaringsværdien, siger Jens Andrew Baumann.
Det er således restaureringsarkitektens opgave at samle stafetten op og fortsætte fortællingen. Og dermed bliver bygningen en slags levende organisme, der udvikler sig hele tiden.
– Det fascinerende ved at restaurere er netop, at man som arkitekt skal fortsætte fortællingen uden af overfortolke sin egen betydning, men samtidig må man heller ikke være for tilbageholdende og uambitiøs på vegne af sin generation og sin samtid, siger Jens Andrew Baumann.
Kirurgisk præcision
Restaurering handler om at udvikle eksisterende bygninger, så de ikke fjernes som konsekvens af, at de ikke lever op til tidens krav.
– Det er et spørgsmål om at udvikle bygningens anvendelsesgrad, altså dens brugbarhed for samtiden. For hvis man ikke kan bruge en bygning, hvordan sikrer man så bygningens overlevelse på sigt?, spørger Jens Andrew Baumann.
Han fortæller, at de bygningskvaliteter, der gjorde sig gældende i 1700-tallet eller 1800-tallet oftest stadigvæk er anvendelige. For eksempel er mange ældre bygninger udstyret med så almene kvaliteter i forhold til rummelighed, tilførelse af dagslys, planløsninger og lignende, at en tilpasning til nye tider ofte kan opleves som forbløffende uproblematisk.
– Men det moderne liv stiller naturligvis krav som en ældre ærværdig bygning kan have svært ved at leve op til, så som indbygning af ventilation, varmekomfort, samtalekøkkener og brandsikkerhed. Det er nogle af disse funktioner, man tilfører, når man restaurerer, siger Jens Andrew Baumann.
For man kan altid tilføre nye elementer til i en bygning. Men der er selvsagt grænser for, hvor langt man bør gå.
– Inden for vores fag benyttes af og til medicinske udtryk som ’operationen lykkedes, men patienten døde’. Som restaureringsarkitekt er man nemlig nødt til at arbejde med kirurgisk præcision, for ellers ender man, i al sin iver, med at ødelægge alt det, der var værd at bevare i en bygning, siger Jens Andrew Baumann.
Balancegang
I værste fald kan restaurering altså udgøre en seriøs fare for de værdier man ønsker at beskytte. Eller som 1800-tallets store britiske arkitekturteoretiker John Ruskin formulerede det: ’det værsten der kan overgå en bygning, er en restaurering.’ For eksempel kan en overdrevet eller forkert energioptimering være med til at skade en fredet bygning. Men på den anden side, kan tilføjelsen af nye elementer eller tilbageførslen af fortidige kvaliteter så som tilmurede vinduer, tilmurede dørhuller, skorstenspiber eller sandstenssokler i bedste fald være med til at styrke og revitalisere de historiske bygningsdele.
- Her er det arkitektens opgave at vurdere, hvad der bør bevares, og hvad der bør fjernes. I den forbindelse gælder det naturligvis om at have opbygget så indgående et kendskab til bygningen, at man kan foretage de nødvendige fravalg uden efterfølgende fortrydelse. Det gælder om ikke at fjerne værdier, der bør blive, men heller ikke være alt for tilbageholdende i forhold til at sikre bygningen en nutidig fornyelse, siger Jens Andrew Baumann.
Han henviser i den forbindelse til Baumann Boe-Whitehorn Arkitekters aktuelle arbejde med vandkraftværket, Harteværket, der stammer fra 1917, og som er beliggende i Kolding Ådal. Her består opgaven netop i at værne om og bevare den gamle bygning, men samtidig bringe den i spil på en ny måde. Blandt andet har man tilføjet en ny udvendig samt en ny indvendig gangbro, nye toiletfaciliteter samt et udsigtstårn. Dermed kombineres industrihistorie med moderne funktioner, hvormed fortiden, nutiden og fremtiden bringes i dialog.