Beton sætter et solidt fundament i prisbelønnet træbyggeri
Ole Sommer A/S har stået for kloakering, fundamenter og gulve i Kløverbakken i Odder – og har blandt andet tænkt i grønnere betonløsninger.
Med en kåring som Årets bæredygtige træbyggeri i 2022 er det DGNB-certificerede boligområde Kløverbakken i Odder blåstemplet som et grønt byggeri.
Men også træhuse skal stå på et godt fundament – og have fuld adgang til kloakering og andre af de ting, vi med rette forbinder med en god bolig.
Den slags går ikke uden beton – men betonarbejde kan også udføres, så klima- og miljøbelastningen bliver en smule mindre markant. Det fortæller Morten Sommer. Han er ingeniør og anden generation i spidsen for murer- og entreprenørfirmaet Ole Sommer A/S, som siden 1969 har gjort sig gældende på utallige projekter i specielt det midt- og østjyske.
- På Kløverbakken har vi stået for kloakering, støbning af sokkel og gulv og byggemodning, fortæller han.
- Selve arbejdsprocessen har ikke adskilt sig så meget fra hvad vi ellers har erfaring med. Men undervejs har vi alligevel talt løsninger, og vi har blandt andet brugt en grønnere betontype til nogle af gulvene. Det har været interessant at arbejde med, og vi har konstateret, at processen og kvaliteten ikke er særlig forskellig i forhold til at arbejde med almindelig beton.
Kunder vender tilbage
Arbejdet var det første, virksomheden udførte for bygherren Thybo Huse, men det har indtil videre ført til endnu en opgave for byggevirksomheden.At kunderne vender tilbage er ret almindeligt for Ole Sommer, fortæller Morten Sommer.
- Vi hører fra vore kunder, at de er glade for vores evne til at levere kvalitet og til at spørge ind til opgaverne, så vi finder de rette løsninger, siger han.
- Vores erfaring gør, at vi nogle gange kan skitsere tilpasninger løsninger, der så kan godkendes af rådgiverne i stedet for at rådgiverne selv skal stå for løsningsforslag. Det er selvfølgelig også en hjælp i arbejdet ude på pladserne.
Ole Sommer A/S er en mellemstor virksomhed med omkring 45 medarbejdere, der foruden byggearbejde også arbejder for blandt andet forsyningsvirksomheder og med infrastrukturløsninger. Dertil kommer murerarbejde – hovedsageligt på mellemstore og store projekter.
Læs mere om boligprojekter på vores temaside