Bofællesskabet Stavnsholthave er et særsyn
URBAN POWER har pustet liv i Stavnsholthave som en aktiv medspiller i udviklings- og byggeprocessen af bofællesskabet øst for Farum. Men som et ægte bofællesskab har beboerne selv været bygherre og udviklere af projektet.
25 familier, enlige og par i alle aldre er netop flyttet ind i bofællesskabet Stavnsholthave i Furesø Kommune. Her vil beboerne i de kommende år sætte deres præg på fælleshus og de fælles rekreative udearealer. Men beboerne har faktisk haft indflydelse på langt mere. I modsætning til de mange boligprojekter, der bliver bygget for tiden, er Stavnsholthave udviklet fra bunden af beboerne selv.
Stavnsholt indgange
Bofællesskabet startede på initiativ fra to beboere i 2015 og blev i 2017 bragt til live af URBAN POWER, der har været en aktiv medspiller i alt fra indledende høringer til lokalplan, skitseprojekt til grundkøb, dispositionsforslag og projektering.
Det har givet beboerne et stort ansvar, men også langt mere medbestemmelse på projektets udformning. Ikke uvæsentligt har modellen også resulteret i boliger til en pris, hvor alle bofællesskabet medlemmer kan være med.
Den store fælles baghave
Bofællesskabet er udformet således, at det indrammer et 3.000 m2 stort naturområde, der fungerer som beboernes fælles baghave. Fælleshuset terrasse og boligernes åbne haver er orienteret mod dette fællesskab, der med tiden vil gro til med en blanding af frugttræer og buske, pryd- og nytteplanter samt et område til naturlig opsamling af områdets regnvand. Ydersiden af bebyggelsen fungerer som bofællesskabets ankomst, som har en mere intim og lokalt tæt-lav struktur med små forhaver, redskabsskure og cykelparkering.
Træ inderst og yderst
Et centralt ønske fra beboerne var et byggeri, med lavt CO2-aftryk og hvor træ skulle være det gennemgående materiale. Dette realiserede entreprenøren Rasmus Friis med vægelementer og dæk leveret som præfabrikerede træelementer fra Roust Træ. Facaderne er beklædt med varmebehandlet træ mens fælleshus og skure står i sortmalet træ.
Boligerne er opdelt i fem hovedtypologier i forskellige varianter og størrelser i både et og to plan. Det giver giver et stort spænd af muligheder for at flytte internt, når behovet for boligtyper og størrelse ændrer sig gennem livet. Fælleshuset indeholder to gæsteværelser, kælder, fælleskøkken og et stort fællesrum, der danner rammen for bofællesskabets sociale aktiviteter og fælles middage.
FAKTA
Bygherre: A/B Bofællesskabet Stavnsholthave
Arkitekt: URBAN POWER architecture & urbanism ApS
Ingeniør: Wissenberg A/S
Entreprenør: Rasmus Friis A/S
Bygherrerådgiver: Plan 1
Kommune: Furesø
Adresse: Stavnsholtvej 51, 3520 Farum
Byggeperiode: Marts 2021 til august 2022
Antal boliger: 25 + fælleshus med kælder
Areal: 3.100 kvadratmeter