Vetrotech Saint Gobain
Brancheekspert bekymret: Bygherrer overser ansvar for brandsikrede glasløsninger
Sprinklere kombineret med uklassificeret glas er ikke en garanti for brandsikkerheden, mener teknisk chef hos Vetrotech Saint Gobain Simon Christensen. Han opfordrer bygherrer og arkitekter til at tænke i godkendte løsninger.
Simon Laybourn Christensen, Teknisk chef hos Vetrotech Saint Gobain
Glaspartier er den oplagte løsning, når der skal sikres lethed og godt lysindfald i et byggeri.
Men glas kan også være det svage led, hvis der opstår brand – også selv om der er tænkt sprinkleranlæg og anden aktiv brandsikring ind i byggeriet.
Det påpeger Simon Laybourn Christensen. Han er teknisk chef hos Vetrotech Saint Gobain, der leverer brand- skud- og eksplosionssikrede glasløsninger – og hans klare oplevelse er, at arkitekter og bygherrer for ofte vælger en løsning, hvor almindeligt bygningsglas kombineres med sprinklere i bygningens brandsektioner.
- En brandsektionering skal som udgangspunkt kunne holde til 30 eller 60 minutters brandpåvirkning og for at sikre det, skal løsningen være systemgodkendt, så rammer og sammenføjninger også er sikrede mod brand og røgspredning, siger han.
- Systemgodkendelse er ikke mulig for løsninger med almindeligt bygningsglas kombineret med sprinklere. Modellen er ikke testet og dokumenteret, og jeg kan være bekymret for, om den kan leve op til de sikkerhedsmæssige krav.
Dels kan tekniske problemer hindre et sprinkleranlæg i at virke, og dels kræver det en forhøjet temperatur at aktivere sprinkleren. Man kan forestille sig en situation, hvor en skraldespand står og brænder op ad en væg af almindeligt bygningsglas. Glasset bliver varmet godt op, før sprinkleranlægget bliver aktiveret, og den pludselige nedkøling af glasset vil få det til springe, så ilden kan sprede sig. Det vil ikke ske med brandsikret glas, siger han.
Simon Laybourn Christensen er ikke blind for, at han som repræsentant for en producent af brandsikret glas har en naturlig interesse i at pege på problemet – men han understreger, at hans interesse i høj grad handler om sikkerhed.
- Vi skal undgå katastrofer, hvis vi kan. Det kan måske give mening at bruge udokumenterede løsninger på en mindre virksomhed, hvor alle ved, hvor de skal gå hen, når det brænder. Men specielt når vi taler skoler, hospitaler, plejehjem, hoteller og andre steder, hvor der færdes mange mennesker, der måske ikke selv kan komme ud, er det vigtigt, at sikkerheden er så høj som muligt.
Netop plejehjem har været i vælten de senere år på grund af flere dødsbrande. Senest har DR i januar i år kunne berette, at plejehjem i fire kommuner har problemer med manglende brandsikring af glaspartier ved flugtveje.
Men store brandkatastrofer er sjældne i Danmark, og den tekniske chef medgiver, at det kan være fristende at satse på aktiv brandsikring frem for passiv, der kan være dyrere i byggefasen og kræve konstruktionsmæssige kompromiser.
- Hvis man spiller højt spil, kan man jo spare en stor del af al brandsikring væk. Men der må være en interesse i at forebygge katastrofer, inden menneskeliv går tabt.
Ansvaret er ikke brandrådgiverens
Bygningsreglementet siger, at der skal være tilknyttet en certificeret brandrådgiver på byggerier i brandklasse to til fire. Alligevel ligger det endelige ansvar hos bygningsejeren.- Derfor er det vigtigt, at man som bygherre allerede fra begyndelsen overvejer løsninger, der skal sikre, at en bygning er både sikker og lovlig. Man skal gennemtænke, hvilket niveau af sikkerhed, man ønsker, og se, hvad der kan lade sig gøre inden for de rammer. Der kan man trække på ekspertisen, der ligger hos virksomheder som vores eller andre med særligt kendskab inden for glasløsninger. Det kan redde store værdier og liv i sidste ende.
Fakta:
Brandbeskyttende glas:
Brandbeskyttende glas består af tynde skiver floatglas med mellemliggende lag af vandglas eller gel. Ved brand revner glasset nærmest branden hurtigt, men brandbeskyttelseslaget holder glasstykkerne på plads og danner en barrierer mod flammer og røggasser. Jo flere lag der indgår i det brandbeskyttende glas, jo længere tid tager det for branden at trænge igennem, og desto langsommere stiger temperaturen på den anden side af glasset.
Kilde: glasfakta.dk
Ejerens ansvar
Bygningsreglementet siger, at der skal være en brandrådgiver tilknyttet til de fleste byggerier. Men på www.bygningsreglementet.dk uddybes det, at rådgiveren alene har almindeligt professionsansvar og kan miste sin certificering ved større fejl. Men det endelige ansvar ligger hos bygningsejeren, understreges det på hjemmesidens spørgsmål-og-svar-side, hvor det hedder det, at ” Ansvaret for en bygnings lovlighed er fortsat bygningsejerens, og dette berøres ikke af certificeringsordningen.”