Det smukke i det foranderlige

Billedet var en del af en udstilling Beneath på Københavns Bymuseum, og det blev blæst op i fem gange fem meter el. lign., så det var kæmpestort. Man skal bruge lidt tid på at aflæse det med alle de forskellige elementer, som stjæler opmærksomheden – det er svært at fokusere, og det er netop pointen. Jeg elsker det uperfekte. Der skal være ting, der stritter. I mine fotografier er det et bevidst valg at have noget med, der provokerer øjet.

 

Arkitekturfotograf Thorbjørn Hansen har i sin karriere fulgt og dokumenteret Københavns udvikling fra 1990’erne frem til i dag. Drivkraften har været at gå på opdagelse og udforske det, der eksisterer ved siden af det stringent ikoniske byggeri – og indfange de øjeblikke af liv, der eksisterer i og omkring en bygning.

 

Tekst af Mikkel Weber Sandahl

 

Thorbjørn Hansen fra Kontraframe beskriver sig selv som en urban explorer før, det blev et udtryk. Opstarten som arkitekturfotograf var drevet af lysten til at opdage nye sider af København.

 

- Det var en anden by i 90’erne, før byggeriet tog fart. Jeg kan huske, at tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen sagde, at der kun var én byggekran i København, og den bruges til bungee jump, smiler Thorbjørn Hansen og fortsætter:

 

- Jeg har familiemæssige forbindelser til store industrivirksomheder som B&W og FLSchmidt, og det industrielle miljø har altid været dragende. Så der brugte jeg meget tid på at gå rundt og finde det skjulte København. Dengang havde jeg en klar oplevelse af to parallelle byer: Én officiel by i glas og stål, hvor der bagved gemte sig en eventyrlig by fyldt med kaos og oplevelser. Det var en fed kontrast.

 

Thorbjørn kan se både positive og negative sider ved den arkitektoniske udvikling, som København har været igennem.

 

- Vi har fået en række fantastiske pladser og virkelig velindrettede steder at opholde sig i det offentlige rum. Det er et stort privilegium, som er med til at skabe samlingskraft for byen. Derfor er jeg lidt ked af de rigmandsghettoer, der er opstået. Der kommer ikke det uforudsete møde med mennesker, der ikke ligner dig selv – der skal man længere ud i fem-finger planen. Havnen er også kommet i spil på en skøn måde med havnebade og cykelbroer. Til gengæld savner jeg alt det liv, som der var på havnen før i tiden som var forbundet med erhverv og havnens folk. Hvor er alle mine skibe blevet af? Nu er det kun leisure, og her ville det være skønt med flere husbåde og flere store skibe.

 

Billedet af Christiansborg indpakket i stilladser under en renovering er en del af Entropia-udstillingen på Dansk Arkitektur Center i 2011, og det griber fat i en kerne for min karriere, nemlig midlertidigheden. Klassisk arkitekturfotografi har fokus på det visuelle ikon, og når bygherren er afsætningskanalen, så er den æstetik logisk: Fotografiet skal støtte op om prestigebyggeriet, og den blåstempling foregår visuelt gennem fotografier. Men vi syntes ofte, at der manglede noget – hvad betyder bygningen for folk i og omkring den? Det er et hovedbillede for mig, da Kontraframe for første gang blev accepteret for at lave arkitekturfotografi, hvor der var fokus på midlertidigheden fremfor det stringent æstetiske.

 

Læs også portræt af fotograf Adam Mørk: Arkitektur set fra et kamera

 

Danske tegnestuer med vokseværk

Thorbjørn startede i 1994 med at fotografere som énmandsvirksomhed, hvor han blandt havde Erhvervsmagasinet Ejendom som fast kunde, hvilket førte til flere og flere opgaver med arkitekturfotografi:

 

- Det var for mig virkelig svært at kalde mig arkitekturfotograf – det er en ophøjet titel, lidt som at være Kunstner. Så der gik lidt tid, inden jeg tog på mig, men jeg kan huske, at jeg kiggede meget på hvad, andre foretog sig, den yngre Jens Lindhe for eksempel. Samtidig var det sjovt at kunne være vidne til de i dag verdenskendte tegnestuers opstart, hvor folk som Dan Stubbergaard fra COBE gik alene rundt med sine projekter. Det var spændende at følge og være en del af. Der forspildte vi måske nogle chancer, for de havde oftest ikke så meget økonomi, som vi ønskede og vi var meget optagede af at opbygge en bæredygtig forretning. I bagspejlet kunne det have været sjovt at være med på rejsen sammen med nogle af de dengang up-and-coming tegnestuer, og hvis jeg skal give et råd til unge fotografer, så er det, at man skal turde udvælge nogle kunder, som man gerne vil arbejde sammen med i det lange løb. Folk er meget loyale, og når vi har tillid til hinanden, så stopper man sjældent et tæt og velfungerende samarbejde.

 

   

Vi har alle mange følelser om hvad, der udgør en god by. Her ser vi graffiti-muren ved Engholm Brygge, hvor graffiti-maleren holder en pause, uden at bemærke det skib af udvikling, som er ved at sejle ham ned fra den anden side. Udover det er et stykke kulturhistorie, så udtrykker han noget, man kan savne: Det er nok en personlig overføring, men jeg er meget tiltrukket af den måde, han læner sig tilbage og betragter sit værk på – at han tager et lille øjeblik til at slappe af og reflektere. Developere har så meget fart på – det kan aldrig gå stærkt nok. Og jeg mener, der kan ske noget afgørende, når man tør være bare 5 % langsommere.

 

Læs også portræt af arkitekturfotograf Torben Eskerod: Et fotografi skal have et emotionelt indhold for at virke

 

Om Kontraframe 

Thorbjørn dannede Kontraframe i 2004 sammen med Tue Bondo Arentoft og Tobias Wensien Dinesen, og Kontraframes første udstilling ”Den Tredje Natur” fremviste livet på Refshaleøen: Hvordan naturen arbejder sig tilbage i arkitekturen.

 

I dag består Kontraframe af Mette Sophia Damgaard-Rotne og Helle Agerbo Larsen med kompetencer inden for still fotografi, film og konceptudvikling, hvilket betyder, at Kontraframe i dag har en skarpere profil som full-service bureau inden visuel storytelling for virksomheder med fokus på arkitektur og byggeri.

 

 

Som fotograf er arkitekturen i fokus, men for mig er spørgsmålet ofte: Hvilke følelser eller historier kan udtrykkes via de fysiske rammer? Billedet er fra en skole i Norge, hvor vi har konstrueret det ud fra flere fotografier til at fortælle en historie på en enkel og rolig måde. Der optræder sjældent mennesker i det klassiske arkitekturfotografi, som ophøjer arkitekturen, men jeg mener, at den hardcore æstetik gør, at man træder ud af virkeligheden. I Kontraframe har vi selvfølgelig også et æstetisk sigte, men fokus er på processen, det midlertidige og måden mennesker vælger at leve og arbejde på. Derfor forsøger vi altid at komme til at tage billeder af bygningen, når den er i brug.