Eccos nye tilbygning indhyllet i spån fra Starup Wood
Eccos nye tilbygning i Tøndermarsken er indhyllet i langtidsholdbare og bæredygtige tækkespån fra top til tå. Vi bygger videre på vikingernes metoder, siger leverandøren.
Vikingerne ville sikkert nikke genkendende, hvis de troppede op i Tøndermasken og kastede et blik på Eccos nye tilbygning. Det er nemlig deres velafprøvede teknik med smukke og solide tækkespån, som Ravn Arkitektur har valgt at benytte på bygningens tag og facade.
Omkring 100 tons akacie-tækkespån er der anvendt i projektet – og faktisk er der tale om en æstetisk forbedring i forhold til vikingernes metode. Det fortæller leverandøren, der også har stået for montagen, Jens Glistrup fra Starup Wood ApS:
Fremskynder patinering
-Sætter man bare det ubehandlede træ op, kan der gå op til otte år, før det patinerer og bliver rigtig flot. For at undgå ventetiden, har vi udviklet en særlig mild behandling, der så at sige speeder træets naturlige patinering op, og gør det smukt fra starten, siger han og nævner, at for-patineringen faktisk også forlænger træspånenes levetid. Også selvom det faktisk ikke er nødvendigt, fortsætter Jens Glistrup:
– Se på stavkirkerne i Norge – nogle af dem har jo stået i mere end 1200 år med de samme tækkespån. Så ved jeg godt, at klimaet er mere tørt nogle steder i Norge, men det ændrer ikke på, at tækkespån i sig selv og i bedste kvalitet er en ekstremt holdbar og klimavenlig løsning, lyder det.
Bæredygtigt og brandsikkert
Jens Glistrup nævner desuden, at akacie er Europas stærkeste og mest varige gavntræsort, med rigtig mange af de kvaliteter, man finder hos finere jungletræs-sorter. Dertil kommer det måske overraskende - at tækkespån også er en meget brandsikker løsning:
-Det er det bl.a. fordi, spån består af rigtig mange enheder pr. m2. Det gør det så modstandsdygtigt overfor brand, at det er MK-godkendt til klasse T tagdækning – og dermed kan brandforsikres på samme vilkår som et helt almindeligt tegltag.
Kvalitetssikring er afgørende
Men selvom akacietræet på mange måder er fantastisk, kan det ikke alene tage æren for den lange holdbarhed. Med til historien hører også en minutiøs kvalitetssikring under produktion og udvælgelse – og ikke mindst halvandet år på lager, før blokkene videreforarbejdes.
Dertil kommer de 20 håndplukkede tømrere, som Starup Wood har specialuddannet i det gamle tækkefag:
-De er superdygtige og er selvsagt helt afgørende for resultatet. Det duer ikke at have de rette ideer og materialer, hvis man ikke har de rette tækketeams, og det har vi, smiler Jens Glistrup, der gennem de seneste 20 år har leverer tækkespån til hele Skandinavien.