
Erfarent makkerpar i nye roller i landinspektørfirma
Med rødderne solidt plantet i Danmarks største landinspektørfirma, er de to erfarne profiler Hanne Kjeldsen og Jens Madsen klar til at fortsætte udviklingen af Aarhus-kontoret.
Landinspektør Hanne Kjeldsen
Forretningschef, Jens Madsen
Hos LE34 Aarhus, der har adresse på Katrinebjergvej, er der sket ændringer i ledelsen. Landinspektør Hanne Kjeldsen, som har været en del af kontoret i over 20 år og siden 2012 har indgået i den daglige ledelse, overtager nu posten som afdelingsleder. Jens Madsen, der tidligere ledede afdelingen, indtræder som forretningschef for ejendomsudvikling og skel.
– Det er en naturlig overgang og vores mål er fortsat det samme – at være den foretrukne samarbejdspartner og rådgiver, som skaber værdi for vores kunder, fortæller landinspektør og afdelingsleder Hanne Kjeldsen.
Teknologi og tværgående samarbejde
Jens Madsen, der har været en del af LE34 i to årtier, skal som ny forretningschef drive de interne processer på tværs af virksomhedens 26 afdelinger rundt om i hele Danmark. Fokus bliver at fastholde LE34’s position som teknologisk frontløber – blandt andet inden for 3D-kortlægning af underjordisk infrastruktur.
– Et vigtigt fokusområde er fortsat at sikre, at LE34 altid er på forkant med udviklingen, fortæller landinspektør og forretningschef Jens Madsen.

Aarhus-kontoret spiller en central rolle
Med over 45 medarbejdere er LE34’s afdeling i Aarhus vokset markant de seneste år. Afdelingen er involveret i flere store projekter i byen – fra klimatilpasning for Aarhus Vand til forundersøgelser af letbanens etape 2 og markante byggerier som Lighthouse og Kampanilen.
– Med Aarhus-afdelingens størrelse har vi mange forskellige kompetencer i huset. Derfor er der aldrig langt til viden, og vi kan hurtigt samle et team af de rigtige eksperter til de store projekter, slutter Hanne Kjeldsen.
LE34 søger løbende nye medarbejdere til kontoret i Aarhus, hvor både landinspektører, kort- og landmålingsteknikere og planlæggere spiller en central rolle.
Læs mere om byudvikling, klimasikring og landskabsprojekter der understøtter den grønne omstilling