Flisevirksomhed åbner eksklusivt showroom
Mosaikhjørnet har investeret i et helt nyt showroom på Store Kongensgade i indre København. Under navnet Surface Design Studio skal det blive en aktiv ramme om mødet med arkitekter, og showroomet byder på både flisebibliotek og flotte lokaler, som kan bookes til events og møder.
Arkitekternes fortrukne flise- og klinkespecialist: Dét er ambitionen hos den danske flisevirksomhed Mosaikhjørnet, der i forvejen er store inden for branchen med afdelinger på både Sjælland og i Jylland. Blandt andet derfor har virksomheden nu foretaget en større investering i et 214 kvadratmeter stort showroom med tre etager målrettet arkitekter, som får navnet Surface Design Studio.
Showroomet er placeret et stenkast fra marmorkirken i indre København, nemlig Store Kongensgade 67A, som er kendt for at være epicenter for flere arkitekter og centrum for både designmesser og smuk arkitektur. Her bliver det blandet andet muligt at opleve Mosaikhjørnets såkaldte big slab-fliser, der er eksklusive fliser i storformat, som de italienske producenter Ariostea og Fiandre står bag.
Tre eksklusive etager
- Det er en meget stor beslutning og investering, vi har foretaget, og ikke mindst et udtryk for, at vi virkelig ønsker at styrke både gamle og nye samarbejder med arkitekterne markant. Og her er vi utrolig glade for lokationen til det nye showroom, da vi er tæt på store arkitekthuse, som især er målgruppen for vores produkter. Surface Design Studio holder til på tre forskudte etager i Store Kongensgade og skal udbrede kendskabet til de mange muligheder, som fliser og klinker giver, siger Tanja Foged, direktør hos Mosaikhjørnet, og fortsætter:
- Derudover gør vi showroomet til et aktivt studie, så arkitekterne kan se de forskellige produkter sammen og ikke mindst fordybe sig i vores mødelokaler. Samtidig bliver det muligt at booke lokalet på førstesalen i forbindelse med møder og events, hvor der også er et lækkert køkkenområde. Her kan man for alvor få lov at arbejde med fliserne, da der er et bibliotek med mindre prøver af de store, flotte fliseløsninger.
Enorme fliser i udstillingen
Surface Design Studio er skabt i samarbejde med de to italienske producenter, der gennem en lang årrække har beskæftiget sig med fliseproduktion og keramiske overflader i høj kvalitet.
- Med det nye showroom er det blandt andet muligt ikke alene for arkitekter, men også for entreprenører, møbelindustrien og privatpersoner at opleve vores samling af big slab-fliser i fuld skala, hvor de største er tre meter i længden. De bæredygtige big slab-fliser er på mange måder nogle rigtig interessante produkter med et stort potentiale, og det er også derfor, vi har valgt at investere så meget i det, forklarer Tanja Foged.
Den officielle åbning af Surface Design Studio finder sted i september, men allerede nu er det muligt at lægge vejen forbi showroomet på Kongensgade 67A.