Første danske vinduesproducent tilbyder nu kun lav-emissions glas
Madsen Vinduer & Døre kan nu annoncere, at man indfører Orae glas med lav CO2 udledning i alle vinduer og døre.
Madsen Vinduer & Døre er en mindre producent af døre og vinduer, som arbejder tæt sammen med de danske tegnestuer, hvor man i sit værksted kan opfylde specielle ønsker til det enkelte projekt. Men direktør og medejer Jesper Lorenzen ærgrer sig over, at på trods af en voksende dialog om at nedbringe klimaaftrykket, så finder bæredygtighedskrav sjældent vej til det endelig udbud.
– Vi er kendte for at kunne lave det unikke og specialtilpassede for vores kunder. Og det er min klare fornemmelse, at der kommer til at ske et spring i forhold til bæredygtighed, så her vil vi gerne rykke som de første og gøre lav-emissions glas til standard. Vi tror, udviklingen går den vej, og derfor er vi indstillede på at æde den meromkostning. Min forhåbning er, at andre producenter går samme vej med tiden, og med større volumen vil enhedsprisen også gå ned, fortæller Jesper Lorenzen og fortsætter:
– Med den her omlægning tager vi en chance. Jeg kan fornemme, at der er interesse og opbakning, men det store spørgsmål er, hvor mange, der vil tage kontakt på baggrund af den udmelding? Her har jeg et væddemål med mig selv, om at det vil ske, men det vil tiden vise.
Kan presse de store til at gå i samme retning
– Vores omlægning til lav-emissions glas er ikke kun en teknologisk opgradering; det er et skridt mod en grønnere fremtid, hvor vi kombinerer vores udprægede respekt for snedkertraditioner med en tilsvarende dyb respekt for vores effekt på miljøet, udtaler Jesper Lorenzen.
Orae glas er udviklet til at opnå en imponerende 42 % reduktion i CO2-udledningen under produktionen sammenlignet med standardglas. Det har præcist de samme egenskaber som almindeligt glas i for hold til isoleringsevne, klarhed og udtryk.
– Vi har altid haft vores kunder i fokus. Når vi taler med dem, taler vi utroligt meget om æstetik, men flere og flere spørger også ind til bæredygtighed. Med Orae glas kan vi nu tilbyde dem en løsning, der opfylder begge behov, siger Jesper Lorenzen, og han slutter af:
– Vores lidt blå-øjede ambition er at frembringe de absolut flotteste vinduer og døre men også bidrage til en bedre verden.
