
Genbrugsvinduer transformeret til kolonihavehus
48 helt nye trælastvinduer, som stod til at blive smidt ud på grund af fejllevering, blev i stedet rygraden i et lille kolonihavehus i udkanten af København. Bag projektet ’House from Leftover Windows’ står den lille tegnestue Jespersen Nødtvedt.
- I udgangspunktet var målet egentlig ikke at genanvende, men at bygge et kolonihavehus. Vores samarbejdspartner fra Bjørns Træværk stod dog med 48 helt nye vinduer, der var bestilt til en vinduesrenovering, men som havde en forkert type haspe. Det viste sig, at det ville være dyrere at udskifte haspen end at købe helt nye vinduer, så egentlig stod vinduerne til udsmidning. Men tømreren Rasmus Bjørn kontaktede os i stedet, og derfor endte kolonihavehusprojektet med at tage udgangspunkt i et bestemt genbrugsprodukt i stedet for et bestemt design, fortæller arkitekt Emil Jespersen fra tegnestuen Jespersen Nødtvedt. Han fortsætter:
- Vi brugte en del tid på værkstedet, hvor vi stod og byggede og prøvede at finde frem til en måde, hvor vinduerne kunne sættes sammen på en enkelt og flot måde. Vi endte med en konstruktion i Douglas-fyr, som holder hus, tag og vinduer sammen. Selve vinduerne er sat sammen, så de flere steder danner væg fra loft til gulv – det fungerer nærmest som en kæmpe sættekasse i huset. Alt – undtaget tagpappet – er træ, lige fra vinduer og konstruktion til isolering i træfiber. Det har været et sjovt og spændende projekt, og så er det jo fantastisk, at der på bæredygtighedsfronten er sparet en del CO2 ved at genanvende vinduerne, hvor især glasruderne er en tung post.
En dyd ud af det ordinære
Siden 2021 har Emil Jespersen drevet den lille tegnestue Jespersen Nødtvedt sammen med sin partner – både privat og professionelt – Marte Nødtvedt. Kolonihavehuset ’House from Leftover Windows’ var tegnestuens første projekt, der satte gang i en række projekter drevet af et fokus på genbrugsmaterialer. Senest har tegnestuen vundet en konkurrence om genbrug og transformation, hvor opgaven blandt andet går ud på at tegne nye kontorer til Roskilde Festival. Her er udgangspunktet for Jespersen Nødvedt at genbruge gamle betonelementer – noget, som arkitekten ikke havde kunnet forestille sig for bare fem år siden.
- Vi har valgt det, fordi det er lige på vippen til, om det kan lade sig gøre. Og så fordi der er så meget beton, der har været CO2-udledende at producere, og så kan det bagefter ikke bruges til noget. Alle kan se det smukke i genbrugte mursten, men betonelementer ender bare i en skraldespand. Så her kan vi virkelig rykke noget, hvis vi kan inspirere til at genbruge beton på en smuk måde. Vi vil gerne gøre en dyd ud af det billige og ordinære, hvis det kan rykke noget i forhold til bæredygtighed, fortæller Emil Jespersen og fortsætter:
- I det hele taget er hele branchen i en kæmpe omstilling lige nu, og æstetisk er der store ændringer undervejs. Vi mærker også selv, hvordan vores æstetiske rækkevidde har ændret sig. Det første genbrugsprojekt var tilfældigt, og nu er det kernen i flere projekter. Nu går vi bare ind til det med åben pande – hvis nogen beder os om genbrug, så kaster vi os ud i det, og vi forsøger at presse de arkitektoniske muligheder til det yderste. Det er en kæmpe interesse og megasjovt, og vi håber, at alle vores projekter fremover kan tage udgangspunkt i et bestemt materiale eller en bestemt konstruktion.
Jespersen Nødtvedts projekt ’House from Leftover Windows’ kan opleves på Dansk Arkitektur Centers kommende udstilling ’Genfind skønheden’ fra april til september 2025.
