Grønt bælte snor sig op ad ny skyskaber af BIG i New York
Bjarke Ingels Group har designet ”The Spiral” på Manhattans havnefront, og det 240.000 m2 store kontorbyggeri har direkte adgang til grønne uderum fra alle bygningens 66 etager.
Kontorbyggeriet er opført af ejendomsudvikler Tishman Speyer, og højhusets lejere inkluderer Pfizers globale hovedkvarter og banken HSBC. Byggeriet rummer kontorlokaler, caféer, eventrum, co-working områder, en privat klub, kunstoplevelser af Studio DRIFT og Sourabh Gupta såvel som sammenlagt 1.200 m2 taghave, som snor sig op ad facaden.
The Spiral er placeret ved High Line parkens nordlige ende, og fra gadeplan til bygningens top i 306 meters højde, løber et grønt bælte bestående af planter og buske samt 14 forskellige træsorter. Bæltet skaber en grøn linje til High Line parken, og etablerer en visuel forbindelse hen over West 34th Street og til Manhattans skyline. Interiøret i The Spirals lobby inkorporerer syv forskellige metaller og trækker dermed tråde til kvarterets industrielle fortid.
Fotos af Laurian Ghinitoiu
Ny landskabstypologi bringer haver til højhuse
- Bygningen markerer den nordlige ende af High Line og forlænger parken til Manhattans skyline i et bånd af grønne udeområder, der løber op ad skyskraberens facade. The Spiral kombinerer den klassiske ziggurat typologi med den moderne skyskrabers slanke proportioner og rumfordeling. Hver etage åbner sig mod byen og skaber et trappetrinsatrium af ‘hængende haver’, der forbinder arbejdsområderne fra stueetagen op til skyskraberens top. Det sammenhængende landskab giver lejerne nem adgang til frisk luft samt udendørsområder til møder og ophold. I takt med at træerne og planterne har slået rødder over de seneste to somre, er The Spirals beplantning langsomt ved at vokse sig til et grønt bælte, der snor sig om hele tårnet – som en 300 m lang slyngplante, der spejler byens skala i dens skyline, fortæller Bjarke Ingels, Grundlægger og Kreativ Direktør, BIG i en pressemeddelelse.
Med sine sammenlagt 1.200 m2 udendørsareal har landskabet på The Spiral et omfang, der ikke er set før i denne højde i New York. Plantearterne, der gror på terrasserne, stammer oprindeligt fra den amerikanske prærie, hvilket gør dem modstandsdygtige overfor stærke vinde og tørke.
Terrassernes beplantning varierer på hver af bygningens sider og er tilpasset solens orientering samt vindforhold. På terrasserne gror der hække og buske, der blomstrer om vinteren, såvel som enkelt- og flerstammede træer, der blomstrer fra februar. Lodrette espalier er integreret til stedsegrøn vedbend. Et specialdesignet vandingssystem opsamler regnvand via hver af byggeriets horisontale overflader og fordeler det trinmæssigt i dets landskab. Overskydende vand samles i tanke og opbevares til tørre årstider.
- The Spiral baner vejen for en ny landskabstypologi ved at bringe haver til et højhus. Kaskaden af planter fra et niveau til det næste tilføjer en ny dimension til The Spirals kontorer og skaber rammerne for socialt samvær og nærhed til det grønne. Vores design søger at styrke synergi, samarbejde og trivsel mellem brugerne, og hver terrasse huser planter, der er specifikt udvalgt til at modstå variationer i dagslys, blæst og temperatur på bygningens etager. Disse haver har allerede budt lokale fugle, bier og sommerfugle velkommen og er med til at bringe biodiversitet til byens skyline, fortæller Giulia Frittoli, Partner, BIG, i pressemeddelelsen.
Hver etage i The Spiral tilbyder adgang til en terrasse med udsigt ud over Manhattan, Hudson River og New Jersey. Udvalgte områder i bygningen er designet med dobbelt loftshøjde for at give lejere muligheden for at forbinde etager via en fælles trappe. The Spiral er designet med henblik på at tilbyde en moderne arbejdsplads, hvor naturen er del af kontormiljøet, og lokalerne løbende kan tilpasses lejeres behov.
The Spiral opfylder kriterierne for LEED Silver certificering og er BIGs første kommercielle skyskraber i New York.
Læs også:
The Twist fra BIG bygger bro mellem kunst og natur i Kistefos skulpturparkFAKTA OM PROJEKTET
Størrelse: 240.000 m2
Beliggenhed: New York, USA
Bygherre: Tishman Speyer
Samarbejdspartnere: Adamson Associates, Turner Construction, WSP Cantor Seinuk, Cosentini Langan, Edgett Williams Consulting Group, Thornton Tomasetti, Heintges, Vidaris, Entek Engineering, FMS, Pandiscio, Doyle Partners, Squint Opera, Siteworks, Northern Design, BIG Landscape, BIG Ideas