Vinder af Lille Arne, Reduction Roadmap, foto af Arkitektrforeningen
Her er vinderne af Årets Arne og initiativprisen Lille Arne
Årets Arne gik til House 14a af pihlmann og Reduction Roadmap modtog initiativprisen Lille Arne 2024. Priserne hylder et særligt samarbejde og en bevægelse, der vil samle og mobilisere branchen om bæredygtigt byggeri.
House 14a, foto af Hampus Berndtson
Arkitektforeningen København uddelte sine årlige priser ved nytårskuren d. 26. Januar.De fem værker, som i år var nomineret til Årets Arne, havde til fælles at være frontløbere for en ny bevægelse.
Men det var pihlmann, der løb med prisen for transformationen af en rød murstensvilla i Hellerup. Juryen roste projektet for et godt samarbejde og forbilledlig brug af eksisterende materialer, og skrev blandt andet:
- House 14a er et gesamtkunstwerk, som er skabt af et særligt samarbejde mellem bygherre, håndværkere og arkitekten. Prisen går derfor til dem alle sammen. Vi håber, at projektet vil inspirere flere til at transformere i stedet for at rive ned og bygge nyt. Samtidig er transformationen et udtryk for en ny æstetik og et nyt syn på vores materialer.
Symbiotisk samarbejde
I sin takketale beskrev partner i pihlmann, Søren Pihlmann, projektet som værende ’født i en samtale’ med bygherre Marianne Krogh, som han roser for sin kompromisløshed.
- Vi har lavet få tegninger forud for projektet. Til gengæld har vi haft lange dialoger om stedet og truffet de fleste beslutninger on-site. Rollerne som bygherre og arkitekt har været flydende. Hvem bestemmer, og hvem tegner? Det blev til et symbiotisk samarbejde, og den metode er jeg meget stolt af at blive hædret for, siger Søren Pihlmann i en pressemeddelelse.
Læs også:
Se vinderne af Årets Arne 2023House 14a, foto af Hampus Berndtson
En ny måde at være arkitekt på
Jury og gæstekritikere fandt en tårnhøj kvalitet i alle fem nominerede projekter og arkitekternes visionære metoder. Men med hæderen følger også en forpligtigelse. Både for de nominerede men også for Arkitektforeningen og den enkelte arkitekt, mente juryen:
- For med en ny måde at være arkitekt på – med bevidsthed om brugen af klodens ressourcer og samarbejde mellem byggeriets aktører – kommer en ny æstetik, som vi alle skal tage ved lære af. Og den viden skal skaleres og deles.
House 14a, foto af Hampus Berndtson
Forkæmpere modtager Lille Arne
Initiativprisen Lille Arne gik til Reduction Roadmap, som er en bevægelse, der har kastet sig in i kampen for det bæredygtige byggeri.
Med en appel om at dansk byggelovgivning skal afspejle klimavidenskaben, så vi kan overholde Paris-aftalen, har projektet samlet opbakning fra flere end 500 virksomheder og organisationer.
Reduction Roadmap er blevet til en stærk platform, hvorfra branchen kan påvirke beslutningstagerne i forhandlingerne om Bygningsreglementet 2025. I motivationen lyder det:
- Reduction Roadmap er ikke kun et projekt, men en bevægelse, der inspirerer og mobiliserer hele byggebranchen til at skabe en bæredygtig fremtid for dansk byggeri. Vi håber, at prisen vil bidrage til at sætte fokus på det vigtige arbejde for bæredygtigt byggeri og inspirere andre til at følge deres eksempel.
Sinus Lynge, partner i EFFEKT, takkede aktørerne bag roadmap’et, og gav det samtidig videre til branchen:
- Det har altid været målet, at roadmap’et skulle udvikle sig til en bevægelse og samle byggebranchen om reduktionsmål for udledningen af CO2. Samtidig er det enormt overvældende, at det rent faktisk er lykkedes at samle så mange aktører i hele værdikæden. Det er et tydeligt og virkelig positivt tegn på, at branchen er klar til forandring til fordel for klimaet og Paris-aftalen. Vi er utrolig glade for prisen, som vi deler med de over 500 virksomheder, der har gjort bevægelsen mulig. Så vi mener det oprigtigt, når vi siger, at Reduction Roadmap ikke bare er vores, men hele branchens projekt.
Om Reduction Roadmap
Roadmappet er udviklet af Artelia, EFFEKT og CEBRA i et tværfagligt partnerskab. Data er valideret af BUILD, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, DTU og Syddansk Universitet, og projektet er finansieret af Realdania og Villum Fonden.
Årets Arne
Årets Arne er siden stiftelsen i 2007 årligt blevet uddelt af Arkitektforeningen København og gives til opførte værker, der har løftet arkitekturen i hovedstadsområdet i det forgange år. Prisen er opkaldt efter den danske arkitekt Arne Jacobsen (1902-1971), som blandt andet står bag værker som Nationalbanken og Rødovre Rådhus.